Menu


File:Solvogn.jpg - Wikimedia Commons

Idéer

Ordbog over truede ord

Idé- og projektskitse 

Af Finn Gemynthe 


Hvorfor findes der masser af slangordbøger og fremmedordbøger, men ingen med en titel a la ”Ordbog over truede (danske) ord?” - Denne mystiske mangel er mig en kilde til både undren og ærgrelse. Undren fordi der i årtier har været talt og skrevet vidt og bredt og med ængstelse om det danske sprogs sårbarhed midt i en globaliseringstid. Ærgrelse fordi jeg holder meget af sprog, som jeg synes er en af menneskets aller bedste opfindelser. 
   Af alle disse fantastiske sprog nærer jeg naturligvis (?) en særlig forkærlighed for mit ”eget” modersmål, som jeg kender indefra på en helt anden måde end ”de andre.” Om det er mig, der er særlig gammeldags og nostalgisk, ved jeg ikke, men jeg kan dog henvise til, at en af guldalderens digtere ligefrem følte, at modersmålet har en ”himmelsk klang.” - En varm og rar fornemmelse som folk over hele kloden med lige så stor ret kan føle.
   Rent nøgternt kan jeg argumentere for, at dansk i bund er lige så interessant og bevaringsværdigt som alle mulige andre sprog. Og at det nu i år 2020 har lagt en længere udviklingshistorie bag sig end ”gamle” sprog som oldgræsk, latin og urnordisk, der som bekendt er uddøde for snart et par årtusinder siden. 

Ordbevarelse eller -begravelse
Det nærmeste tilløb til den af mig savnede ordbog er en ikke udgivet ordliste på nettet, skrevet af Michael Uldager: ”Ordbog over gode gamle danske ord, der bruges alt for lidt.” Den kan findes under lidet sigende adresse: http:/home19.inet.tele.dk/gamleord/ og indeholder i øvrigt alt for få af de gode, gamle ord. 
   I 2001 udgav Politikens Forlag dog en lille ordbog med den kryptiske titel: ”Ind med sproget.” Bogen indledes med et forord, der er som talt ud af mit hjerte, skønt det er skrevet af en anden mand ved navn Jørn Lund. Selve ordlisten er veloplagt forfattet af Edel Hildebrandt og alle de ord, hun fremdrager og forklarer, er relevante ved at være sjældent brugte og for unge læsere stort set ukendte. Men men men, der er alt for få af dem! Man søger forgæves efter tilfældige stikord som age, avind, drønnert, hige, kvie (sig ved), kvæde (synge), overvættes oma. 300 ord har fået kunstigt åndedræt i ”Ind med sproget.” Alt for få af de tusindvis af truede ord, latterligt få i forhold til de  mindst 10.000 slangord i gængse slangordbøger. Alt for få til at dække behovet for en ordbog over truede danske ord.   
   Interessen for det danske sprog er ellers til stede. Der findes både et modersmålsselskab, et sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Men hvad angår bevarelsen af truede ord, forekommer interessen mig at være lovlig passiv og opgivende. Man indskrænker sig til at vedligeholde og udvide en ”kirkegård” for ord, der frasorteres i nye udgaver af Retskrivningsordbogen og Den Danske Ordbog. 
   Når dødsattesten afsiges over endnu kendte og brugte ord, virker interessen ligefrem dræbende. På en hjemmeside, www.modersmaalet.dk, gengives der et harmdirrende indlæg af Jo Dam Kærgaard i Århus Stiftstidende med den manende overskrift: Om mord på ord.
   Heri siges det bl.a.: ”Men spørgsmålet er om nogle af de ord, der nu vil blive myrdet, og de, der blev det inden udgivelsen af tidligere udgaver af Den Danske Ordbog, måske kunne have overlevet, hvis nogen havde hjulpet dem på vej, for eksempel med en ny ordforklaring.”
   Kunne en god hjælp til de sårbare ord ikke bestå i en populær udgave af en ”Ordbog over truede ord?” Thi hvad er det da, der truer disse sårbare ord – andet end glemsel? Ord lever når de bruges, dør når de glemmes. Samles de truede ord i en indbydende ordbog med korte ordforklaringer, så giver man dem kunstigt åndedræt, indtil de forhåbentlig overlever og kommer til nye kræfter. 
   Glemselen behøver ikke skyldes manglende forståelse, der kræver nye ordforklaringer. Tit kommer den af, at andre og ”finere” ord overtager deres plads. Et ord, som kan genfindes på græsk, latin og oldindisk og har dybe indoeuropæiske rødder, nemlig at æde, degraderedes på dansk først til noget, som kun dyr og dyriske mennesker gør, men nu er det efterhånden sådan, at selv svin mestendels spiser. Æde er forvist til slangagtigt brug af seje styrvolter, der bare skal have noget i skrutten.
   Ord er jo ikke andet end særlige lyde i menneskenes sprog, hvoraf der findes mange tusind, og har fandtes endnu flere. Lyde er flygtige som vinden, i modsætningen til tænder, ben og stenredskaber. Den slags kan spores millioner af år tilbage og fortælle mangt og meget om fjerne forfædre og formødre. Hvorimod deres ord, ja hele deres sprog, er gået tabt for stedse. Vor tids dygtige sprogforskere kan ganske vist sammenligne og analysere de forskellige sprogfamilier og finde ligheder, således at man kan få en forestilling om, hvordan de fælles gamle modersmål lød og var indrettede. På latin hed ordet æde edere, på græsk edomai og på oldindisk admi. Hvorudfra den indoeuropæiske ordstamme ed- kan rekonstrueres. 
   Så altså, det ville være synd om det gode, gamle, danske ord æde skulle havne på ordkirkegården. Vi kunne da ikke drømme om at smide Egtvedpigen i en krematorieovn. Må jeg bede om respekt for fortidslevningerne, også når det drejer sig om ord! 
   På mange andre punkter udvises der stor ærbødighed og ømhed overfor truede skatte og skabninger. Sjældne dyr og planter fredes, udsatte landskaber beskyttes, danefæ havner på museerne og gamle bygninger restaureres. Men de sårbare, luftige ord nyder ikke megen  beskyttelse. Vi handler ilde med vore allerældste fortidslevninger. Ord som vand, sol, måne, mand, kvinde, eg, laks osv. er i bund og grund langt ældre end Nationalmuseets ældste skatte. 
   Ligesom vi hæger om danefæ og danekræ, burde vi også udvælge en række daneord, der har brug for særlig beskyttelse. Ja, vi kunne endda gøre mere for daneordene end for danefæene. Intet kan vække Egtvedpigen til live igen, men selv uddøde ord kan som ved et trylleslag genopstå til nyt liv. Eksempelvis havde ordene et fylke, at fylke og fylking været døde og borte i århundreder, da romantikkens oldtidsbegejstring pustede nyt liv i de oldnordiske ord for ”en skare krigere, at opstille i hærorden og en hærafdeling.” Følgelig råder en nutidig skribent over en sproglig berigelse, der sætter ham i stand til at kunne skrive: ”Inden udflugten fylkedes klubbens medlemmer foran klubhuset.”
     
