Menu


File:Aryballos owl Louvre CA1737.jpg - Wikimedia Commons

Artikler

   Senromersk stemning i Høje-Taastrup

Uddrag af uudgivet artikel af Finn Gemynthe om ligheder mellem det undergangstruede romerriges monumentale koncept - og nutidens. 

 
File:Trier Porta Nigra BW 4.JPG - Wikimedia Commons
 
Her troner indkørslen til Augusta Treverorum, som Trier hed på imperialismens sprog. Jeg har skuet denne vældige, senromerske byport med egne øjne - og længe derefter satte den gang i tanker og sammenligninger:
 
Gentager historien sig virkelig? - Tit når jeg kommer til Høje-Taastrup, får jeg en fornemmelse af deja vu. Jeg har været her før! Set noget der mindede, fornemmet den samme stemning! Og det er for længst gået op for mig, hvor hunden ligger begravet: I det gamle Romerrige, fra Rom over Trier - og til Taastrup.
 
File:Hoje tastrup mpazdziora.jpg - Wikimedia Commons
 
Bemærk også husene på hver side af "byporten" - og sammenlign med nedenstående fra et rekonstrueret, romersk fort i Saalburg:  
File:The reconstructed Principia, the headquarters building of the Roman garrison and the camp's most important building, Saalburg Roman Fort, Limes Germanicus, Germania (Germany) (34753346036).jpg - Wikimedia Commons
 
Porta Nigra - dette gigantisk monstrum af en senromersk byport er godt nok et vældigere bygningsværk end vor stationsbygnings små, fikse buer. Men inde bagved findes der ikke mange rundinger; her troner bygninger og monumenter i en vinkelret byplan og et helhedsindtryk, som kunne være konciperet af kejser Diocletians byplanlæggere. Selv detaljer som søjlerækkerne og gitterværkerne foran vinduerne bærer et umiskendeligt, vinkelret senromersk præg.
 
File:Curia Iulia.JPG - Wikimedia Commons
 
Kejseren trak sig tilbage til Salonae, nutidens kroatiske Split, for at nyde sit otium i år 305. Et firkantet palads som en hel by formede han efter sine ønsker, kort før det store sammenbrud, og at dømme efter byplan og billeder kom den til at ligne det moderne Høje-Taastrup. Alt i alt ret kantet - rundinger var begrænset til et minimum!
 

File:SPLIT-Hebrard restitution plan-NUM.jpg - Wikimedia Commons


File:Transit plaza at Høje-Taastrup station in Denmark.jpg -  Wikimedia Commons

For at trumfe de gamle romere er selv søjler og vinduer råt firkantede. Ganske vist er Thorstårnet på torvets midte rundt og viet til en nordisk gud, men selve konceptet med en monumental statue midt i byplanen er romersk så det basker.

File:EUR Piazza Guglielmo Marconi.jpg - Wikimedia Commons 

Også Mussolini lod sig inspirere af det gamle Rom - thi drømmen om varig storhed er symptomatisk for alle store imperier. Men er nutidens globaliserede industriimperium ikke alle tiders største?   

0     0     0 

Nøjsomhedens Miljø

Uddrag af essay af undertegnede i Fredag nr. 20, december 1988

File:Rungsted city border IMG 0125.JPG - Wikimedia Commons 

Når man sætter sig til rette i Kystbanetoget og kører nordpå, begynder allerede ved Hellerup et opulent landskab. Smukke, statelige villaer, hele små palæer i velplejede små parker glider forbi, og efter Klampenborg vandrer hjorde af kronhjorte under ældgamle ege og bøge. Så med et skuer man, ved at dreje hovedet fra vindue til vindue, i et enkelt åndedrag fra Eremitagens nette pragt til det skønne, blå Øresund og Sveriges bølgende kyst. Således fortsætter det hele vejen op langs kysten, og man forstår så udmærket digterens henførte beskrivelse af Rungsteds lyksaligheder. 
 Man skulle tro, at også de mennesker, der i dag bebor dette dejlige område, måtte høre til landets mest privilegerede, og sandt er det, at deres købekraft ikke står tilbage for nogens. Men denne åbenlyse rigdom modsvares af en udpræget nøjsomhed, som, netop fordi den ikke er dikteret af håndgribelig nød, virker så meget desto stærkere. Vi står af på en tilfældig station, hvor den ærværdige, røde stationsmestermurstensbygning spreder en aura af hygge, og begiver os ud blandt beboerne. Ikke lader vi os forblænde af ydre pragt og herlighed, vi har gennemskuet, at sligt kun er et skalkeskjul for en beskeden nøjsomhed, der alt for længe har ligget upåagtet hen. ......

Nøjsomhedens veje
Den nøjsomhed, vi bemærker hos Myrestiens beboere, er den ægte vare. Det kan vi se at, at den ikke er dikteret at nødvendighed. Af egen fri vilje vælger disse mennesker at spare på en lang række at de glæder, der både er store og gratis. De nøjes med et langt mindre udbytte af livet, end de behøvede. De affinder sig med snævre rammer og tunge ofre. Den fattige families "nøjsomhed," derimod, kan bunde i et brændende ønske om at slå sig igennem så godt som muligt og er således alt andet end ægte. Nødvendig nøjsomhed fornægter sig selv, medens u-nødvendig nøjsomhed knejser mod himlen. Den virker imponerende, næsten frygtindgydende. 
Myrestiens mennesker kunne sagtens, om ikke stå at ræset, så dog trappe ned. Galvanisere deres biler og beholde dem i tyve år, utvivlsomt en god forretning. Købe brugt gennem den blå avis, nøjes med cykelferier, genbruge deres tøj i flere sæsoner, leje en etage ud eller danne et bofællesskab med gode venner. Snakke sammen over hækkene og arrangere en vejfest. I det hele taget unde sig selv mere fritid og flere af de gratis glæder. Og hvis de gerne ville opleve den rare følelse af at foretage sig noget meningsfuldt, kunne de engagere sig i miljøet omkring dem eller i samfundets truede velfærd. Introducere en genbrugsmælkeflaske, overføre kapital til produktion af varige eller harmløse goder. DE har mulighederne, men det interessante, og foruroligende ved dem er, at de stædigt opretholder deres nøjsomme levevis på trods af alle afsavn. 

