Menu

Fortællinger

File:Eye I.jpg - Wikimedia Commons

Misantropens risiko

Uudgivet roman af Finn Gemynthe

Romanens tema:

Misantropens risiko er den risiko alle misantroper og pessimister løber: Nemlig at menneskene og verden ikke er så slemme, som man forestiller sig. At fremtiden udvikler sig helt anderledes og meget bedre, end man har givet sig selv lov til at tro. Det kan være en rystende oplevelse for en misantrop at blive glædeligt overrasket. 

 I "Misantropens Risiko" er dette netop, hvad det overgår hovedpersonen. Han, som i ungdommelig misantropi har "draget konsekvensen" og taget sit eget liv, kaldes under en spiritistisk seance til live igen. Kun som et spøgelse, ganske vist, en usynlig ånd for de levende, der tror at seancen er mislykkedes. Men den hidtil døde misantrop oplever sin genoplivning således:

Romanens indledning:

Mørke! Umiskendeligt mørke! Men det forbavser mig, at jeg kan registrere mørkets eksistens. Jeg troede, jeg var død. I umindelige tidsrum har jeg intet tænkt, intet mærket. 
 Den er opstået her for få øjeblikke siden; bevidstheden. Nu er den der, uhjælpeligt, uden at jeg har ringeste anelse om, hvordan det er gået til. Og det føles, som om den stadig er i vækst! Jeg hører lyde, svagt, i det fjerne; men de stiger i styrke, og snart går det op for mig, at jeg lytter til jeg en kvindestemme, der kalder mit navn: "Morten Nysted, Morten Nysted, kom! kom!" Det kan ikke være mig. Det sidste, jeg erindrer, er min død. 
 Alligevel kalder nogen mit navn, indtrængende, bedende, krævende. Det lyder som Majas stemme. Nej, det kan ikke være sandt! Chokket giver mig åndenød! Skønt førhen behøvede jeg ikke trække vejret. Det er forhekset, jeg fatter intet. Mørket, mit beskyttende mørke, gennemskæres med et af blændende lysstriber. Jeg kan ikke få hænderne op for at skærme mig mod lyset. Det kommer fra bestemte punkter, lige foran mig.
 Lyset er mørkerødt og blafrende. Det kommer fra små olielamper, der står i et mønster på et stengulv. Det kaster et rødbrunt skær på en ung kvinde, der sidder i skrædderstilling på et sort skind. Hendes lyse, glatte hår indrammer hendes ansigt og fortsætter flydende som en kappe om hende, helt ned på det sorte skind. Oven på det sidder en sort kat, med halen sirligt snoet omkring poterne, og stirrer uudgrundeligt på mig. 
 Kvinden rækker sine hænder imod mig med langsomme, højtidelige bevægelser, mens hun stirrer på mig uden gran af genkendelse. Gentager mit navn og beder mig om at komme. Kan hun da ikke se, jeg allerede er her? Nej, hun lukker sine øjne, bevæger sit hoved i langsomme, rytmiske bevægelser, mumler stadig mit navn. "Morten Nysted, Morten Nysted." Hendes hage, læber og kindben, alt runder så usædvanligt blødt. Og næsen, den er meget lidt fremstående. Majas træk og dog forandrede, yngre; kan hun være en datter? Nu åbner hun øjnene igen, men øjenlågene løfter sig kun halvt og blikket er døsigt og fjernt. Hun synes at være i trance, intenst optaget af at kalde mig frem. Kan hun da ikke se, det er lykkedes alt for godt? Jeg svæver jo her i røgen fra det lille fyrbækken, der ulmer på gulvet lige foran hende. 
 Vi er ikke alene, jeg er omringet af flere andre personer, der sidder meget tæt på mig. Jeg fornemmer deres åndedrag; drejer hurtigt mit hoved rundt og stirrer lige ind i fremmede ansigter. To skæggede mænd, den ene med et bredt ansigt og vildmandshår, den anden påfaldende langskallet med hule kinder under tydelige kindben. Og en ung kvinde, hvis kraftige, kløftede hage peger alvorligt og koncentreret direkte imod mig. Det virker stærkt ubehageligt på mig at have dem så tæt på. 