Sproglig rigdom
Hermed er vi fremme ved det egentlige motiv til, at der bør udgives en ”Ordbog over truede ord.” Jo flere ord og udtryksmuligheder et sprog råder over, desto rigere er det. Sproglig rigdom er til gavn og glæde, ikke blot for digtere, humorister, forfattere, oversættere samt deres læsere, men også for talere og lyttere, lærere og elever, humorister, krydsordsfabrikanter og –løsere. Ja hele kulturens trivsel er afhængig af, at der findes et rigt ordudvalg og en bred vifte af udtryksmuligheder. Det giver liv og lyst og letter samværet menneskene imellem, at de kan nyde at bruge og lege med deres sprog, og forstå hinandens humor og luner. 
   Nu om dage taler man imidlertid bekymret om mange former for manglende indbyrdes forståelse. Et ord som generationskløften giver en malende beskrivelse af, hvad der skiller ung fra gammel i dagens Danmark. Og jo mindre de unge kender til de gamles sprog, desto dybere bliver kløften. 
   Men det ukendte kan også virke dragende og eksotisk, og jeg tror, vi nærmer os et punkt, hvor de gamles ordskat begynder at pirre de unges nysgerrighed. Min moderne teenagesøn har længe været imponeret over min spontane brug af ham ukendte ord, og visse af dem har han hæftet sig så meget ved, at de nu indgår i hans aktive ordforråd. Eksempelvis morer han sig med at kalde en af sine godmodige venner, der vitterligt virker lidt sløv, for en drønnert og en døgenigt.    
   Gøres ”Ordbog over truede ord” tilstrækkelig læsevenlig og letforståelig, tror jeg, at den kunne få en hel del frivillige unge læsere. Og for de unges lærere kan ordbogen blive et nyttigt henvisningsredskab, ikke mindst når det er gamle tekster, der gennemgås.    
   Mens det meste af indholdet i en ”Ordbog over truede ord” vil være nyt for en ung læser, vil en gammel læser nok nikke genkendende til mangt og meget. Men interessen vil næppe være mindre, og genkendelsens glæde er en god drivkraft. Og det skulle være en såre ”skriftklog” olding, som kunne sige: ”Jeg kender alle ordene og deres præcise betydning og bøjning i forvejen.” 
   En tredje læsergruppe kan blive nydanskere, som ønsker at udvide deres ordforråd, og som i ”Ordbog over truede ord” vil finde virkelig mange for dem ukendte ord. Ord som kan gøre dem fortroligere med ”de indfødtes sprog og kultur,” og som kan lette læsningen af gamle tekster.
   ”Ordbog over truede ord” kan således benyttes af såvel unge som gamle, gammeldanskere og nydanskere. En online-udgave vil forhåbentlig blive flittigt brugt både i hjem og skole. Og takket være sit idealistiske og kulturbevarende sigte burde ordbogen have gode muligheder for at opnå fondsstøtte.

Lad tvivlen komme ordet til gode!
Men så er vi fremme ved den varme kartoffel: Hvilke ord skal beæres med optagelse i ”Ordbog over truede ord?” Dette spørgsmål vil kunne yppe megen kiv, men fremfor at kives synes jeg, at man skal hylde det enkle princip at lade tvivlen komme ordet til gode. Høres det sjældent, forekommer det at være truet, er det på vej ud, findes det fortrinsvis eller kun i ældre skrifter, er det mere eller mindre uforståeligt for unge, så lad det dog komme med!
   Lad os ej heller strides om ordets ”danskhed.” En puritaner kunne vel finde på at vrage et ord som ”annamme” under påskud af, at det har tydelige tyske rødder. Mængder af andre gode, gamle ord har i tidens løb taget turen over grænsen og er blevet danske. Vort modersmål ville blive et magert sprog, om det skulle nøjes med ord, der kan føre deres stamtavle tilbage til Gorm den Gamle. Det afgørende er, at ordet forekommer i gamle værker og kan volde forståelsesproblemer for nutidige læsere. Ved at bevare annamme råder dansk over et af flere synonymer til at lære, til gavn og glæde for alle der holder af sproglig rigdom.
   En sidste ordgruppe, som for mig at se bør have chancen for at blive optaget i ”Ordbog over truede ord,” er de, der har lidt den tort at havne på ordkirkegården. Gravstenene bør gennemgås for at finde ord, der kan være meldt døde før tid, og som med fordel kan reddes fra undergangen i glemselens sump. At verbet at ”aksle” er havnet på ordkirkegården vakte berettiget harme blandt dem, der stadig kendte ordet og dermed kunne bevidne, at ordet skam stadig levede. Ingen, ej heller ord, bør begraves, førend døden er stensikker.
   Endelig kunne ”Ordbog over truede ord” driste sig til fra ordkirkegården at udvælge visse ord, som, skønt stendøde, kunne få en chance for at vågne til live igen. Ordbogen kunne således optræde som genopvækker af døde, men potentielt brugbare ord. Kan et godt ord genoplives, hvorfor da ikke gøre det?
 
En prøveside
Så langt, så godt. Jeg står nu ved endnu en varm kartoffel: Hvem skal skrive ordbogen, hvem træffe de afgørende valg og den endelige redaktion? Da sagen nu ligger mig så meget på sinde, tillader jeg mig at foreslå, at undertegnede får til opgave at udarbejde en lang, subjektiv liste over alle de ord, der forekommer mig truede eller med urette afdøde. Udfra denne liste træffer ordbogsredaktionen så det endelige valg, fjerner måske nogle ord, føjer andre til, og lægger sidste og afgørende hånd på værket.
   ”Ordbog over truede ord” kan udformes på mange måder, afhængigt af ambitionsniveau og præferencer. Under den endelige udarbejdelse vil jeg benytte mig af det kildemateriale, som redaktionen og / eller eksperterne anbefaler. Men for at illustrere, hvorledes min liste over truede ord kunne se ud, følger der nu en prøveside, der for nemheds skyld kun bygger på to ordbøger: ”Ordbog over det danske sprog” online, samt ”Dansk Etymologisk Ordbog,” Gyldendal 1989, som jeg med glæde har benyttet mig af, siden jeg engang fik den i julegave. Prøvesiden er ret udførlig i sit ordvalg, og man vil kunne vælge en mere selektiv praksis, hvis man vil spare tid og penge. En onlineordbog kan jo altid siden udvides.
   Efter hvert ordopslag anbringer jeg efter eget skøn et antal kors for at markere, hvor truet ordet vurderes til at være:


+  = let truet
++  =  truet
+++  = alvorligt truet
++++  = næsten eller helt uddødt, men forståeligt
+++++  = uddødt og uforståeligt, men kan være værd at genoplive 

Efter korset eller korsene vil særligt bevaringsværdige ord blive fremhævet med en smiley. I eksemplet nedenfor er    

”Ordbog over truede ord”

Abbed, en. flt. -er. forstander for et munkekloster +
Abbeddømme, et. flt. -r. en abbeds embede +++
Abbedi, et. flt. -er. 1) abbeddømme. 2) kloster styret af en abbed ++
Abbedinde, en. flt. -r. (sj.). d. s. s. Abbedisse ++++  
Abbedisse, en. flt. -r. forstanderske for et nonnekloster ++
ABC ell. Abc, en, et (især i bet. 1) flt. –’er, egl. alfabetets tre første bogstaver, 1) (sj.). bogstavrækken i den vedtagne orden, 2) lærebog i stavning og læsning for børn. +
Abegant, en ell. et (kun i bet. 1). Også -gante.). 1) narrestreger. 2) naragtig person; nar. +++++ 
Abekat, en. flt. -te ell. -ter  1) d. s. s. Abe. 2) om mennesker, drillende eller nedsættende. 3) i udtr. kvæle abekatten (ell. en abekat). 3.1) drikke af flasken, pimpe, drikke spiritus. 3.2) gabe ell. undertrykke en gaben. ++ 
Abekattefjæs, et. d. s. s. Abeansigt. ++++
Abekatteri, et. flt. -er. 1) naragtigt påfund; narrestreg(er). 2) (sj.) d. s. s. Aberi 2. ++++ 
Abekattestreg, en. især i flt.: narrestreger. +++ 
Abekunst, en. flt. -er,  især i flt.: narrestreger. ++++
Abekærlig, adj.(sj.) se abekærlighed. ++++
Abekærlighed, en. om forældres overdrevne, ufornuftige kærlighed til deres børn. ++++
Abel, en. flt. -er. sølvpoppel eller gråpoppel. +++++
Abelgraa, adj. se abildgraa. +++++
Abeline, en. flt. -r. (fynsk, sdjy; jf. Abel) rød pil eller sølv- eller gråpoppel (se Abel). +++++
Abemenneske, et. flt. –r. 1) menneske, som har lighed med en abe. 2) om en mellemform ml. abe og menneske. ++
Abenoder, pl. naragtige manerer. ++++
Abepuds, et.(sj.). d. s. s. Abekatteri. ++++
Aberi, et. flt. -er. 1) (jf. abe 1). d. s. s. Abekatteri 1. 2) et Aberi efter fremmede Sprog, at abe efter. +++++
Abespil, et. naragtigt optrin ell. væsen; narrestreger. At drive abespil med, gøre løjer med, drive spot med. ++++
Abestige, en. flt. -r.  om visse slyngplanters bugtede stammer. ++++
Abestreg, en. flt. -er.  d. s. s. Abekattestreg. ++++
Abetov, et. d. s. s. abestige. ++++
Abevorn, adj. (især jy.) pjanket; naragtig. ++++
Abild, en. (vedr. flt. står der i ODS: Abild er gammelt og urigtigt; thi hvo siger vel Abilden, Abilder, Abilderne i steden for Abelen, Able og Ablene. I betragtning af at alle formerne virker gamle i moderne øren, må abilder osv. kunne bruges) 1) som plantenavn. 1.1) (poet. ell. dial.). æbletræ, 1.2) som bot. fagord. 2) (poet.; sj.). æble (frugten). +++ 
Abildgård, en. flt. -e. frugthave. +++
Abildgrå, adj. Fx om hest: grå med mørkere og lysere pletter, som æbletræets stamme. Som subst: Gråskimmel (hest). ++++ 
Abildhave, en. flt. -er. æblehave. ++++
Abildtræ, et. flt. -er. +++

Ønskes en mindre omfangsrig ordbog, kan de ord undlades, som knytter sig til bestemte embeder og fag, som tydeligvis er fremmedord, og som kan anses som mindre bevaringsværdige. Men alt i alt skal kriterierne selvfølgelig afklares, inden arbejdet påbegyndes. 