0   0   0


Samfundets engle

Uddrag af essay af undertegnede

File:William-Adolphe Bouguereau (1825-1905) - Song of the Angels (1881).jpg - Wikimedia Commons

Er engle en truet art? Det hævder Malcolm Godwin i sin skønne og tankevækkende bog: "Engle. En truet art." Men hvad, man hører jo dagligt om truede arter. Og med hensyn til netop arten engle, så findes den vel overhovedet ikke? Hvem skulle vel være tosset nok til at frygte en ikke-eksisterende arts uddøen? Jeg er!
 
Pludselig fandt jeg mig omgivet af engle. De var godt nok ikke fjedrede og bevingede, men optrådte forklædte som ganske almindelige mennesker; og hvem skulle vel have troet, at engle kunne skjule sig så snedigt! - Helt uhyggeligt blev det, da jeg fik øje på mig selv i spejlet og mente også der at se en lille, forklædt engel? - Men denne indbildske mistanke har jeg af al magt fortrængt. 
 Stadigvæk ser jeg engle alle vegne. På gaderne og inde i husene farer de omkring og gør uegennyttige gerninger. Det er på samme tid en opløftende og en foruroligende opdagelse; thi eftersom de findes, kan de godt være i fare! Og det forekommer mig, Godwin har ret: Englene er truet. 
 Engle har på en eller anden måde brudt naturens love. I strid med tyngdekraften og med alt for små vinger i forhold til vægten holder de sig svævende. Dette må også gælde alle de engle, der har camoufleret sig som helt almindelige mennesker. Åndeligt set har de hævet sig over de uskrevne love, der ellers har været gældende for alle andre levende væsener igennem resten af jordens historie. Men hvor længe formår arten engle at trodse naturlovene? .....
 
0   0   0

Danaidernes kar

Uddrag af min debatbog Rigdom Uden Arbejde

For mig at se giver myten om danaidernes kar et fortrinligt overblik over arbejdsmarkedet og nationaløkonomien:
 
Karret findes i underverdenen og fyldes af danaiderne. Disse stakkels skæbner er som straf for en gammel forbrydelse af de ubarmhjertige guder blevet fordømt til at fylde vand i et kar med afløb uden prop. Ligesom Sisyfos må danaiderne altså beskæftige sig med noget, som er nyttesløst og endeløst. Noget af det værste, de gamle grækere kunne forestille sig.
 
File: John William Waterhouse (1849-1917)  - Danaides 1906  – Wikimedia commons
 
Billedet kan fortolkes sålunde:
 
Karret = Samfundsøkonomien
Danaiderne = Befolkningen*
Krukkerne = Produktionsmidlerne / arbejdspladserne 
Vandet i brøndene = Råvarerne
Vandpåfyldningen  = Arbejdet
Vandstanden i karret = Velstanden i samfundet
Luften i karret = Samfundets fattigdom 
Vandtabet gennem afløbet  = Samfundets spild
Afløbets størrelse = Spildets omfang
 
Ved at anskueliggøre arbejdsmarkedet og økonomien på denne måde kan man hjælpe nationaløkonomerne og politikerne med at kende forskel på + og -. Nationalregnskaberne vil nærme sig et realistisk resultat, når man har for øje, at alt, hvad der fosser ud gennem afløbet i karrets bund, skal noteres på minussiden i samfundets store årsopgørelser. Ved at sammentælle de to kolonner og trække - fra + finder man slutfacit, der fortæller, hvor godt et år det har været. Er vandstanden steget? Hvad har vi fået ud af anstrengelserne?
 
Man kunne selvfølgelig indvende, at det kun er den arbejdende befolkning, der kan opfattes som danaider. Men dels er der ikke krukker nok til alle, dels tvinges nutidens arbejdsløse i aktivering, "nyttejob" eller lignende, dels rammes arbejdsløse, børn og pensionister i mindst lige så høj grad som arbejdende af samfundets spild og fattigdom.
 
 
0   0   0

Uundværlige arbejdsløse

Endnu et uddrag af samme bog 

File:Tredimensionel julekalender af telefon..jpg - Wikimedia Commons

Man kunne med fuld ret holde følgende peptalk til hver enkelt ledig: Set med samfundets øjne tilhører du som arbejdsløs en uundværlig samfundsklasse. Selv om samfundet ikke udtaler sin påskønnelse, så gør du vitterlig megen nytte! Kig lidt på denne ”julekalender” med 24 gode grunde til, at du burde agtes langt højere, end det er tilfældet i dag:

  1. Du hører til den nødvendige arbejdskraftreserve. - Forestiller man sig det absurde tankeeksperiment, at arbejdsløshed var så nervenedbrydende en tilstand, at alle arbejdsløse døde af hjertestop efter få måneders ledighed, ville samfundet hurtigt komme til at mangle reservearbejdskraft.
  2. Der ville også komme til at mangle forbrugere. Ond cirkel og eskalerende krise… 
  3. Du koster færre skattekroner end en offentligt ansat.
  4. Du mindsker virksomhedernes lønudgifter, når de kan undvære dig.
  5. Du holder lønpresset i ave, til gavn for konkurrenceevnen. 
  6. Du skåner betalingsbalancen i forhold til dem, der importerer, sælger og køber varer fra udlandet. Og du har ikke råd til at rejse langt og lægge så mange danske kroner i andre landes kasser.
  7. Du skåner også miljøet i forhold til dem, der har større indkomster at rutte med.
  8. Du sørger for en mere effektiv udnyttelse af samfundets ressourcer. Som mindrebemidlet køber og opsamler du brugte varer og genbruger dem, hvis eneste mangel er at de umoderne og/eller slidte. Uden dig ville disse varer ende på lossepladsen eller affaldsforbrændingen.
  9. Du har også mere tid end de arbejdende til at dyrke nyttehave, samle vilde æbler og gå på svampejagt. Selvforsyning er den mindst miljøbelastende måde at skaffe sig føden på.
  10. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”. Hvor mange arbejdsløse har ikke i tidens løb fået gode idéer, begået nyttige opfindelser, lært sig nye færdigheder?
  11. ”Fritid er inspirationstid”. Efter det gamle ordsprog kommer her et nyt, men måske lige så sandt. Thi der foreligger masser af beretninger om, hvordan det netop var i en ørkesløs stund, at en god idé fødtes. Havde Newton ikke siddet og vegeteret, da det berømte æble faldt ned, havde han måske aldrig opdaget tyngdekraften.     
  12. Som arbejdsløs kan du være mere sammen med dine børn og din samlever. Begge nævnte parter kan have stor gavn og glæde af dig som hjemmegående m/k. Ligeså kan andre familiemedlemmer, venner og naboer. Er du flink og hjælpsom, kan du komme til at føle dig som en Figaro, der er brug for hér, dér og alle vegne. Netop fordi alle andre i deres bedste alder har så kissetravlt med deres arbejde, kan du risikere at føle dig uundværlig: “Kan du ikke lige…” “Hør lige hvad jeg har oplevet!” “Jeg har et problem. Kan du ikke lige give mig et godt råd.”
  13. Du kan endda gøre endnu mere gavn. Du kan være besøgsven, være frivillig arbejdskraft, gå ind i en forening eller to, deltage i integrations- eller ulandsarbejde.
  14. Og så befolker du sandsynligvis et ellers overvejende uddødt kvarter i dagtimerne. - Måske forhindrer du en dag et indbrud! Og handler du ind om formiddagen, gør du køen mindre for dem, der først kan købe ind efter fyraften.  
  15. Sjældent bevæger du dig ud i en myldretid. Altså mindsker du presset på trafiknettet og den arbejdende befolkning.
  16. Du har bedre mulighed for at lægge kræfter i demokratiet, hvad enten det er i dit lokale beboer¬demokrati, eller du skriver læserbreve, demonstrerer eller deltager i partipolitisk arbejde. Demokratiet savner folk med tid og energioverskud.
  17. Det gør kulturen også. Fortravlede mennesker har ikke tid til at lægge mange kræfter i kulturlivet, men som arbejdsløs har du bedre muligheder for at kreere noget nyt, eller udfylde tomme pladser ved billige/gratis kulturarrangementer. 
  18. Du kan opbygge et mere holistisk verdenssyn. Se dybere sammenhænge. Man kan ikke forlange en større helhedsforståelse af hårdtarbejdende, professionelle fagfolk.
  19. Du belaster sundhedsvæsenet langt mindre end dem, der er i arbejde. Ikke? – Hm, det er måske en anden sang, end hvad man normalt hører? Men kan den virkelig være sand? Som arbejdsløs har du jo alle muligheder for at leve sundere. Mindre stress, ingen arbejdsulykker, ingen musearme. Gode muligheder for at holde dig i form i løbet af dagen. Frit kan du cykle, vandre, svømme eller gøre gymnastik. Uden at overan¬strenge dig, og bagefter kan du få dig en sund lur. Dårlige vaner såsom rygning, for meget alkohol og for usunde spisevaner har du alle muligheder for at lægge bag dig, når du er fri for stress og jag. 
  20. Du øger engagementet og selvværdsfølelsen hos den arbejdende befolkning.
  21. Arbejdsløse fodrer medierne med godt stof. Uden arbejdsløshed ville der være mange huller i aviser og nyhedsudsendelser.   
  22. Du giver plads til de mere egnede! – Det kan kun være i alles interesse, at den bedst egnede får et givet job. Derfor gør alle disse jobsøgningskurser mere skade end gavn. Jo mere fancy og durkdrevne ansøgninger, desto sværere må det være udvælge den rette. ”Bluf dig til et job!” kunne man kalde visse kurser. Nej, en ansøgning bør være ærlig, og har du nogle handicap, kan arbejds¬giverne ikke være tjent med, at du fortier dem. - Der burde udvikles nogle ansøgningsstandard¬formularer med rubrikker til svage sider.  
  23. Du gør en anden arbejdssøgende glad, når du ikke får jobbet.
  24. Som arbejdsløs påtager du dig en nødvendig, uattraktiv birolle.

På denne baggrund ville det klæde både stat og borger at acceptere arbejdsløse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Det behøvede strengt taget ikke at koste noget, ja man kunne endda spare en hel del udgifter ved at gøre aktivering / nyttejob til en frivillig sag. Og alt andet lige må man gå ud fra, at når arbejdsløse kunne få lov til at ranke ryggen, ville det gøre dem sundere og raskere. Dermed kunne de udfylde deres rolle bedre, til gavn for alle parter. Samtidig ville de være bedre rustede, den dag der var brug for deres arbejdsindsats.   

Lad os altså håbe på, at tiderne skifter og sæderne mildnes. Efterhånden som den tekniske snilde overflødiggør flere og flere arbejdspladser, og alle kan se, at metroen er ubemandet, burde det snart stå klart for alle, at arbejde ikke længere kan være en allemandsret og – pligt. - Men for dem, der stædigt fastholder, at fuld beskæftigelse altid skal være en ufravigelig målsætning, kan der være trøst at hente i Parkinsons lov.

0   0   0

Hvorfor ikke APANAGE?

File:Frederik V statue front.jpg - Wikimedia Commons

Hvorfor er det ikke en helt almindelig social mærkesag at kæmpe for "overlevelsessikring til alle"? Så længe noget sådant virker som ren utopi, er arbejde ikke frivilligt - og ufrivilligt arbejde er beslægtet med slaveri. I et rigt land som Danmark burde overlevelsessikring være en selvfølgelig menneskeret.