 Vender blikket tilbage mod hende, der ligner Maja, undres over hendes hvide pelskåbe, der er bestænket med sorte pletter. Hermelinpels, som spillekortenes gamle konger bar! Hvor i himlens riger og lande er jeg havnet? Over mit hoved svæver en flad, rødglinsende kampesten, væggene omkring os er lige så enkle og effektive. Jeg befinder mig midt i en sten-dysse. 
"Det kan vist ikke lade sig gøre at dyrke slægtsforskning på denne måde," siger vildmanden bag mig med noget, der ligner et ironisk smil. 
"Så I den ikke?" mumler "Maja," "tågen!" 
"Luften er ladet med noget, jeg mærker det," hvisker den magre mand, med sin store, krumme næse og tætsiddende, stirrende øjne rettet tværs igennem mig. Hans hår og skæg er sort og velklippet, som kontrast til vikingen bag mig. "Freja, du forstår altet bedre end os andre!" fortsætter han med langsomme, velovervejede ord, "måske er du i kontakt med selve naturens hangud!" 
"Men det var så svagt, at jeg ikke ville sige noget, for ikke at skræmme ham væk," mumler "Medie-Freja". 
"Helt gennemsigtigt var det vist!" siger vildmanden drillende. 
"Koncentrationen glippede et sekund, det var nok," mumler min fremkalder med skuffelse i stemmen. 
"Vi får aldrig opklaret, hvem han var og hvorfor han døde. Det er nok en naturlov," siger hendes veninde og lægger en trøstende hånd på hendes knæ. 
"Men det nager mig ikke at kende ham." 
"Lad dog de døde ligge!" siger veninden, "Livet det er nu og fremtiden, aldrig fortiden! Fortiden er det dødeste af alt!" 
 Veninden er indhyllet i en sort læderkappe, hendes hår er samlet i nakken med et bredt sølvspænde. Hendes hage er markeret og giver ansigtet et bestemt præg. I hendes venstre øre hænger en hvid muslingeskal. Hun forekommer mig lige så eksotisk som en indianer, og det virker malplaceret, at hun taler dansk. 
"Jeg er søvnig, lad os sove på det!" siger vildmanden gabende. 
"Ikke her!" udbryder Freja, mens hun trækker skuldrene op og skæver sig omkring med frygt i øjnene, "jeg fryser herinde! Luften er blevet levende! Som er de begravede stendyssefolk vakt til live! Jeg vil ikke kunne lukke et øje!" 
"Lad os komme ud!" siger Frejas veninde gysende. 
 Og hurtigt rejser de sig og pakker forskellige sager sammen. Jeg befinder mig i rummet midt i mellem dem uden at de ænser mig. Fyrbækkenet ulmer videre. Et dækken slås til side, katten stryger ud som den første og en efter en kravler menneskene efter den. Som den sidste kaster Freja et søgende blik tværs igennem mig, førend hun tager den tilbageblevne af de små olielamper og efterlader mig i mørket. 
 Paralyseret har jeg registreret, hvad der er foregået omkring mig, uden særlig reflektion. Men nu gennemisnes jeg af en frygtelig vished. Det er lykkedes hende, "Medie-Freja," bedre end hun aner! Hun har fremkaldt min ånd, men hun så mig kun som en gennemsigtig tåge! Og nu går hun bare uden at lade mig vende tilbage til min evige, drømmeløse søvn. Amatør, gravskænder! 
 Rasende, skrækslagen, slår jeg skindforhænget til siden og farer ud på en høj i fuldmåneskin. Dernede i underskoven går de i gåsegang ad en sti. Frejas hår og hermelinskåbe lyser mellem grenene. 
"Kom tilbage!" råber jeg af min ånds fulde kraft, "Freja, gør dit arbejde færdigt!" 
 Hun fortsætter i hælene på de andre, slukker sin olielampe i det samme. Forsvinder i mørket mellem buskadserne. Uhørlig, usynlig, står jeg foran stendyssen badet i måneskin. Jeg skæver tilbage over skulderen og ser, at jeg mangler min skygge.