Rigtig god arbejdslyst til den eller dem, der tør give sig i kast med projektet – og pøj pøj fra den gamle sprognørd her, der i perioden 2013-2020 skrev Dagens (ofte truede) Ord til Gyldendals Røde Ordbøger!

 

 

                                                                                                            

Mindebanken

Bevar nutiden i fremtiden

File:Zealand 2015-04-03 (17078337022).jpg / Wikimedia Commons 

Hvad stiller man op, når en enlig uden nær familie går bort? Hvad fx med fotoalbummer, der bugner af minder? Tit og ofte ryger hele molevitten sikkert ud.

Man kan sige, at glemselens tåger blot hyllede sig hurtigere om enlige, end om folk med familie, der kan hæge om minderne i en generation eller to. I heldige tilfælde overlever særlige billeder og andre minder i længere tid, men der går uvægerligt meget tabt, når også de, der kendte afdøde, selv falder bort. Og gradvist forsvinder langt de fleste af os ud i intetheden. Måske vil der en dag dukke en slægtshistorisk interesseret efterkommer op og prøver at bjerge de sørgelige rester. Ofte må han eller hun dog nøjes med de officielle registreringer af fødsel og død. Alt det andet som afdøde oplevede, tænkte, følte og holdt af er borte med blæsten.

Går vi nogle generationer tilbage i tiden, forsvinder selv navnene på vore direkte aner fra vor horisont. Uden kirkebøger og andre skriftlige overleveringer holder alting op. Så at sige alle middelalderens menneskeliv er forsvundet i de ukendtes grav. – Godt at man i renæssancen og oplysningstiden begyndte at agte det enkelte menneske så højt, at det i det mindste var værd at registrere.

Oplysningstiden er heldigvis aldrig holdt op, og med den digitale revolution har vi nu utrolig gode muligheder for at bevare minderne om os selv og hinanden. Og både behovet og de digitale muligheder er nu til stede. Facebook lyser langt væk af folks fuldt forståelige ønsker om at sætte sig minder, blot kan man befrygte, at 99 % af alle disse fotos fra hverdag, fest og rejser drukner i massen. Og hvis ”Fjæsbogen” skulle gå ned pga. skandaler, fallit, hacking eller noget fjerde, så er alt jo tabt. Ydermere har mange mennesker nu så travlt, at de hverken ænser egne eller andres minder. Så meget desto mere som hele samfundet er lagt an på en brug-og-smid-væk-filosofi. Derfor kan der være grund til at frygte, at vore efterkommere må nøjes med et mindst lige så magert biografisk materiale som vi, når vi forsøger at lære vore rødder at kende.

Sådanne tanker er forstemmende, ikke mindst for mennesker, der har levet et langt liv og gerne vil videregive deres minder. Hvor går de hen med alt dette spændende stof, hvor kan de sætte sig et eftermæle? – Jeg foreslår, at man etablerer en mindebank

Mindebanken påtager sig at registrere og opbevare alle mulige minder fra alle mulige mennesker. Enhver kan på denne måde få gemt sine personlige minder. Enhver kan også henvende sig med minder om slægtninge og venner, forudsat at den, der skal mindes, nulevende eller afdød, har givet tilsagn derom. Er man indsat som bobestyrer, vil der næppe heller være noget til hinder for, at man uanset tilsagn kan oprette en ”mindekonto” for afdøde i Mindebanken.

Ved registreringen aftales det, hvem der kan få adgang til de personlige minder, og hvornår det tidligst kan ske.

Mindebanken burde i virkeligheden være en offentlig opgave på linie med biblioteker og arkiver. Man burde tænke historisk og socialt, således at man ikke indskrænkede sig til at registrere de tørre facts om medborgerne, men sørgede for at give alle og enhver chancen for at sætte sig sine spor. Også når det drejer sig mennesker, der er for ukendte til at der oprettes et museum for dem. Mindebanken kunne således være et led i demokratiseringsprocessen. Men da det offentlige n;ppe lader sig vinde for sagen, kan man da bare oprette Mindebanken på privat initiativ. Og basere sin økonomi på almindelige forretningsmæssige principper.

Det vil næppe koste det store at etablere en Mindebank, der til en begyndelse kan nøjes med digital registrering og opbevaring. Billigst vil være optegnelser, fotos, film og lydoptagelser, der indleveres i digital form. Mindebanken kan også påtage sig at scanne papirer og fotos og digitalisere film og lydoptagelser.

For at sikre minderne bedst muligt kan de fx opbevares i brand/ og vandsikre kælderrum, nedlagte bunkere eller kasematterne under Vestvolden. Man kan selvfølgelig også alliere sig med de nu særdeles populære lagerhoteller, men om de vil være friske på at tegne spiselige kontrakter for 100 – 200 år frem i tiden er nok temmelig tvivlsomt.    

Viser der sig at være grundlag for det, kan Mindebanken udvides med en fysisk afdeling.  Hertil skal folk kunne indlevere alt muligt andet, der har affektionsværdi for dem selv eller deres kære. Det kan dreje sig om papirer, dagbøger, fotos, genstande, møbler, tøj, legetøj, bamser o.m.a. Naturligvis bliver det dyrere, jo mere volumen disse ”fysiske indskud” optager. Blandt Mindebankens kunder kan også være nulevende personer, der vil benytte sig af denne mulighed for at sikre sig imod tab af ting og sager med en affektionsværdi, som man trods alt ikke vil ofre en bankboks på. Samtidig kan disse kunder tage højde for, at de dyrebare effekter overlever en ”bortgang i utide.”

Der kunne også være interesse for, at Mindebanken stiller en dokumentator til rådighed for kunderne. Fx kunne det være et kærkomment gavekort til en gammel fødselar, at han eller hun får besøg af en dokumentator, som optager og foreviger den gamles beretninger.

På længere sigt, hvilken folkemindesamling kan der ikke hobe sig op i Mindebanken? Forestil dig at være en efterkommer, historiker eller arkæolog, der en skønne dag får lejlighed til at kigge ind i sådan en tidskapsel indeholdende noget for ham eller hende virkelig spændende, måske ligefrem dyrebart og værdifuldt. - Og dermed vil dine minder kunne leve endnu længere ind i en ukendt fremtid. 

 

 

File:Montgolfier brothers flight.jpg - Wikimedia Commons

Fra Landmand til Havmand

Tang i lange baner

Det er endnu såre sporadisk, hvad der dyrkes af havbrug. Altid satser man på landbrug, landbrug, landbrug, og min fornemmelse siger mig, at det er en alt for ensidig satsning. Hvorfor ikke benytte sig af, at 71 % af jordens overflade er dækket af vand? 

Mange slags tang og havplanter er næringsrige og hurtigtvoksende, men det er selvfølgelig et problem at høste dem, når de vokser vildt og uregelmæssigt, i mange havdybder og ofte langt fra nærmeste havn. Også for havmiljøet ville det sikkert være dybt problematisk, om vi i stor stil gav os til at græsse og samle alle vegne, hvor der er godt med grøntfoder. 
 

Fra landbrug til havbrug
Men havbrug, hvor man på et velegnet areal giver sig til at dyrke de mest givtige former for tang og vandplanter, det må kunne tilrettelægges, så havmiljøet ikke lider overlast. Ja det kan tværtimod gavne: Dels kan havafgrødernes yppige vækst opsuge mængder af overskydende næringsstoffer, producere ilt og forhindre iltsvind. Dels kan de nye tangskove give føde og ly til en mangfoldighed af fisk og rejer og dermed skabe et rigere liv på åbne havområder; og endda gavne fiskeriet. 

Og set i det store perspektiv burde det være fornuftigt af os at skabe mere balance i kredsløbet mellem jord og hav. Som det er nu sender vi meget mere ud i havet, end vi henter derfra. Det drejer sig både om næringsstoffer og mineraler. Begynder vi i stor stil at dyrke havbrug, kan vi da hive nogle af de spildte ressourcer i land igen. 