Uudgivet artikel af undertegnede

Det kunne have været et stort øjeblik, da overlevelsessikring under navnet Borgerløn introduceredes i sensationsbogen "Oprør fra Midten'. Men desværre var samfundets inerti alt for stor, og borgerløn blev skamløst kaldt fantasteri. Dog, fantasien er før kommet til magten, og der findes nu en regulær borgerlønsforening, www.borgerloen.dk, der er tilknyttet et internationalt netværk ved navn BIEN, Basic Income Earth Network. Her benytter man primært termen basisindkomst.
 Men er ordet 'Borgerløn' mon et heldigt valg? Rent sprogligt kan man indvende, at ordet "borger" plejer at stå for en selvforsørgende person, der helst arbejder sig til sin velstand eller hviler på laurbærrene oven på veludført arbejdsindsats. Mens ordet 'løn" bruges om en arbejdsgivers belønning til en person, der har udført et ønsket stykke arbejde.
 Værre end det sproglige er imidlertid, at de hidtidige borgerlønsforslag er kommet i kraftig miskredit. Den opfattelse har kunnet brede sig uhindret, at borgerløn ville føre til store skattestigninger, der især ville ramme "de rige'. Det er derfor intet under, at de mest indædte modstandere af borgerløn er at finde blandt de borgerlige! Men samtidig skurrer ordet måske også lidt i ørerne på mange af dem, der nødigt vil kaldes borgerlige?
 Hvad så med det efterhånden mere og internationalt brugte Basisindkomst? Kært, vordende barn har mange navne - og for min skyld ingen alarm, når blot barnet kommer til verden. Men måske vi skulle det en ekstra overvejelser, hvad det kære barn skal døbes? Et alt for beskedent navn kunne måske føre til en alt for beskeden overlevelsessikring, der kun lige akkurat er til at leve af, og derfor dårligt nok en sikring.
 
En demokratisk ligeret
 Kunne man ikke i stedet for borgerløn tilbyde alle landets indbyggere en månedlig Apanage? En passende overlevelsessikring i et land med et populært og demokratisk kongehus. Apanage giver ligeret med kongehuset, selv om vi almindelige mennesker ikke behøver så meget. Vi har jo ingen store slotte at tage os kærligt af.
 I min bog Rigdom Uden Arbejde går jeg ind for apanagen. Jeg tror, at det er en afgørende forudsætning for alternativers gennemslagskraft, at de tilbyder folk noget bedre end det bestående. Derfor spiller jeg i bogen på de forjættende, men uudnyttede muligheder, som det moderne velfærdssamfund har for at give alle sine medlemmer en bedre tilværelse. Samtidig med at det store ressourcespild mindskes, og rigdommen bygger på et bæredygtigt grundlag.
 Måske mange kommer til at trække på smilebåndet ved udsigten til at få apanage, men det gør vel ikke noget? Er det ikke bedre, end at de får aversioner eller misopfattelser? Men selvfølgelig er det også vigtigt, at der ikke bare hældes gammel vin i en ny flaske. For mig at se søger man at gabe over for meget, når man ikke blot vil indføre borgerlen, men ved samme lejlighed søger at indsmugle en helt ny fordelingspolitik. Sandt nok, der er for stor forskel på fattig og rig, men hvis man prøver at bruge borgerløn som en Roobin Hood-rambuk, får man med garanti alle rige som modstandere. Og det kan hurtigt komme til at dreje sig om det store flertal i det danske '2/3-dels samfund'!
 Det afgørende mantra i mit apanageforslag er derfor status quo! Det vil også berolige økonomerne, der ikke bryder sig om konkurrenceforringelser, betalingsbalanceunderskud o.lign. Men hvorledes kan 'apanage til alle" da være ensbetydende med status quo?
 
Status quo - næsten da
 Lønningerne må reduceres med apanagen. Altså vil offentligt ansatte ikke koste mere end tidligere. Begge parter er stillet ligesom før, bortset fra at der er indført en menneskeret! Og de private arbejdsgivere kan tilsvarende reducere lønningerne og indbetale gevinsten som en 'apanageskat' uden at de stilles ringere.
 Et eksempel: En lønmodtager har tidligere tjent 30.000. Så reduceres lønnen til 20.000 + apanagen på 10.000 = 30.000 = status quo. Arbejdsgiveren sparer 10.000 kr., de indbetales som apanageskat = status quo.
 Men hvad da med arbejdsgiveren, den selvstændige, aktionæren? Eftersom denne særlige samfundsklasse ikke modtag er nogen løn, men tjener pengene på anden vis, vil det let kunne virke latterligt at genopkræve et beløb svarende til apanagen. Dertil kommer, at der i virkeligheden slet ikke er tale om én klasse, men om mange grader af to: En over- klasse og en underklasse!
 Vilkårene er vidt forskellige for disse to klasser. For underklassen, det være sig den lille købmand, den sidste husmand eller værkstedsejeren i likviditetskrise, vil apanagen være en længe tiltrængt redningsplanke. Desuden kan apanagen bruges som en ubureaukratisk og ligelig iværksætterstøtte. Det øger konkurrencen og sænker profitterne. Men konkurrencen bliver samtidig blødere og mere afslappet pga. det nye, sociale sikkerhedsnet, der ikke ydmyger modtagerne. Derfor bør de selvstændige, der kun udgør et mindretal af befolkningen, principielt have lov til at beholde deres apanage.
 Derimod behøver den rige, selvstændige overklasse ikke denne "latterlige lille apanage." Og dog er det vigtigt, at overklassen ikke føler sig snydt. Ikke føler, at den alene betaler hele gildet! Dette "lighedsproblem" kan klares gennem et skattemæssigt apanagefradrag, som personer, der fraskriver sig apanage, kan få på deres selvangivelse.
 Uretfærdigt? Jamen lønarbejderne kender jo arbejdsgivernes apanage og kan lettere presse på ved lønforhandlingerne, efter at arbejdsløshed ikke er ensbetydende med et styrt ned i et tyndslidt almissesystem. Apanagen vil således skabe en ny og retfærdigere balance mellem arbejdsgiver og tager.
 Ingen stilles altså ringere, mens alle får en hårdt tiltrængt frihedsret. Og de hjemmegående, pensionisterne og de aktiveringsramte bistandsklienter kan endelig føle sig velkommen i samfundet!
 Når finansregnskabet gøres op, er det kun marginalgrupper som selvstændige, hjemmegående og folk med for små overførselsindkomster, der kommer til at koste ekstra. Og hvad der tabes på gyngerne, kan vindes på karrusellerne. Med den rette indstilling til arbejdet er der så store besparelsesmuligheder indenfor den offentlige administration, at slutresultatet meget vel kan blive en finansiel overskudsforretning for det offentlige.
 