 Hvad der siden hænder, skal ikke røbes her. Kun så meget at alting virkelig er gået langt bedre, økologisk, socialt, holistisk og bevidsthedsmæssigt, end selv de vildeste filantroper og optimister kunne forestille sig i "Misantropiens æra" kort efter år 2000. Romanen kan derfor også læses som en økologisk science fiction fuld af skæve og runde idéer. Misantropens Risiko udkom på et tidligt internetforlag i 1996, men trænger lige til gennemsyn og opdateringer, inden jeg slipper den løs påny.

0   0   0

Mr. Eggman

Uddrag af uudgivet novelle af Finn Gemynthe

File:Human fetus 10 weeks with amniotic sac - therapeutic abortion.jpg - Wikimedia Commons 

Karbadbaby, skønt voksen og følsom:

Velvære. Vægtløst, silkeblødt velvære. Evigt velvære så langt tilbage, jeg mindes. Jeg svæver i et venligt ocean, varmt og givende. Intet savner jeg. 
 Når jeg strækker benene, mærker jeg en blød grund under fødderne. Jeg lader musklerne spænde af, nyder den blide, glidende kontakt, før jeg atter svæver frit i oceanet. Pulsens rytme er rolig og regelmæssig, og jeg føler glæde uden ord. 
    Det påstås, at man skal have været udsat for sorg, før man kan opleve glæde. Man kunne lige så godt hævde det modsatte. For den, der lever i nuet, er oplevelsen absolut. Og hvis det første, man mærker, er glæde, så giver manglende erfaring ikke det mindste skår i denne meget velkomne følelse.

Ingen steder tænker man så godt som her; tilstanden fostrer tanker, man ellers aldrig ville have tænkt. Telefonen tier, og jeg lukker øjnene og synker bevidst tilbage i det salige velvære. Baner mig vej til de aller tidligste oplevelser. Lige fra befrugtningen har jeg været i live, suget næring til mig, er vokset og vokset. Som et agern til et vidtforgrenet egetræ. Det har været en god tid, uden forstyrrelser af nogen art. Absolut mørke, absolut stilhed. 
 I mørket tændes en gnist, så flere, snart er de talrigere end himlens stjerner. Og de har farver, alle regnbuens mellem hinanden. De smelter sammen og danner nordlys, der bølger hen over himlen. Et lyshav, der breder sig over hele jorden, som når solen står op. 

0     0     0 

"Children kabuki theater in Nagahama (lady Shizuka- 10 y.o.)- 2013" - Wikimedia Commons