Faktisk pipler forskellige små projekter efterhånden frem, læs fx  følgende opløftende Link fra lokale Hjarnø: http://www.havbrug.dk/produkter/sukkertang/

Og set i det store perspektiv burde det være fornuftigt af os at skabe mere balance i kredsløbet mellem jord og hav. Som det er nu sender vi meget mere ud i havet end vi henter derfra. Det drejer sig både om næringsstoffer og mineraler. Begynder vi i stor stil at dyrke havbrug, kan vi da hive nogle af de spildte ressourcer i land igen.      

Her mine små bud på, hvordan en driftig og søstærk person kunne blive en glad og givende havmand. De er udtænkt for længe siden, men måske nutidens havbrugere stadig kan høste inspiration heraf:

Tangkegler 
Som landplanter skal også vandplanter forankres. Men det er som at bevæge sig fra 2 til 3 dimensioner at gå fra landbrug til havbrug. Hvilket egentlig kun burde være en fordel, produktionsmæssigt.

Tangen skal plantes i en dybde, hvor den trives og gror opefter mod lyset. På hvad skal den da plantes? – For mig at se må kegleformen være den mest hensigtsmæssige:

  • Keglens top skal stikke op over bølgerne og markere afgrødens voksested. Evt. kan toppen være flad og give plads til landsætning af en havmand eller to.
     
  • Keglens bund forankres til bunden. Og keglens sider kan være terrasseformede, og på hver terrasse planter havmanden da sin tang.
     
  • En anden mulighed er, at keglernes sider er fulde af hulrum, hvori tangen rodfæstes - I hvert fald er der flere fordele ved at anvende kegleformen som voksested:
     
  • Tangen kan opfange sollyset i mange etager
     
  • Der er basis for avl af flere sorter; fra dem, der kan tåle den skumle belysning ved keglens bund, til de lyskrævende, som må sidde nær toppen
     
  • Keglen vil kaste mindst mulig skygge på vandmasserne under vandoverfladen
     
  • Keglen kan ligge og gynge stabilt i vandet
     
  • Havmanden vil ubesværet kunne sejle til og fra sine kegler
     
  • Bliver det nødvendigt at dykke ned og tilse og evt. nyplante, vil det for dykkeren være praktisk at have keglen at holde sig til. Derfor kan siderne med fordel være forsynede med håndtag

Selve plantningen kan foregå inden søsætningen af havbrugskeglerne. Og under høsten sørger man for, at tangen beskæres uden at rødderne rives op. På denne måde vil samme plante kunne give stort udbytte i årevis, måske årtier.

Med særlige redskaber, som i princippet vil ligne leer eller sakse på lange stænger, vil vandmanden kunne høste oppe fra havoverfladen. Længere oppe ad skaftet sørger en slags kroge eller bånd for at holde fast på den afskårne tang, således at den kan hives eller vippes op og høstes. Formentlig vil afgræsningen af hver kegle ikke tage mange minutter. Og med tiden vil der sikkert kunne udvikles både a la høstmaskiner.

Tangafsætning i lange baner

Efter landingen af høsten skal denne renses og skylles, og hvad kan den da bruges til? – Fra gammel tid har man vidst, at tang er fremragende gødning. Og i Østen spiser man med fornøjelse forskellige slags tang, og små stumper heraf havner hos os i form af dyr helsekost og tilbehør til avancerede retter. Men vi vesterlændinge har da taget souchi til os, hvorfor skulle vi ikke også kunne lære at værdsætte alt det gode grønne fra havet?

Eller fra søerne? Visse ferskvandsplanter gror så vildt, at de kaldes vandpest. Og har man et velfungerende akvarium må man tit luge store mængder af vandplanter op til komposten; hvoraf man ser hvor meget der kan høstes på hvor lille et areal.

At anvende tang og vandplanter til menneskemad er kun i sin vorden. Det skulle undre mig, om ikke der ligger masser af uanede muligheder for at koge, riste, mose, hakke eller på anden vis forarbejde vandets grønne afgrøder, så de bliver anvendelig i såvel køkkener som fødevareindustrien. For ikke at tale om, at der kan udvindes olie og biodiesel af tang.

Men hvad med dyrene? Alle vore grådige planteædere som køer, får, heste, hjorte, grise, kaniner og fjerkræ. Når tang og vandplanter landes i tonsvis, og når betragtelige mængder måske betragtes som mindre lødigt, ja så vil det ligge lige for at forarbejde vandplantemasserne til foder.  

Når en landmand kommer godt afsted med at sadle om fra hest til søhest og bliver havmand, ja så vil han sikkert se tilbage på sin landmandstid som havende været temmelig usikker og besværlig. Al denne afhængighed af vejret, snart var det for tørt, snart for vådt. Alle disse gange jorden skulle tromles, pløjes, harves, gødskes, luges og sprøjtes. Sandelig, det var et slid!

Og alt dette slid sled på jorden. Kostede masser af ressourcer. Drænede undergrunden for grundvand og berøvede jorden masser af skove og enge med alt hvad dertil hører af planter og dyr.

Man burde for længst have satset på at udvikle kunstige komaver, så man kunne springe landbruget over og forvandle græs, grene, blade og grene til foder og føde. Men det kan altså også gøres ved at landmanden står til søs. Alt hvad der kan mindske presset på naturen burde vinde indpas...

 

 

Brandalarm fra oven

Brug dog satellitterne!

Hver gang jeg hører om skovbrande rundt om på kloden, undrer jeg mig: Hvorfor bruger man dog ikke satellitterne? Jorden er omsværmet af sindrige satellitter til alle mulige formål. Og det siges at visse af dem har så skarpe øjne, at de kan læse bilernes nummerplader. Hvorfor i alverden opretter man ikke et netværk af alarmsatellitter som en global alarmcentral, der straks kan sende besked til de ansvarlige myndigheder, dér hvor det brænder på.

Jovist, tanken er nærliggende, og der er da også gjort forskellige tiltag i den rigtige retning.
 
Læs fx: http://www.azocleantech.com/Details.asp?newsID=4129
eller http://www-tem.jrc.it/regions/southamerica.htm 
 
Men når man hører om de uhyrlige skovbrande i fx Australien, som jo ikke er noget forarmet uland, så kan man let få den tanke, at mulighederne slet ikke udnyttes optimalt. Varslingssystemet må kunne forbedres ved, at der i farezonen er konstant satellitovervågning - når en satellit forsvinder bag horisonten, skal den næste tage over. Samtidig med at der på jorden er højt beredskab og gode og hurtige slukningsmuligheder. Hurtig hjælp er mere end dobbelt hjælp i disse tilfælde. - For at fremme sagen foreslår jeg en global organisation i FN-regi, med et navn a la Prevent Forest Fires, PFF. 
 
Rent praktisk må en hvilken som helst friluftsbrand være let at registrere fra rummet. Ild udsender som bekendt masser af stråling foruden røg, og der må kunne specialdesignes særligt ild - & røgfølsomme øjne til satellitter. I forvejen er jorden jo gennemregistreret, jf. Google Earth, og en så påfaldende ændring i lokale forhold som ildløs, må lynhurtigt kunne registreres fra oven. Så meget desto mere som skovbrande i reglen opstår i tørt og skyfrit vejr. Det skulle ikke undre mig, om et lille bål i et kritisk område vil udsende tilstrækkelig stråling til, at der kan slås lynsnar alarm. 
 
Det siger sig selv, at man på denne måde hurtigt kan varsko mennesker i de udsatte områder. Desuden får politiet bedre chancer for at pågribe eventuelle pyromaner. Men den helt store nyttevirkning af hurtige brandalarmer forudsætter selvfølgelig, at brandvæsenet kan rykke hurtigt og effektivt ud. I betragtning af at man udmærket kender risikofaktorerne, tørke og blæst, burde det være en rutine, at der råder forhøjet beredskab, når situationen spidser til. Endvidere skal de respektive brandvæsener have den fornødne udrustning. Terrængående slukningskøretøjer kan køres i stilling, men igen kan den bedste hjælp komme fra oven. Optankede vandfly eller endda vandluftskibe kan rykke ud og nedkaste deres livreddende last i løbet af få minutter, og eftersom der er slået så hurtig alarm, vil mulighederne for at kvæle branden i opløbet være stærkt forbedrede. 
 