Undgå at ulejlige!
 I stedet for den vanemæssige angst for at "kaste mennesker ud i arbejdsløshed," bør man gøre frihed under ansvar til en menneskeret. Det drejer sig ikke om at skabe fuld beskæftigelse, men om at undgå at ulejlige folk unødigt!
 Arbejdsmarkedspolitikken bør derfor gå ud på kun at skabe arbejdspladser, der dækker reelle behov. På privat initiativ kan man opfinde alle de bæredygtige arbejdspladser, man vil, men det bør ikke være nogen samfundsopgave.
 Dermed bliver det omsider muligt at afvikle overflødigt bureaukrati. Lovgivningen kan forenkles på et utal af områder, når man alene vurderer, om der er sociale, økologiske og økonomiske grunde til at opretholde en administration. På mange områder behøver man ikke at kontrollere, regulere, kalkulere og nødsage borgerne til at udfylde alskens formular er og skemaer.
 En sådan arbejdsmarkedspolitik vil lette tilværelsen både for 'helt almindelige mennesker' og for de kontorfolk, der hidtil har været beskæftiget med et kedeligt arbejde, der stort set kun vækker irritation. Den arbejdsløshed, der opstår, er i bund og grund sund:
 De fritstillede kan finde sig et nyt indhold i tilværelsen, og som det fremgår af nærværende forslag, vil der opstå så mange nye beskæftigelsesmuligheder, at den ufrivillige arbejdsløshed næppe bliver lang. Når lønningerne i kraft af apanagen er lavere, bliver der råd til at ansætte flere indenfor f.eks. sundhedssektoren. Og konkurrenceevnen, den får et kraftigt løft!
 
En frivillig arbejdsglæde
 Samtidig kan den gode, gamle, glemte gulerod blive hentet frem i lyset igen. Det skal kunne betale sig at arbejde, også selv om man modtager overførselsindkomst: Indtægter skal naturligvis ikke føre til fradrag i apanagen!
 Princippet om at lønninger og udbytter kan lægges oveni apanagem, og ikke modregnes i overførselsindkomsterne, sådan som det foregår nu om dage, vil øge arbejdsløses motivation til at forsøge sig som selvstændige eller søge lønarbejde, også småjobs og deltidsarbejde. Det vil gøre det mere tilfredsstillende at arbejde. Og det vil blive lettere for arbejdsgivere med varierende behov for arbejdskraft at drive virksomhed.
 Af samme grund er der ingen grund til at frygte, at det vil blive vanskeligt at skaffe menneskelig arbejdskraft pga. apanagen. Det vil tværtimod blive nemmere, når det kan betale sig at arbejde!
 
Ressourcebesparelser og skattefrihed
 Først når arbejdet ikke længere er den primære forudsætning for overlevelse og velstand, bliver det muligt at føre en rationel ressourcepolitik. Overflødige og miljøbelastende produkter bør belastes med sådanne afgifter, at det fører til kraftige miljøforbedringer. I det hele taget er det en samfundsopgave et regulere produktion, forbrug og spild udfra en miljøbevidst og social vurdering af varernes nyttevirkning. Denne regulering kan foregå ved at momsen differentieres, således at miljøbelastende, dårlige og unyttig e varer beskattes langt højere end nødvendige og ikke-miljøbelastende varer. Sunde og nyttige kvalitets- produkter skal favoriseres. Det skal kunne betale sig at lave ting, der er holdbare og gedigne. Det skal også kunne betale sig at reparere ting, der går i stykker. Dette er efterhånden blevet latterliggjort, som følge af høje krav til lønninger og udbytter. Men når lønningerne reduceres med apanagen, og den samtidig virker som en iværksætterstøtte, vil mange små reparationsvirksomheder kunne løbe rundt. Det vil reducere affaldsmængderne og øge samfundsformuen.
 Vedvarende energikilder kan på samme måde gøres mere konkurrencedygtige, således at de fossile og forurenende brændstoffer hurtigst muligt kan overflødiggøres. Olie forbrændes og bliver til masser af forurening, mens solceller og vindmøller er langtidsholdbare og kan producere forureningsfri strøm. Vedvarende energi er vedvarende rigdom!
 Jo højere moms og grønne afgifter, desto mindre behøver de direkte skatter at være. Jeg kan sagtens forestille mig et skattefrit bundfradrag på 300.000. Det vil være sund fornuft i en apanagetid. Samtidig bliver det en ekstra frihedsret, selv at kunne bestemme sin skat: Køb fornuftigt ind og spar i skat!
 
Rigdom uden arbejde
er ikke noget forargeligt, men et middel til at undgå, at velstanden fosser ud af samfundet. Det kan sammenlignes med et kar, der har et hul i bunden. Et "danaidernes kar"! Vandstanden er velstanden, og der skal hele tiden fyldes nyt vand i karret, for at vandstand en kan opretholdes og helst blive højere. Men det koster selvfølgelig både arbejde og ressourcer (vand). Og hvordan bliver situationen, hvis kilderne med frisk vand til karret tørrer ud?
 Jo større hul, desto større spild af ressourcer og arbejdskraft. Og omvendt! Så hvorfor ikke gøre lidt mere reklame for fordelene ved at holde hus med ressourcerne? Alt andet lige bør det kræve mindre arbejde og færre ressourcer at opretholde vandstanden/velstanden på et optimalt niveau. En vellykket gennemførelse af en sådan handlingsplan vil skabe masser af rigdom uden arbejde, hvilket i sidste ende vil komme alle til gode.
 Lad os altså gå ind for ægte rigdom i form af livskvalitet, frihed, fritid, fri natur, sunde madvarer, kvalitetsprodukter, tryghed, retfærdighed og lyse fremtidsudsigter. Den rigdom er falsk, som er stress, jag, slid, slæb, brug-og-smid-væk- varer, utryghed samt en ruinerende spildproduktion på to tons affald pr. dansker pr. år!
 Rigdom er altså ikke forbrug, men formue! De to ting tager brug-og-smid-væk-samfundet grueligt fejl af. Tænk på 2 elpærer! De koster det samme, men den ene kan brænde i 20 år, den anden i 3 måneder. I nationalregnskabet er det den, der tit skal skiftes ud, der giver "rigdom". Så tumpet bliver man, når man bilder sig ind, at rigdom er forbrug og omsætning og arbejdspladser!
 På denne baggrund vil man sagtens kunne indfrie et løfte om "rigdom uden arbejde." Kravet er blot, at behovet for arbejde og arbejdsindtægter trappes ned i takt med, at spildet reduceres, og verden fyldes med velstand. Er dette ikke et attraktivt tilbud? Kan det mon ikke tage konkurrencen op med de "lotteri-lokkeriet i form af slagordet': "Enhver er sin egen lykkes smed".
 Men det skal ikke skille os ad. Hvis overlevelsessikringen kan gennemføres under navnet "borgerløn", så for mig gerne! Når bare det bliver i min levetid. Faktisk vil jeg hellere have borgerløn end folkepension....

