Menu

OPFINDELSER

Projekt Rumino

Omsætning af biomasse til foder og føde

Af Finn Gemynthe

File:Michael Therkildsen - Køer, der bisser.png - Wikimedia Commons

”Skovens biomasseproduktion overgår selv den mest højtydende kornmark.”

(Thomsen, Karsten: Alle tiders urskov. Danmarks vilde skove i fortid og fremtid, p. 52. Nepenthes’ forlag, 1996)

Lytter vi til denne opsigtsvækkende oplysning, kunne det betyde indledning til en helt ny æra. En grøn og bæredygtig fremtid, hvor menneskeheden vender tilbage til naturen og lever og ernærer sig i pagt med vores allesammens grundlag. Som stenalderens jægere og samlere, blot på højteknologisk niveau.

Oplysningen fra Alle tiders urskov fortæller os nemlig, at landbrug kan overflødiggøres, helt eller delvist. Dette bør have vor intense interesse i en tid med klimakaos, forurening, muldsvind, arters uddøen og menneskelig higen efter mere fri natur. For ikke at tale om den katastrofale situation i ulandene, hvor regnskove ryddes og afbrændes til fordel for landbrug med hastigt faldende biomassepro­duk­­tion til følge. Hvad blive følgerne for naturen og klimaet? - Kunne synet på regnskoven ændres fra ”ukrudt” til ”en højtydende have,” ville det være en epokegørende erkendelse.

Også hos os kunne omlægning fra landbrug til skovbrug være en fornuftig strukturændring. En meget stor del af Danmarks landbrugsareal optages nemlig af marker, hvorpå der dyrkes foder til husdyrene. Kunne man i stedet ”fodre med skov,” kunne man også foretage skovrejs­ning på disse vældige områder, til stor gavn for natur & miljø. – Og skovejerne (hvoraf en hel del kunne være bønder, der simpelthen havde valgt at øge deres markers biomasseproduktion!) kunne finde fortræffelig anvendelse for tidligere værdiløse rester som afskær, udtyndingstræ og stormfældede træer.

Jamen producerer skoven da den rigtige biomasse? Er der megen næring i grene og blade? Er ikke største­delen af skovens planteceller indkapslede i ufordøjelige stoffer som cellulose og lignin? – Jovist, men vi ser dog, at sukkerstoffet cellulose kan nedbrydes og omsættes til sunde næringsstoffer, hvilket køerne dagligt demonstre­rer ved at æde sig gennem græs, hø og blade. Mens østershatte også går i lag med det endnu sejere lignin, når de vokser i frodige klynger på træstubbe. Vor viden om, hvordan dyr som drøvtyggere og termitter samt svampe og mikro­organismer bærer sig ad med at omsætte næringsstoffer, der er ufordøjelige for os, er efterhånden meget udbygget, men man kan undre sig over, hvor lidt der gøres for at omsætte teori til miljøvenlig praksis.

Ganske vist, målt pr. kg. er der ikke nær så megen næring i grene og blade som i kornets afskallede kerner; til gengæld er der så meget mere af skovens vældige vækst, at de store mængder mere end opvejer de små kerners næringskoncentration. Beviset herfor er eksistensen af store, hurtigtvoksende planteædere som køer, giraffer og elefanter, for ikke at tale om fortidens giganter som baluchiterium, brontosaurus og bracchiosaurus.   

File:Elephant eating Shea MS5162.JPG - Wikimedia Commons 

Projektidé
Projektets formål er at undersøge mulighederne for at omsætte lignocelluloseholdig biomasse til i første omgang foder. Dyrene, der skal prøvespise de omsatte materialer, kan være henholdsvis drøvtyggere som kvæg og ikke-drøvtyggere som svin, høns, gæs o.lign. Lykkes det at fremstille sundt foder af skovens grene til vore husdyr, vil der være sket et epokegørende forskningsmæssigt gennembrud. Ydermere indebærer gennembruddet kimen til endnu et vildt fremskridt, idet ufordøjelig biomasse er blevet forvandlet til noget, der i princippet også kan anvendes direkte til menneskeføde. Vægten i projektet søges lagt på naturlige omsætnings­metoder ved hjælp af mikroorganismer og svampe, men man kan også benytte sig af midler som enzymer, kogning o.a.

Metoder
I naturen foregår der både aerob (med ilt) og anaerob (uden ilt) omsætning, og det bør undersøges, hvorledes de to metoder virker hver for sig samt evt. i kombination.

Aerob omsætning: Det er en kendt sag, at svampemycelium kan omsætte træ til sunde spisesvampe som østershatte og gransvovlhatte, men det resterende træ kan utvivlsomt også udnyttes som et tilsætningsfoder, også til ikke-drøvtyggere.

I Chile har man tidligere på græsrodsbasis benyttet svampeomsat træ under navnet ”Palo podrido.” I forskellige artikler beskrives resultater og perspektiver, og det beklages, at der ikke er forsket mere i de lovende mulig­heder. - "Palo Podrido" - Decomposed Wood Used as Feed. F. Zadrasil, J. Grinbergs & A. Gonzalez. European J.  Appl. Microbiol. Biotechnol. 15, 167-171 (1982).