Sidste Akt

Uddrag af uudgivet ungdomsnovelle af Finn Gemynthe

Mens de voksne arbejdede dagen lang, voksede vi børn op i udstrakt frihed. Vi savnede nok deres nærvær, i stedet måtte vi danne vore egne børnefælles-skaber på godt og ondt. De levede i deres verden, vi i vores. 
 Deres verden var fuld at gange, trapper og låste eller ulåste døre. Det var spændende at føjte om og stikke næsen i de voksnes mærkelige sager. Fra kælder til kvist kom vi og fandt støvede rekvisitter, masker og kostymer. De låste døre var dog det aller mest spændende. Af og til gik en at dem op, og det myldrede ud og ind med voksne, der havde for travlt til at bemærke os småbørn. Mellem de store kroppe kunne vi se ind i et lyshav, hvor der sad mænd og kvinder foran blanke spejle og lagde sminke på deres ansigter. 
 Vi efterlignede dem, det var sjovt at male sig i ansigtet og klæde sig ud, og når de voksne så det, smilede de og nikkede opmuntrende. "Se Sarah, hun er allerede ved at blive en rigtig fin dame," sagde de til hinanden. 
 Men så glemte de os igen, fordi de kom til at snakke om et eller andet alvorligt. Deres roller var meget krævende. forstod vi, og der fandtes så mange problemer i teatrets verden. De havde mange rivaler og rivalinder, der kun var ude på at genere dem og hugge deres roller. Anmelderne var rå og uforskammede. Nogle at instruktørerne var utroligt krævende og åbenbart gale, for de foretrak skuespil, der var så dramatiske, at man kunne risikere, at alle blev slået ihjel. Desuden blev der røget så mange cigaretter, at det at og til skete, at en skuespiller faldt om på scenen på grund af dårlig luft. 
 På trods af de voksnes travlhed og bekymringer sørgede de så godt for os, at det næsten gav os dårlig samvittighed. Vi havde vore egne. små legestuer fyldte med små modeller at de nyeste rekvisitter og dukker, der forestillede de populæreste helte og heltinder. Disse ting inspirerede os til at opføre vore egne, små skuespil. Vi valgte selv rotterne, improviserede frit og morede os herligt. Og når vi ikke gad længere, holdt vi bare op og satte os hen og aede teaterkatten Felix.

0     0     0 

Saltdronningen

Uddrag af lille, lokalt eventyr af Finn Gemynthe

File:Bodypainted Snow Queen (10508945396).jpg - Wikimedia Commons
 
Langt borte i et øde og goldt land regerer Hendes Majestæt Saltdronningen. Hendes palads ligner på afstand et prægtigt sneslot. Kridende hvidt funkler det i solen med tårne og spir og tinder. Faktisk skal man helt tæt på, så nær at man kan smage på det, før man opdager, at slottet er lavet af det pureste salt. 
 Saltdronningen elsker salt, ja hun føler, at hun ikke ville kunne leve uden. Hendes residens ligger i Saltdalen. Her har engang ligget en saltsø, men efterhånden er vandet fordampet, og i stedet for jord, planter og dyr ligger der nu en saltørken. Alt dette overjordiske salt henrykkede Saltdronningen, og her lod hun bygge sit saltslot. 
 Fra kælder til tårnkvist er alting gjort af salt. Dronningens bad er et saltkar, og når hun spiser gør hun det ligesom kineserne, blot med saltstænger. Der sidder hun så i ensom majestæt og spiser sine saltnødder, saltsild og som dessert, saltpastiller. Stirrende på sine stolte aner, der står som saltstøtter langs murene, mere livagtige end statuer. 
 Det har altid været hendes kald at følge i deres stolte fodspor. "Salt over jorden!" lyder slægtens valgsprog. Jo mere salt, der dækker jorden, des bedre trives hun. Thi hun afskyer dyreunger, fuglefløjt og grønne spirer. "Alt dette vokseri, det er usalteligt!" hvisler hun, "Nej, SALTET, det er vidunderligt, uforanderligt, dét ved man hvor man har! Det kan opløses i vand, javist, men når vandet fordamper ligger det der igen, hverken mere eller mindre. Saltet kender jeg og forstår, saltet hører mit rige til." 
 Saltdronningen holder sig nøje underrettet om alt, hvad der tildrager sig rundt om i verden. To hvide saltsvaner flyver ud, bruger øjne og øren, og vender tilbage til saltslottet. Dronningen sætter sig parat ved vinduet, når hun hører deres vingesus. Og de lander elegant og ærbødigt på vindueskarmen foran hende. 
 Tit har de mellemlandet i Det Døde Hav, thi de mister noget af deres saltpragt, hver gang de kommer i berøring med ferskvand. 
 Sidst havde de ordentlig været på langfart. Nordens riger og lande havde de besøgt, ved vintertide, hvor planter og dyr ligger i dvale under de kolde, hvide snedyner.