0   0   0

Hvorfor ikke DIREKTE DEMOKRATI?

Et gammelt idéudkast 

File:Ostrakon with the name of Themistokles.JPG - Wikimedia Commons

Længe har det regnet med ukvemsord ned over vort ellers højt besungne demokrati. Blot et ord som ”politikerlede” afslører, at der er noget rivende galt, og helt skralt står det til i USA, hvor det moderne demokratis vugge ellers stod, men hvor budgetkrisen i 2013 sendte folkets tillid til politikerne helt ned under gulvbrædderne. 
   Hvad er der da i vejen med vort nuværende repræsentative demokrati? Selve ordsammenstillingen afslører, hvad der er galt! Ordet demokrati, der betyder folkestyre, modsiges jo af ordet repræsentative, der betyder, at det er visse repræsentanter, der styrer. At repræsentanterne skal vælges af folket er et formildende element, men det fjerner ikke den grundlæggende modstrid: Nemlig at det er disse repræsentanter, der træffer alle beslutninger og giver alle love! Og ministrene, dem vælger repræsentanterne selv! Kun i ganske særlige tilfælde, ved grundlovsændringsforslag og suverænitetsafgivelser, lægges beslutningsprocessen ud til folket. I alt andet har repræsentanterne en ret til at bestemme, som alle andre indbyggere fuldstændig mangler. 
   På denne baggrund ville det være mere logisk og ærligt at kalde den nuværende styreform for ”de folkevalgte repræsentanters grundlovsbundne, oplyste enevælde.” Styreformen er således klart forældet. Fx kan de valgte repræsentanters magt snildt overstige det rimelige og betryggende, og folket har ingen sikkerhed for, om valgløfter indfries. Dette kan let gøre vælgerne opgivende og magtesløse og netop føre til politikerlede. 
   Desuden ser man en tendens til, at repræsentanternes målsætning og planlægning præges af ”valgflæsk” eller nødtvungne kompromisser med heraf følgende kortsynethed. Politik får karakter af opslidende rivegilder i stedet for af konstruktivt samarbejde og fremsynet tænkning og forbeholdes i realiteten ”politiske idrætsstjerner”, der har ork og tæft til at sejre i den ene kappestrid efter den anden, tit for åbent kamera. Politisk symbiose er under disse vilkår en by i Rusland. For ikke at tale om noget der kunne ligne en holistisk verdensanskuelse i de folkevalgtes arena. – At politikerne trods alt formår at agere med en ofte forbløffende dygtighed kan kun aftvinge én den dybeste respekt, men hvorfor dog give en lands ledere så belastende arbejdsforhold?    
   Da Gandhi blev spurgt: ”Hvad mener De om vestlig civilisation,” svarede han: ”Det ville da være en god idé!” Man får lyst til at besvare et spørgsmål om ”det moderne demokrati” på samme måde: ”Demokrati? Det ville da være en god idé!” 

Direkte demokrati
Lad os forfølge den gode idé om demokrati! Den bedste, den naturligste orden for Homo Sapiens må være den, hvor alle mennesker i et fællesskab har lige ret, herunder lige ret til at bestemme, hvad der skal besluttes. Hvor alle respekteres og enhver er i sin gode ret til at fremsætte velbegrundede forslag. Og hvor folketinget som navnet antyder = hele folket. Til forskel fra det ”repræsentative demokrati” kunne vi kalde denne styreform for direkte demokrati. Her kan hr. Hansen opleve den ære at se sit forslag til næste folkeafstemning!
   Med den moderne teknologi burde folkeafstemninger om alle vigtige love og beslutninger ikke volde praktiske problemer. Tips- og lottospilleriet beviser, at millioner af krydser kan administreres uge efter uge. Der vil være langt færre krydser at holde styr på, selv hvis ethvert lovforslag og enhver beslutning sættes til folkeafstemning. Stemmeprocenterne kan meget vel tænkes at blive langt lavere, end når det kun er ved sjældne lejligheder, at man som vælger har ret til at give sin mening til kende. Men det kan vi tage med sindsro, i betragtning af at hele folket har fået en ny og indlysende medbestemmelsesret. De fleste, der tager stilling til et forslag og er interesserede i det, må formodes at stemme. Og når der står vigtige sager på spil, fx når et af flere finanslovsforslag skal vedtages, må man forvente en stor og direkte interesse hos vælgerne. Hvem ved om stemmeprocenterne da kan overgå folketingets ”repræsentantskabsvalg?” Og om ikke den generelle politiske interesse vil vise støt stigning, efterhånden som det bliver en spændende vane at engagere sig i sit samfunds ve og vel?   
   For at det direkte demokrati ikke skal blive belastet at for mange, ugennemtænkte og indbyrdes kontrasterende forslag, må alle forslag imidlertid igennem en grundig behandling. Et Forslagsråd bestående af anerkendte fagfolk som jurister, økonomer og fremtidsforskere analyserer forslagene og afgiver et svar til forslagsstilleren. Denne kan så frafalde eller ændre i sit forslag, hvis svaret er kritisk.  
   Som en yderligere sikring imod misbrug af forslagsretten opkræves der et forslagsgebyr, der på den ene side ikke skal være så højt at nogen udelukkes, og på den anden side skal afholde useriøse forslagsstillere fra at belaste systemet og vælgerne. Samtidig kan gebyret finansiere ekstraomkostningerne ved det direkte demokrati.
   Endelig kan det blive nødvendigt at rationere det antal forslag, som en person har lov til at stille. Fx til 1 pr. år. Ellers kan forslagsretten få social slagside; rige kan nu engang lettere afse de ”basører,” der for fattigere medborgere udgør en mindre formue. Det er naturligvis tilladt at være flere sammen om et forslag, men for at forslagsgebyret ikke skal svinde ind til det latterlige, bør det stadig være det samme pr. næse. Jo flere forslagsstillere til samme forslag, desto højere placeres forslaget på ”stemmesedlen”. 
 