Indtil satellitvarslingen er blevet til virkelighed, må man kunne fremme varslingen ved at udsprede mange mikrobrandalarmer i de farligste områder, der vha. mobiltelefoni alarmerer brandvæsenet. Det vil være nærliggende, om mikrobrandalarmerne drives af solceller. Defekte alarmer kan med fordel udstyres med et kaldesignal til brandvæsnet, således at de kan spores og repareres eller udskiftes. 
 
 Med nutidens teknologi bør intet af dette virke afskrækkende, sammenholdt med ulykkerne ved hærgende, ukontrollable skovbrande. Hensyn til mennesker, dyr, planter og natur bør veje langt tungere end økonomiske hensyn, men det skulle ikke undre mig, om der rent faktisk vil være god økonomi i at benytte hjælp fra oven for at forhindre store brande.
 
 

 

 

 

Homo strepens = Det larmende menneske

Lydløse tanker

Vi bærer med stolte smil byrden af vort prangende artsnavn Homo sapiens = Det vidende menneske. Uden tanke for at vore støjplagede medskabninger med fuld ret kunne benævne os Homo strepens = Det larmende menneske. 

Allerede med krudtets opfindelse blev jagt og krig uhyre larmende affærer. Så stødte dampmaskinen til og spredte røg og støj, men den blev snart overgået af eksplosionsmotoren. I vore dage foretrækker man eufemistisk at tale om forbrændingsmotorer, men sandheden er, at vi nu er omgivet af myriader af små, larmende eksplosioner, fra biler, motorcykler og knallerter over motorsave, motorplæneklippere og kantfræsere til speedbåde, jetfly og raketter. Med det resultat, at vore byer og også en stor del af landområderne runger af larm fra alle sider.

Larmen i paradiset
Villabyer og sommerhusområder burde udgøre oaser af stilhed og fuglekvidder. Er man så heldig at bo langt fra trafikstøj, kan man optimistisk lægge sig ud for at nyde morgensolen. Er der end stille i begyndelsen, varer det sjældent længe, førend en eller anden flittig havemand starter et eller andet djævelsk monstrum: En motoriseret plæneklipper, en hidsig kanttrimmer eller en hækkeklipper. Er det ikke det ene, så er det det andet. Motorsave griber om sig i takt med, at flere og flere fyrer med brænde og fælder træer. Og hvad stiller man så op med alle disse grene og kviste? Man køber selvfølgelig en flishakker, der foruden flis producerer larm i lange baner. Enhver haveejer med respekt for sig selv har snart en sådan krabat, som overdøver alt andet og selvfølgelig skal luftes i det fine vejr.

Larmende løv
Det grelleste eksempel på helt overdreven larm i forhold til virkningen er løvsugeren eller bladstøvsugeren. Første gang jeg stiftede bekendtskab med dette infernalske apparat, troede jeg hverken mine øjne eller øren. Vi holdt møde i Miljø- og EnergiCentret i et dejligt lokale med fint efterårslysindfald gennem store vinduer ud mod Høje-Taastrup torv, da et eller andet larmende apparat nærmede sig langsomt og snigende. Gradvist steg larmen til det totalt distraherende, indtil vi fik øje på larmens genstand: En støvsuger fremført af en sindig mand iført støjværn, der omhyggeligt dirigerede sin støvsuger hen over det mindste blad, der havde forvildet sig ned på torvets fliser. – Jeg mindes, at vor ældste mødedeltager, Kloge Åge, nærmest gik amok under indtryk af det kombinerede lyd- og synsindtryk.     

Skovens tyrannosaurusser og havets uhyrer
Så kan man søge ud i skovens dybe stille ro. Men lur mig om ikke skovarbejderne allerede har gang i deres megamotorsave. Det kan være i den modsatte ende af skoven, men den infernalske larmen er langtrækkende. Man kan føle sig hensat til kridttiden, hvor skovene sikkert gjaldede af kampe mellem brølende tyrannosaurusser og triceratopser.

Men strandene da, her kan man da endelig finde fred i naturens egne lydstudier! Ens sjæl vederkvæges kun af bølgebrus, mågeskræp og glade børnestemmer fra de svale vover. Medmindre da at deres forældre har medbragt en ghettoblaster, eller en speedbåd eller vandscooter dukker op og fræsende patruljerer langs stranden. I vore dage bør man vælge sine strande med omhu og foretrække de ødeste. 

Larm eller klang
Det er længe siden, at sindrige opfindere fandt på at sætte strøm, forstærkere og højtalere til musikken. Vupti fik de den til at klinge eller larme (afhængigt af lytterens præferencer) langt højere. Da musikmoden samtidig udviklede sig fra det melodiske til det rytmiske, hvorved trommer fik voldsomt forøget effekt, er vor tids hverdag og fest præget af dunkende rytmer, tværs gennem beton til støjplagede naboer. Som ung og følsom måtte jeg under ellers hyggelige fester bevæbne mig med vat i ørerne, og tit søgte jeg støjly i haver og på toiletter, eller flygtede simpelthen fra festen i utide.

 I vore dage har rockmusikken bemægtiget sig det ydre rum. Ude i det fri sætter man trumf på under festivaler og byfester, hvor de hidsige rytmer breder sig milevidt omkring de steder, hvor grupper af festdeltagere i fulde drag nyder tilværelsen som Homo strepens.    

Hvad siger dyrene?
Til vands, til lands og i luften sætter Homo strepens sit larmende præg på omgivelserne. Uden at skænke det en tanke, hvad de kære dyr mon mener om vore musikalske og maskinelle udfoldelser. Og det skønt en stor del af vore fjedrede og pelsklædte venner bevisligt er i besiddelse af hørelser, der så langt er mere fintfølende end hvad vore til sammenligning ret grove øren kan opfange. Kattes og kaniners øren er som tragte, der opmærksomt retter sig mod den mindste puslen i græsset. ”En svag tagfatlyd af en kat”, som Grethe Ingmann så stemningsfuldt sang det i den berømte Dansevise, dengang i 1963. Slige svage rovdyrslyde skal en kanin naturligvis kunne opfange, så det er ikke sært at:

”Hørelsen er syleskarp, og kan umiddelbart opfange svage lyde på lang afstand og identificere hvor den kommer fra og hvad det er. Fordi kaniner er så sensitive omkring lyde er det vigtigt at tage hensyn, og særligt til kaniner som er nervøse af natur”. 

Så det er ikke spor overraskende, at man nemt kan finde videnskabelige beviser for, at Homo strepens udspreder skrækindjagende støj:

”Menneskeskabt støj påvirker også dyrene

Både dyr og mennesker får høreskader, i takt med at menneskeskabt støj er blevet et stadig mere udbredt fænomen over hele kloden”.   

I Europa er det påvist, at både musvit og solsort synger i et højere toneleje i områder med kraftig menneskeskabt støj”.

Også i havene larmer Homo strepens på livet løs:

”Undersøgelser har vist, at sild og torsk flygter fra støjen, og er dårligere til at danne stimer i områder med megen støj. Hvaler er også stærkt påvirket af menneskeskabt støj”. De ”må kalde højere for at opnå kontakt”. ”Mere end halvdelen af de delfiner, som af uforklarlige grunde strandede på amerikanske kyster, havde høretab”.

At Homo strepens terroriserer sine venner blandt dyrene burde ikke komme bag på nogen, i betragtning af at det i år er 25 år siden, okapien i Københavns Zoo bukkede under for menneskelig skønsang:

”AUGUST 1994 døde okapien Katanda i Københavns Zoo. Den døde under indtryk af en operakoncert i Søndermarken. De uvante lyde fik den til at hyperventilere, den kom i chok, styrtede om og døde. Diagnosen lød på 'hyper-excitationstilstand'. En tilstand af stor ophidselse”. 

Friluftsmusik for fuld udblæsning
Var okapien da operahader? Næppe, og så vældig en røst har vist ingen diva. Skylden må ligge hos de lydteknikere, der har for uvane at sætte fuldt tryk på forstærkere og højttalere for rigtigt at demonstrere deres medvirken til koncerten. De tider er stort set forbi, hvor offentlig friluftsaflytning og nydelse af musik var en aktiv proces. En koncerts lyd skal simpelthen være så fed, at den formelig presses ind i folks hoveder og kroppe, så de rives med og svinger med.     