Anaerob omsætning praktiseres bl.a. af alle drøvtyggere. Græs, blade og kviste forvandles til bøfkød og mælk i løbet af forbløffende kort tid. Man kender processerne fra levende komaver og laboratorieforsøg, men mærkeligt nok er det yderst sparsomt, hvad man har gjort for at efterligne naturen på dette område. Hvorfor ikke prøve at holde koens mikroorganismer som husdyr? En ”kunstig komave” på størrelse med et mindre mejeri kunne være en målsætning og en forskningsmæssig udfordring.

Træer og grene som foder
Efter omsætning af lignin er materialet renset for det, der besværliggør drøvtyggeres fordøjelse af træ og grene, og det kan da bruges som foder til køer, får, geder, hjorte og andre drøvtyggere.

Omsættes også cellulosen, er det resulterende produkt prin­cipielt for­døjeligt også for ikke drøvtyggere. Det kan da bruges som foder til svin og høns.

Derudover kan man fortsætte forsøgene ved at stile imod at frembringe menneskeføde. Materia­let kan koges eller pasteuriseres, eller det kan steriliseres ved tilførsel af organi­ske syrer, man har udvundet af ”den kunstige komave”. Dernæst kan man fore­tage endnu en behandling ved hjælp af mikroor­ganis­mer. Mange af disse er allerede velkendte "husdyr", andre kan fremelskes netop til dette materiale. Af de kendte kan nævnes Lactobacillus-arterne, som danner mælkesyre ved forgæring af sukkerarter. Efter nedbryd­ningen af cellu­lose og frigørelse af celleindholdet vil der være fremkommet sukkerarter, som til en vis grad kan sam­men­lignes med, hvad der findes i mælk. Ved hjælp af arter som f.eks. Lactobacillus helveticus, Lactobacil­lus bulgaricus, Lactobacillus acidophilus kan man eksperimen­tere sig frem til produkter mindende om ost, yoghurt, A38, ymer, aci­dophilustykmælk, kefir osv. Sukkerarterne kan også forgæres til alkohol gennem tilsætning af gærsvampe af slægten Saccharo­myces.

Det er også muligt, at man kan tilsætte mælkesyre­bakterier eller gærsvampe til et dejlignende produkt, der kan bages til en form for brød. Under alle omstændigheder knytter der sig flere fordele til at udnytte mikroorganis­merne; de kan bedre produktets smag, de kan højne dets næringsværdi og de kan ved hjælp af deres stofskifteprodukter virke kon­serveren­de. Iøvrigt vil det cellulose­nedbrudte materia­le også kunne bruges mere industrielt, idet det ved mikroorganismers hjælp kan vise sig muligt at fremstille antibi­otika, enzymer, vitaminer o.m.a.

Videre perspektiver
”Projekt Biomasse til foder og føde” vil kunne realiseres indenfor rammerne af allerede kendte institutioner og virksomheder. Men projektet kræver så megen nytænkning, at det muligvis kommer hurtigere i gang på basis af en nystartet virksomhed, f.eks. med navnet ”Rumino” (Af latin: Jeg tygger drøv). I hvert fald ved vi, at Danmark før har vist sig som foregangsland indenfor fødevarepro­duktion. I en tid, hvor der satses hårdt på bioteknologi, vil projekt ”Biomasse til foder og føde” kunne give bioteknologien en overraskende miljø- og klimavenlig dimension.      

Hvilke perspektiver, der åbner sig, hvis det lykkes at udvikle en velfungerende ”kunstig komave,” ses beskrevet i min økologiske science-fiction: Den fjerde verden, Gyldendal, 1993. Bagest heri ses også et simpelt diagram over den omtalte ”kunstige komave”.

 

Hvorfor ikke ØKOFLY?

Flyvemaskinen er et barn af det 20. århundrede; hurtig, dynamisk, forbrugende, forurenende og larmende. Designet er præget af, at fart og tempo betyder langt mere end ressourcer og miljø. Derfor er der stadig en tendens til at overse, at lufttrafik faktisk kunne være en næsten lige så mil­jøvenlig transportform som sejlskibsfart.

Af Finn Gemynthe med bidrag af ballonskipper Kaj Paamand

Idet man hæver sig fra jorden, undgår man jo friktion mod under­laget. Sam­tidig med at man både kan benytte sig af aerodyna­mik og andre opdrifts­former. Altså burde samme last kunne trans­porteres bil­ligere og mindre forurenende i luften end på jorden eller vandet.

Flyv let – flyv Økofly!
I tider med stadig stigende focus på CO2-udslip, forurening og ressourcemisbrug stiger flytrafikkens brændstofforbrug fortsat med op til 6-7% årligt. I efteråret 1999 kunne man i radioavisen høre, at problemet blev taget så alvorligt af Folketinget, at man ytrede fromme forhåbninger om, at tekniske nyskabelser vil kunne mindske problemets omfang. 