Rådgivning snarere end styring
Hvad moderne, oplyste mennesker har brug for er ikke at blive styret, men vejledt. Rådgivet af alsidige, vidende, begavede og sympatiske mennesker. Ergo kunne man overveje, om ikke ”Folketinget” med indførelse at det direkte demokrati burde afløses af ”Folkerådet”. Bestående af folkevalgte rådgivere, der har overbevist vælgerne om, at de har viden og indsigt til at give gode råd. Ligesom alle andre af landets myndige borgere har de naturligvis ret til at fremsætte et lovforslag pr. år, men derudover kan de anbefale eller fraråde borgerne at stemme på konkrete forslag. Og under visse betingelser skal de have vetoret overfor et vedtaget lovforslag, som et rådsflertal anser for katastrofalt. Dermed kan de bidrage til at skabe sammenhæng i den førte politik. 
   Men hvad med ministrene og regeringen? Hvorfor skal ministre ikke vælges ved direkte afstemning? Og hvad skal vi med regeringer, når det er folket, der har den lovgivende, udøvende og dømmende magt? – Igen må vi på denne direkte måde kunne undgå en stor del af de faldgruber, der hjemsøger det ”repræsentative demokrati”.  
   Endelig kunne man spørge: Hvad da med kongehuset? Er en monark ikke et eklatant brud på det direkte demokrati? – Jovist, men ingen regel uden undtagelse! For mig at se udgør en dronning eller konge en nyttig og måske endda nødvendig modvægt mod alt for stor folkelig ”turbulens”. I et velfungerende monarki som det danske tror jeg, det ville være viist at bibeholde et nationalt samlingspunkt og dermed sikre en vis kontinuitet. Tilsvarende kunne man i republikker fortsætte med folkevalgte præsidenter.  
   Som i det store, således også i lokalsamfundene. Direkte demokrati med kommunale folkeafstemninger må være vejen. Bistået at lokale folkeråd, hvis medlemmer vælges som hidtil. Dog ville det være klædeligt, om også borgmestre vælges direkte af vælgerne blandt alle opstillede borgmesterkandidater. Hvorefter den kårede borgmester må respektere, at han eller hun ikke længere er bykonge, blot rådgiver overfor borgerne, der har det afgørende ord at skulle have sagt i det direkte demokrati. – Mon ikke vi også i lokalsamfundene vil se en øget interesse for at blive medbestemmende….    

Skræmmer sporene?
Men dette lille ideudkast, som jeg skrev engang for årtier siden, er muligvis lige lovlig godtroende. I oldtidens Athen blev der i storhedstiden praktiseret direkte demokrati, dog kun for frie, velanskrevne mænd. Et for sin tid fantastisk, epokegørende og inspirerende eksperiment; men medaljen havde en iøjnefaldende bagside: "Store" mænd med retoriske og demagogiske evner forførte gang på gang folkestyret til at træffe højst uheldige beslutninger såsom at kaste Athen ud i den fatale Peloponesiske Krig - for ikke at tale om justitsmordet på Sokrates. Slige faldgruber må et moderne direkte demokrati forsøge at forebygge - medmindre andre styreformer i virkeligheden vil være endnu bedre. Hvad med et helhedsorienteret, humanistisk Holokrati? Udtænkt af min gode ven Niels Nielsen med enkelte bidrag af undertegnede....        

0   0   0

På sporet af den nære natur

Uddrag af essay af Gemynthe


File:Triberg Kuckucksuhr 60zu1 P1270402.JPG - Wikimedia Commons

I gamle dage var jeg vist mere romantisk. Jeg drømte om at komme ud i den helt rigtige natur, den vilde, uberørte, fjerne. I virkelighedens verden har jeg drevet det til en tur til New Zealand, men ellers har det vildeste været bjergene i Østrig og Norge. Under nogle skønne ferier for længe, længe siden. Så blev jeg ældre, sattere og fattigere og drømmen om Påskeøen, Antarktis, Amazonas og en afrikansk feriefarm blev lige så fjern for mig som Vallis Marineris på Mars. Stadig fascinerende, men urørlig.

Tilbage til Danmark
I stedet skærpedes min sans for havet omkring Danmark og fædrelandets grønne lunde. De sandbløde strande, "høje himmel"bjerge, gulgrønne marker, braklagte vange, kryptiske moser og så videre. Men frem for alt så jeg det fantastiske i skovene, denne utrolige samling af levende vækster, hvoraf nogle bliver svimlende høje, nogle tykkere end elefanter og nogle ældre end fyrre menneskegenerationer. Hjemsted for en vrimmel af spændende naturdyr. Dette vildnis, der er landets oprindelige natur....

Den levende tidsmaskine
Tidens natur er helt uoverskuelig stor. Måske er det derfor, den aldrig er blevet opfundet: Tidsmaskinen. En bruger ville ikke kunne bestemme sig. Og tænk hvis han ville fremad?! Hvordan ser her ud om 100 år, 1.000, 10.000? - Nej, det er mærkeligt med tiden, den er så stor og dog så begrænset til nuet. 
 Men da jeg er kommet lidt videre og sneen er smeltet, går det pludselig op for mig, at jeg er en levende tidsmaskine. Jeg kan kun køre fremad, i første gear, og kun holde den kørende i en begrænset årrække. Men indenfor denne periode fungerer der 5-6 sanser og en egentlig forbavsende hukommelse på min egen, private tidsmaskine, samt en fantasi der kan danne sig forestillinger om andre naturer og tider. Ja ved nærmere eftertanke er tidsmaskinen så avanceret, at en langt mere rammende benævnelse ville være: Tidsorganisme. 
 Det er faktisk meget spændende, hvad min tidsorganisme kommer til at opleve på sin videre færd ind i fremtiden. Det har den endda en vis indflydelse på! Alligevel vil der ske masser af uforudsigelige ting, kun et kan den regne helt sikkert med: På et eller andet tidspunkt vil tidens tand have gnavet livstråden over. Hvorefter der beklageligvis er en tidsorganisme færre til at sanse sig frem igennem tiden, naturen og kulturen. Men plads til at andre kan tage over. 
 Her og nu kan jeg fremkalde sansebilleder fra længst forsvundne dage for årtier siden. Og jeg kan ræsonnere over, hvad der genkaldes, måske opdage nye sammenhænge og blive klogere på både fortid og fremtid. Stille spørgsmål, filosofere og få ideer. 
 Pludselig føler jeg, at jeg afslører tidens hemmelighed! Tid er jo simpelthen bevægelser - af atomer, luft, vand, kroppe og hele jorden og månen rundt om solen. Derfor må vi følge tidens naturstrøm, vi kan ikke få alle bevægelser til at køre 115.000 år baglæns, ja ikke engang et sekund. Lige så lidt som vi kan komme frem i tiden ved at springe en masse bevægelser over.....