Dette gælder i særdeleshed på diskoteker og til fester, hvor der tit skrues så højt op for stereoanlæggene, at naboerne må tilkalde politiet i forsøg på at dæmpe gemytterne. Hvilket afslører en latent konflikt mellem dem, der elsker larm, og dem der ikke gør. Og konflikten tilspidses i takt med, at byfester griber om sig, og unge lokkes til ”Copenhagen Distortion”, der er ”en musikfestival, der finder sted i gaderne i København hvert år i løbet af ugen med den første lørdag i juni”. https://da.wikipedia.org/wiki/Copenhagen_Distortion   

Motorløb for fuld udblæsning
For ikke at tale om Copenhagen Historic Grand Prix, der er et ”racerløb på Bellahøj i København – med action, dramatik, fuld fart og underholdning for hele familien”.  I dette hurlumhej har man det med at glemme de omkringboende:

”Naboer til motorløb forbereder sig på støjhelvede: Vi føler os svigtet

Trods protester om overskredne værdier inden for støj og forurening får motorløb uhindret lov til finde sted ved Bellahøj, lyder kritikken fra naboerne”.

Tænk hvor meget støj og røg man kunne spare, om man lod drivkraften bag motorløb være elektricitet frem for eksplosionsmotorer! Teknisk har det længe været muligt, tænk blot på Teslas lydsvage fartdjævle. Men lur mig, om ikke motorsporten ville miste masser af proselytter, hvis den vragede eksplosionsmotorerne? Det virker næsten, som om kikkelytterne til slige begivenheder ligefrem elsker lyden af larmende racerbiler. - Ja, a propos, hvorfor udborer unge knægte deres knallerter?   

Larmende af natur?
Men ligger det virkelig i menneskets natur at elske larm? Man skulle ikke tro det i betragtning af, at samtlige vore gener stammer tilbage fra tider, hvor man dårligt nok kendte til instrumenter. Endsige moderne institutioner. Men nu om stunder stuves børnene helt ned til vuggestuealderen sammen og lærer snart at bruge deres lungers fulde kraft for at overdøve de andre og blive hørt. ”Stille og roligt” vænner de sig samtidig til heftig larm fra omgivelserne, således at de allerede i førskolealderen er helt oppe på mærkerne nytårsaften, når fyrværkeriet brager og alle er glade.     

Kunne det derfor tænkes, at høje lydtryk for store befolkningsgrupper har karakter af terapi. På ”den fede lyds vinger” kan man flygte fra institutionsalderens ufrihed og usikkerhed, stress, krav og undertrykkelse. Er man ”på de larmendes parti”, er man en del af noget stort og vældigt; eller blot ved at blive voksen med styr på sin knallert og sit liv. Har alle set og hørt mig?    

Larm som magtinstrument
Dertil kommer så, at mennesker også tit kan finde på at støje voldsomt af ideologiske grunde; for at samle tilhængere og indgyde respekt hos modstanderne. I moderne muslimske lande kaldes der fra minareter med jævne mellemrum skingrende til bøn, fra årle morgen ved hjælp af kraftige forstærkere og indspillede påkaldelser. Og i Norden skulle kirkeklokker allerede i middelalderen forjage trolde og hedenskab. Det gjaldt fx i Kundby. Her ”havde en trold sin bolig i den høje bakke, hvor kirken står; men efterdi folket der i egnen var vant til gudsfrygt og gik flittigt i kirke, havde samme trold sin største plage af, at der næsten uafladeligt ringedes med klokkerne i kirketårnet!

Ligervis gælder det i magtpolitikken. Politiske møder garneres tit af bragende og opviglende toner, der skal hensætte de enige forsamlinger i en rus af uovervindelighed. Militærdiktaturer ynder vældige parader, overflyvninger af larmende jagere og taktfaste marcher. Sikkert en arv fra de imperialistiske romere, der menes at have gjort ivrig brug af sækkepiber: ”Det romerske infanteri havde sine sækkepibespillere…” . Skotter kan ingenlunde beskyldes for imperialisme, men de har op igennem historien kæmpet for livet imod invaderende englændere. Foruden at de tit var opsplittede i indbyrdes, stridbare klaner. – At sækkepiber oprindeligt brugtes i krigsførelse, får mig dog ikke til at afsky dette herlige instrument. Faktisk udsender det en så tilpas høj lyd, at det mig bekendt endnu ikke er blevet praksis at tilkoble det forstærker og højttaler, og det derfor egner sig fortrinligt til tattoos og deslige.   

Sækkepiber nævnes således kun her som et eksempel på, hvordan bestemte grupperinger af Homo strepens op igennem historien har benyttet særligt organiseret, højlydt lyd som et imperialistisk middel til at udbrede deres magt og budskaber; eller som et defensivt våben til retfærdigt forsvar.

Homo tranquillus
Men ret skal være ret: ikke samtlige medlemmer af arten Homo sapiens er samtidig strepens. Ja, i takt med at larmen tager overhånd, higer flere og flere mennesker efterhånden mod modsætningen: Ro og fred. Og man kunne tale om alternativ menneskeart ved navn Homo tranquillus – Det rolige menneske.

Man har længe forsket i larmens betydning for vore egne artsfæller og fundet ud af, at larm skader jf. ny, men sen forskning i betragtning af, hvilke konsekvenser støj har haft igennem årtier:

”Støj på kontoret og i trafikken kan gøre dig alvorligt syg

Forskning viser, at støj øger risikoen for kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme”. 

I artiklen nævnes desuden, at kvinders risiko for at udvikle visse typer brystkræft stiger med tyve procent, for hver gang støjniveauet øges med 10 dB. Samt at Miljøstyrelsen har vurderet, at 200 – 500 danskere årligt dør for tidligt pga. støj.

Følgelig bygges der støjvolde langs befærdede veje; det dæmper larmen fra den frembrusende færdsel. Og da overlydsflyet Concorden blev udfaset, skyldtes det ikke mindst den øredøvende larm, der som bølger skyllede hen vidtstrakte områder omkring de få lufthavne, der turde binde an med uhyrerne. Støjforurening er snart et gammelkendt begreb, og der breder sig fortsat en langsom, stilfærdig erkendelse af, at det ikke bør være en menneskeret at larme vidt og bredt. Også for sin egen skyld bør man øve sig på aktiv lytning i stedet for opskruede forstærkere – det ville forebygge mange tilfælde af tinnitus.

Lad os erkende at det vil bekomme os vel at drosle ned, slappe af og hvile i os selv! At vi beskytter vor sarte hørelse ved at larme mindre, og at det er en bevidsthedsudvidende kunst at lytte sig frem, frem for at lade sig bombardere med massive lydtryk. At det ikke bør være en menneskeret at larme, men at være fri for larm.

Erkendelser og støjvolde alene rækker dog næppe langt nok. Kunne vi ikke gribe problemet mere offensivt an? To løsningsmodeller ligger lige for: Den tekniske og den lovgivningsmæssige.

Teknisk set
er vi allerede nået et stykke henad vejen. El er i reglen en langt mindre larmende energikilde end eksplosionsmotorkraft. Da el samtidig forurener langt mindre og kan komme fra solceller og vindmøller, arbejder stærke kræfter for at elektrificere størstedelen af bilparken. En velgerning uden lige, der samtidig burde omfatte busser, knallerter, motorcykler og landbrugsmaskiner. De første københavnske elbusser er lykkeligvis i skrivende stund ved at indtage to busruter.  

Hvad angår visse haveredskaber er der også sket store fremskridt. Robotplæneklippere er mirakuløst lydløse, og forhåbentlig udgør disse vidundere kun fortroppen af en bølge af velsignelsesrige muligheder for støjminimering. Hvad med tilsvarende elektriske robotkanttrimmere? Eller hækkeklippere, der betjener sig af en endnu ikke udnyttet, næsten lydløs teknologi. For ikke at tale om de storlarmende motorsave. Det ligner et kæmpe marked for forbedringer.

Om motorsave ved vi desuden at de er tunge og farlige redskaber. Der påbydes høreværn, beskyttelsesbriller og sikkerhedssko, og dog sker der ofte ulykker. Hvortil kommer skader som skovarbejdernes "hvide fingre" forårsaget af savenes rystelser.

Lydløse save?
Så hvad med at inddrage laserteknologien? I industrien bruges allerede lydløse lasersave; det må være muligt at opfinde transportable modeller til skovbrug og havebrug. En trælaser kan oven i købet gøres "intelligent," således at den programmeres til kun at save det nødvendige og til at standse, hvis et fremmedlegeme kommer i vejen.

En ”savlaser” skal selvfølgelig være elektrisk og lydløs. Forestiller mig at den kan bestå af to dele, en emissionsdel og en skærm. Fra emissionsdelen affyres laseren, mens skærmen, der er lavet af en slags lasertolerantmetal eller keramik, automatisk anbringes på modsatte side af den stamme eller gren, der skal oversaves. Derved undgås det, at vildfarne laserstråler rammer utilsigtede mål. Og laseren vil gnave sig igennem træværket med et fint og lydløst snit.

Skovarbejderen eller havemanden vil få en langt lettere tilværelse. Deres arbejde vil bestå i at anbringe og betjene savlaseren på rette vis, hvorefter de kan stå med armene over kors og nyde fuglesangen, mens laseren borer sig igennem træet.

Når stammer og grene skal skæres i mindre stykker, kan laseren monteres og drejes anderledes, således at den kan save lodret. Det kan også være, at man da benytter en dertil indrettet opskæringslaser. Men i alle tilfælde med sikkerhedsskærmen bag, laseren skal ikke kunne startes uden at skærmen er på plads. Forhåbentlig kan trælasersaven efterhånden komme ned i en pris, således at også haveejere kan være med.

Trælasersaven nævnes her blot som et eksempel på, at der kan ligge uanede og uudnyttede tekniske muligheder lige for næsen af os. Om blot vi ville prioritere støjbekæmpelse lidt højere…  

Lovgivningsmæssigt er der selvfølgelig også sket ting og sager, men generelt er ”larmeområdet” forbavsende svagt dækket ind. Hvis man virkelig mente det alvorligt med støjreduktion, kunne man indføre probate afgifter med henblik på at mindske befolkningens og naturens støjbelastning. Ganske som når man søger at beskytte miljøet og helbredet ved hjælp af C02-afgifter, vandafledningsafgifter, tobaksafgifter og spiritusafgifter. Kort sagt: Man kunne indføre en om lov om støjskat

Det kunne selvfølgelig være en finurlighed, om det blev Inger Støjberg (he-he), der blev ministeren for denne på en gang rimelige og givtige støjskat. I virkeligheden kunne der blive tale om en hel støjskattepakke, der både kunne reducere støjbelastningen og skæppe klækkeligt i den betrængte statskasse. Støj og larm er i virkeligheden lette fænomener at beskatte.  Alle maskiner og samfærdselsmidler, der larmer af betydning, burde belastes med afgifter i forskellige tariffer afhængigt af, hvor mange decibel de udsender.

Støjafgifter på salg af tekniske indretninger kunne opdeles i trinvise intervaller afhængigt af, hvor mange decibel de udsender. Det ville favorisere de apparater, fly, køretøjer og fartøjer, der larmer mindst.

På samme vis kunne man beskatte den eksisterende maskinpark. Selvangivelsen forsynes simpelthen med rubrikker, hvor ejerne indskriver, hvad de måtte have af støjende haveværktøjer og køretøjer. En decibel-beregningsnøgle udregner derpå, hvilken skat der skal betales for de pågældende genstande. Såvel private som virksomheder skulle være omfattet af støjskatter, hvilket i det lange løb må reducere den samlede støjbelastning      

Larmende arrangementer, fra opera- og rockkoncerter over festivaler og byfester til motorløb, bør ligeledes belastes med klækkelige støjskat. Her vil det være nemt at nå frem til en retfærdig beskatning vha. decibelmålere, der anbringes ved støjkilden. Og det skal selvfølgelig kunne betale sig, at dæmpe sig mest muligt. Og operakoncerter, de kunne helt gå fri, hvis de som i de gode, gamle dage nøjedes med at bruge sangernes egne fortræffelige stemmer og instrumenternes rene, økologiske klange; helt uden forstærkere og højtalere.   

Monstro ikke anselige støjskatter kunne sætte gang i udvikling og salg af stadig støjsvagere teknik….

Giv præmier for dræbersnegle -

- og forvandl dem til en slags nyttedyr

Horder af "dræbersnegle," af arten Iberisk Skovsnegl, har i de senere år spreder skræk og rædsel rundt om i alle små, danske haver. De tilhører, som navnet antyder, en art, der ikke hører Danmarks oprindelige fauna. Men menneskelig foretagsomhed har bragt den hertil, og de milde vintre giver den hæmningsløst gode vilkår. Så meget desto mere som den ingen naturlige fjender har på disse breddegrader. - Bortset altså fra os mennesker, der har fået et hårdt sisyfosarbejde med at dræbe dræbersnegle, der hver lægger 400 æg ad gangen.

 Sneglene er ikke kostforagtere. Modsat de indfødte hussnegle og skovsnegle, der kun tager sig af dødt og blødt, kaster dræbersneglene sig over alle mulige friske, levende skud og plantedele. Så det er ikke sært, at enhver haveejer med respekt for sig selv sukker og jamrer over alle disse dræbersnegle, der myldrer frem overalt. Nu også langt udenfor havernes indhegninger; i den våde sommer 2007 var det et skræmmende syn for mig at se dem i hundredevis på en natursti på Nordals. 

Det må have været dette syn, der gav mig idéen til et radikalt anderledes tiltag. En helt ny metode, der måske kan få skovlen under de indslæbte skadedyr. Samtidig med at vi kan få et vist udbytte af alle de gode sager, som dræbersneglene har sat til livs. 

De hidtil anbefalede bekæmpelsesmetoder forslår åbenbart som en skrædder i helvede. Salt, gift, øl og manuel aflivning, fx i form af nedfrysning af indsamlede dræbersnegle, vidner om, at vi føler os på Herrens mark i forhold til problemet. Og vi ser da også, hvorledes det eskalerer år for år. 

Den metode, jeg foreslår, bygger imidlertid på en stærk kraft. En kraft, der overkommer det utroligste. Kraften, jeg taler om, er driften for egen vinding. 
 Når en dyreart i gamle dage stod i vejen for mennesket, kunne man finde på at indføre præmier for nedlagte eksemplarer. Det virkede, viser tilfælde hvor arten på det nærmeste blev udryddet, eller i det mindste hårdt truet.

I denne for vort land så alvorlige stund mener jeg derfor, at det er på tide at indføre præmier for indsamlede dræbersnegle. Fx 10 kr. pr. kg. , i levende eller nedfrosset tilstand. Til aflevering og afregning på miljøcentre, naturcentre og måske endda rådhuse, hvor de købte snegle anbringes i dertil forberedte frysere.

En præmieordning vil givet øge bekæmpelseseffektiviteten. Dermed vil vi kunne mobilisere mange ledige hænder, der hidtil har siddet med hænderne i skødet, fordi de manglede motivation: Drenge og piger, pensionister, flaskesamlere, vagabonder, almindelige forbipasserende, gartnere samt haveejere, der nu motiveres til at gøre en ekstra indsats, også udenfor egen hæk. 

Det kan lyde som en dyr ordning, især i førstningen hvor det myldrer med skadedyrene, men i betragtning af problemets omfang må pengene være godt givet ud. Samtidig kan der meget vel komme et direkte økonomisk tilskud på "præmie-regnskabet." Dræbersnegle er ikke værre, end at de kan serveres som menneskemad, jf. en kroejer i et TV-indslag, der hævdede at de smagte godt, rigtigt tilberedt. Og uanset smag så indeholder de masser af proteiner og andre næringsstoffer. Altså burde disse skadedyr kunne forvandles til noget nær nyttedyr. 

De indsamlede dræbersnegle må kunne sælges til kød- og benmelsfabrikker og fiskefoderfabrikker. Om sneglene viser sig så værdifulde, at de kan finansiere hele præmiesystemet, aner jeg ikke, men lad det komme an på en prøve!

Skadedyr som nyttedyr

De ovennævnte dræbersnegle spreder skræk og rædsel rundt om i de små haver. Samtidig sukker og jamrer enhver haveejer med respekt for sig selv over alt det ukrudt, der med ukuelig frækhed fortsætter med at pible op mellem fliser, rundt om roser, mellem kartofler og i det hele taget alle vide vegne. – Kun en tåbe frygter ikke haven!   

Men fortvivl ikke, hjælpen er på vej (måske)…
  
Sneglelugning
Sneglene er ikke kostforagtere. Modsat de kræsne hussnegle, der kun tager sig af dødt og blødt, kaster dræbersneglene sig over alle mulige friske, levende skud og plantedele. Dog viser de sig at foretrække visse sager såsom pæreskrog. Med et par afgnavede pærer kan man samle dem fra nær og fjern.

Med stribevis af smagsprøver kan man pejle sig ind på de små ædedolkes smag. Og når man har fundet den helt uimodståelige recept, laver man en stor portion sneglejuice og patenterer de gyldne dråber. Eller man hælder simpelthen øl på det ukrudt, man vil af med. Tit finder man ude i naturen grimme øldåser indeholdende beduggede eller omkomne dræbersnegle. Gad vidst om ikke sneglene ville guffe ”ølukrudtet” i sig med velbehag?   