 

0   0   0


Hvad med affaldsvarmen?

Alt iberegnet? - Et lille, bekymret spørgsmål af undertegnede

File:BLJ 5 Thor i Marielund.JPG - Wikimedia Commons

I takt med stigende globale temperaturer, afsmeltning ved polerne og gletsjerne, hidsigere orkaner oma. bliver drivhuseffekten en stadig varmere kartoffel. Og jeg deler naturligvis denne bekymring for miljøet og havenes vandstand; men efter at en mistanke en dag slog ned i mig, er der kommet en yderligere bekymring til.

Spørgsmålet er: 
 Hvad med alle disse moderne menneskelige aktiviteter? Hvor megen varme tilfører alle disse motorer og maskiner og alt dette kølevand og rumopvarmning af jorden og atmosfæren? Hvor stort er mon affaldsvarmens bidrag til den globale opvarmning, sammenlignet med drivhuseffektens? 
 Man kan sige, at den enkelte borger og den enkelte virksomheds bidrag er minimale. Men det drejer sig om rigtig mange bække små, og hvor stor bliver åen?

 Affaldsvarmen (som jeg kalder den for at holde begrebet adskilt fra spildvarme, der vist mere opfattes som noget afgrænset og lokalt) kommer fra forskellige hovedkilder:
  • Motorer og maskiner, i biler, tog, fly, kraftværker, fabrikker og køkkener.
  • Tekniske apparater som fjernsyn, computere og vaskemaskiner.
  • Målrettet varmeproduktion, ved affaldsforbrænding og fjernvarme samt i talløse små hjem og offentlige rum.
  • Målrettet kuldeproduktion som i køleskabe og airconditionanlæg, tilfører sjovt nok også omgivelserne en nettovarme.
  • Friktion, alle disse hurtige transportmidler må også bidrage til den globale opvarmning, til lands, til vands og i luften.
  • Krigsførelse og oprustning, udover forstærket motoraktivitet sprænges der også varmeproducerende bomber.
Det bekymrede spørgsmål lyder altså: Hvad bliver det til i alt? 
 
Og så et lille tillægsspørgsmål: I takt med atmosfærens stigende indhold af drivhusgasser må virkningen af affaldsvarmen forstærkes. Drivhuseffekten tilbageholder jo netop varmen ved jorden, uanset om den kommer fra solen eller min bil. Altså må 1 liter afbrændt kul "varme mere" i 2020 end i 1789? - Men det er sikkert et (endnu) vanskeligere spørgsmål….
 

0   0   0


Alderdommedag - fup eller fakta?

Uddrag af uudgivet artikel af undertegnede

File:Elderly people.JPG - Wikimedia Commons


Vi nærmer os "alderdommedag!" Hin skæbnesvangre dag, hvor pensionisterne er så talrige i forhold til den arbejdende befolkning, at denne segner under byrden. Tidligere har demograferne nøjedes med at tale om "pensionistbomben," men nu har Paul Wallace sat triumf på med sin profetiske bog: "Alderdommedag!" 

Baggrunden for en sådan skrækvision er den ufrugtbare hverdag: Kvinderne har i årtier haft for travlt til at få tilstrækkeligt med børn, og samtidig lever flere af begge køn længere og begynder tidligere at nyde deres otium. Derfor hævdes det, at det vil betyde dommedag for velfærdssamfundet, når en stadig skrumpende arbejdsstyrke skal forsørge en stadig voksende pensionistpukkel. 

Dommedagsprofetier tages ofte med et skuldertræk af oplyste mennesker. De kan jo henvise til adskillige, der bevisligt har været en fis i en hornlygte. Men mærkeligt nok tages denne såre alvorligt af en mængde oplyste politikere, økonomer og vismænd, også i Danmark. Men heldigvis har samme mennesker mulighed for at gribe ind, og det gør de da også meget gerne. 

Deres bedste bud går ud på at få flere til at arbejde mere. Fx kan man jo hæve pensionsalderen og forlænge arbejdsugerne. Eller malke arbejdskraft ud af lande, hvor kvinderne endnu har tid til at få børn. Der nævnes tal på 300 millioner indvandrende "fremmedarbejdere" til EU. (Hvordan det siden skal gå, når også disse "fødedygtige" kvinder trapper ned, er der ingen, der tør spå om.)

Men jeg synes nu, det er synd, at de oplyste mennesker tilsyneladende ikke bemærker, i hvor høj grad det moderne samfund på samme tid frådser og ødsler med arbejdskraft. Overalt i hverdagen myldrer det med hårdtarbejdende mennesker, der arbejder faretruende hårdt, fordi de skal. Mens en stor del af den anden halvdel af befolkningen slet ikke må arbejde. Mange er simpelthen for gamle, ifølge dåbsattesten, men hvis helbredet og lysten er til det, kunne man da ikke sagtens tillade folk at arbejde videre efter de 67? Hvorfor denne aldersracisme? 

Den tvungne pensionering er blot ét eksempel på, hvordan velfærdssamfundet ødsler med arbejdskraft, endda på en nærmest senil facon. Og selv om jeg ikke tør kalde mig vismand, kan jeg ikke dy mig for at foreslå nogle løsninger, der for mig at se temmelig smertefrit vil afværge den truende alderdommedag: ....

 


File:Roulette casino.JPG - Wikimebia Commons

 

File:Squirrel posing.jpg - Wikimedia Commons


File:1926 danish 25 øre coin.png - Wikimedia Commons