En sådan sneglejuice kan hældes i sifon / forstøver i stedet for gift og sprayes ud på det besværlige ukrudt. Og så kan man ellers læne sig tilbage i hængekøjen, mens skadedyrene gør nytte. Efter endt tjeneste kan man jo være ufin nok til at likvidere hele banden, der hvor den har samlet sig på de udvalgte steder. Medmindre man da finder nye steder, der skal luges… 

Og hvad med mosegrisene?
Princippet om at forvandle skadedyr til nyttedyr kan sikkert også finde anvendelse i helt andre sammenhænge. Fx plages mange haver, enge og kogræsserforeninger af horsetidsler, som ingen husdyr forståeligt nok vil sætte tænderne i. Men de stride tidselgemytter er helt afhængige af deres lange, lækre rødder, og ofte ser man tegn på, at mosegrise har gnavet dem i sig, hvorved de frelser et dyrebart område fra at gro til i tidselkrat. Slige præmiemosegrise burde belønnes, men hvordan får dem gjort forståeligt, hvor højt vi påskønner deres indsats? 

Jo, ligervis kunne man lokke dem hen til de rødder, vi vil af med, med en recept på en lækkerbisken af et bryg, som man vander tidslerne med helt nede ved rødderne; hvorefter de nærmeste mosegrise gerne tager disse usædvanligt lækre rødder med i købet. Det kunne være spændende at eksperimentere sig frem til både brygget og virkningen heraf – men det bør jeg nok overlade til biologer eller passionerede havedyrkere.

Bolden er rund - løb efter den for sjov


File:Football Pallo valmiina-cropped.jpg - Wikimedia Commons

Manglende motion - velfærdssamfundets akilleshæl

Alt for mange mennesker rører sig alt for lidt; i Sverige anslår det svenske Folkhälsinstituttet at 80% af befolkningen over 30 er så fysisk inaktive, at det er helbredstruende. Og det skulle undre, om ikke tendensen i Danmark er tilsvarende. Der er da også mange, der råber vagt i gevær. Læger er begyndt at ordinere motion som behandlingsform. Mislykkes forsøgene på at vende udviklingen, tårner alle mulige alvorlige sundhedsproblemer sig op og truer med at overbelaste sundhedsvæsenet og økonomien: Fedme, sukkersyge, knogleskørhed, hjerte-kar-lidelser, kræft, psykiske lidelser osv. 

Man forsøger at dæmme op for denne skæbnesvangre udvikling gennem information og kampagner: ABC - Alle Børn Cykler, Vi Cykler til Arbejde, Hjerteforeningen arrangerer motionsløb o. lign. behjertede tiltag. Men gennemslagskraften af sådanne appeller til sundheden og fornuften synes langtfra tilstrækkelig. Hvad om vi i højere grad lod lysten drive løbeværket?  

Fodbolden som eksempel
Her i landet behøver fodbold ingen nærmere præsentation. Alle og enhver kender vor nationalsport, og de store landskampe har det med at slå seerrekorder. Ikke at det undrer mig, jeg kender ingen sjovere og sundere leg. Bolden er rund og kan fare frem og tilbage mellem spillere og mål på alle mulige måder, fra genialitet over kreative mønstre til falden på halen komik. Og spillet er skruet sådan sammen, at luften kan dirre af spænding og drama fra start til slutfløjt, eller emme af forudsigelighed. Intet er givet på forhånd. Absolut en fascinerende sport! 
 
Ikke mindst for udøverne selv, skulle man mene. Men for mig at se screenes en stor del af befolkningen væk fra legen med fodbolden. Fodbold er forbeholdt en elite, helt ned til de lavest rangerende hold, helt fra puslingestadiet til superveteranerne. For at kunne begå sig i klubberne skal man nemlig være seriøs og ambitiøs, man kan ikke bare spille for sjovs skyld. Man skal også have evner, være nærkampsstærk, robust og boldsikker. Desuden skal man være indstillet på at træne hårdt og ofte uden bold. Rette sig efter en træner, der kan få legen til at minde om eksercits. Man skal tro på, at resultatet er det vigtigste, og være glad hvis man vinder uden kamp og motion, fordi modstanderne ikke dukker op. Og så skal man finde sig i at være udskiftningsspiller, hvis man spiller for dårligt.
 
Fravælgelsen af spillere
Trænere, holdkammerater, idrætsforbund og TV hylder talenterne og fighterne. Alles øjne er rettede mod de bedste, nationalt såvel som lokalt. - Men set med sundhedsøjne behøvede man vel ikke at gøre sig så store anstrengelser for at gøre de toptrimmede endnu bedre? 
 Jo mere fokus der er på de bedste, desto mindre lægger man mærke til de middelmådige og "sløve." De hører ofte til den store gruppe, der bare ønsker at spille bold for at motionere eller have det sjovt. Og de, der har hårdest brug for at forbedre kondien og smide nogle kilo, har svært ved at holde tempoet på sidsteholdet. De må enten nøjes med at være udskiftningsspillere det meste af tiden eller droppe sporten. Lige så stille og umærkeligt screenes de mest motionstrængende mennesker ud af fodboldklubberne.
 
Letfodbold
Når vi går i gang med at oprette en særlig motions-underafdeling af fodboldsporten, vil det være nærliggende samtidig at moderere reglerne, således at skadernes antal minimeres. Nogle enkelte regelændringer kunne have stor betydning og for at understrege, hvorved de nye regler vil ændre spillet, vil jeg kalde motionsbolden for letfodbold. I letfodbold vil der være plads til alle, der bare kan løbe en lille smule. Eftersom det ikke er resultaterne, men motionen og legen der tæller, kan mangt og meget gøres anderledes: 
 Reglerne skal sigte på at beskytte svagere spillere og forebygge skader. Derfor bør:
  • bolden være lettere
  • der spilles med sportssko i stedet for fodboldstøvler
  • tacklinger ikke være voldsomme og farevoldende, evt. kan man overtage regelsættet fra indendørsfodbold
  • træneren snarere kaldes "opsynsmand m/k". Han/hun organiserer, træner og instruerer sit hold, både om de elementære fodboldregler og om hvordan man undgår skader. Opsynsmanden kan enten agere dommer eller spille med på sit hold, men skal gøre sit bedste for at forebygge skader og tvister og dømme retfærdigt. Er opsynsmændene uenige om en kendelse (frispark, indkast el. lign.), uden at kunne tale sig til rette på ½ min., slås der plat og krone for at komme videre uden kævl
  • træningen være sund, frivillig, individuel og lystbetonet. Ikke sigte imod at lave stærke spillere, men at forbedre den enkeltes helbred. Man kunne f.eks.
  • øvelser tilpasses den enkelte
  • et hold dele sig i to og spille afslappet mod hinanden
I praksis
skal man sigte på at få mange til at spille letfodbold, tit og regelmæssigt. Derfor bør man være meget fleksibel, hvad angår holdsammensætning:
antallet af spillere er underordnet. I stedet for at operere med 7-mands og 11-mands hold, kan man i letfodbold nøjes med de rundere kategorier: Store hold (fra 8 til 15 spillere& små hold (fra 7 til 3 spillere på hvert hold). Er et af holdene i overtal, udlånes der spillere til det hold, der er i mindretal. På denne måde sikrer man sig mod mange aflysninger:
  • holdene kan med fordel sammensættes af spillere, der kender hinanden. Der kan laves familiehold, nabohold, kvartershold, firmahold, vennehold, m/k-hold eller rene drenge-, mande-, pige- og kvindehold
  • holdene kan også sammensættes lokalt og mødes i lokale turneringer, således at der ikke går megen tid med transport
  • der spilles ikke om op- og nedrykning, men man kan godt føre turneringsregnskab og ved sæsonafslutning holde fester, hvor tabere trøstes og vindere hyldes.
  • der kan også holdes stævner, hvor de mest ivrige motionsspillere får lejlighed til at møde nye hold, og dyste om en motionsbamse!
  • TV kunne måske endda finde på at transmittere udvalgte letfodboldskampe, som en kærkommen kontrast til proffernes mere og mere taktiske og perfektionistiske kampe.



File:Japanese - Brush Rest in the Form of Boys with a Snowball - Walters 49917.jpg - Wikimedia Commons

 

File:Earth Yin-Yang.jpg - Wikimedia Commons