Det ligger ligesom i luften, at det teknisk set må kunne lade sig gøre at flyve miljøvenligere. De gode, gamle luftskibe trænger sig på, og der dukker flere og flere alternative projekter og konstruktioner op på hjemmesider, i tidsskrifter og i avisartikler, nogle med ophavsmænd i store, velrenommerede flyfirmaer. Lockheed Martin præsenterede for nylig tegningerne til deres ”Aerocraft,” der skal kunne løfte 500 tons og flyve 230 km/t. Et andet eksempel er det tyske firma, Cargolifter, der er i færd med at bygge en 300 meter lang hangar til et hyper-moderne luftskib med en løftekapacitet på ca. 170 tons. På baggrund af virkeligheden må den slags projekter hilses velkomne. Men når man kigger projekterne efter i sømmene, får man tit på fornemmelsen, at forhold som løfteevne, hastighed, økonomi og sågar militære hensyn stadigvæk vægtes højere end miljøhensynet.

Det kunne være interessant målbevidst at gå efter ”det mest miljøvenlige luftfartøj.”  Vi vil i det følgende skitsere et luft­fartø­j, der gennem optimal udnyttelse af na­turlo­vene kommer frem med det mindst mulige brænd­stofforbrug. Vi kalder denne ny­skabelse Økoflyet.


Illustrationen Økofly på farten er malet af John Fords­mann

   I Økoflyet kombineres en række kendte teknikker og natur­kræfter for at nå målet; ikke så hurtigt eller kraftfuldt, men så miljøøkonomisk som muligt:

  • En diskos flyver langt på et enkelt, manuelt kast, 74 meter er lidt under verdensrekorden. Lad den samme atlet kaste den samme vægt i flyform og se, om han kan kaste model­flyet lige så langt! For at opnå mak­simal udnyttelse af aerodynamikkens kræfter burde flyet være formet som een stor vinge, en kæmpe boomerang, en diskos eller en drage.
  • Der er stor løftekraft i en luftart som helium
  • Der er opdrift i luft, som er varmere end omgivelserne. Både inde i en ballon og i luftboblen omkring et svævefly.
  • En stor flade at løfte på øger op­driften. Prin­cip­pet udnyt­tes blandt andet i luftpude­både.
  • Solenergi skaber opdrift og opvinde. Solvarme kan udnyt­tes.
  • Vindkraft har transporteret Magellan jorden rundt, men hvad angår lufttrafik har udnyttelse af vinden været yderst beskeden. Og dog ser vi vindens løfte­kraft, når en fris­bee stiger stejlt mod vinden.
  • Når luft opvarmes i et lukket rum, stiger trykket. Et cykeldæk kan eks­plodere, blot ved at blive udsat sollys. Et damplokomotiv kan trække et vældigt læs alene ved hjælp af opvarmet luft/damp.
  • Luft kan komprimeres betydeligt. Komprimeret luft kan flytte ting og sager, når den slippes løs. Som f.eks. når en champag­ne­prop sprin­ger højt på få kubik­centimeters over­tryk. Eller når en oppustet ballon slippes.

Form og funktion
Økoflyet er formet som een stor diskos, drage, boomerang eller vinge. På denne måde kommer det, der skal trans­por­teres, til at indgå i en aerodyna­misk form og dermed i den samlede funk­tion. - Hvorimod flyets krop i flyvemæssig for­stand kun udgør en "død­vægt!"

Økoflyet er på langs adskilt i to dele. Den øverste del udgøres af et hulrum, et "luftrum". Heri findes heliumceller, hvori trykket ikke er højere, end at de kan tåle opvarmning til nogle hundrede grader. I den underste del findes cockpit og brændstof samt i et større Økofly pas­sagerkabiner og godsrum.

Når luftrummet opvarmes, opnås opdrift, og Økoflyet bliver lettere. Men Økoflyet er ikke bare en ballon, den er i prin­cippet en hybrid af de to mod­sætnin­ger: Fly - Bal­lon. På denne måde kan flyets (miljø)­for­dele kombi­neres med ballo­nens.

Men hvormed skal luften opvarmes? Hvad med eksempelvis solvarme? Økoflyet har formen til at udgøre en stor sol­fan­ger; tagkon­struktionen tillader solstrålingen at slippe ind og blive opsuget af luft­rum­mets bund og helium­celler. "Den flyvende solfanger" vil få en lidt lettere dagstart samt en lidt længere akti­ons­radius i sol­skin og over skyerne. ­Økoflyet kan sandsynligvis bygges så ultralet, at det vil kunne lette og flyve alene på solvarme og opvinde, men til praktisk brug må solvar­men suppleres med motor­kraft.

Enhver motorkraft udvikler varme. Hvorfor ikke udnytte denne spildvarme i stedet for at "fyre for gråspurvene?" Indlejres motoren i luftrummet kan spildvarmen direkte ud­nyttes til opdrift. Evt. kan man supplere med gasbrændere.

Økofly vil kunne fremstilles i mange størrelser helt op til giganter længere og bredere end jumbojet­ten. Jo større de bygges, desto større bliver også løftekraften og energibe­sparelsen. Men til en begyndelse må man nøjes med et mini-Økofly, f.eks. med et "luftrum" på 120 m3 (Tre­kant­form med længde 18 m., bredde 10 m. og gennemsnitlig højde 2 m.) Til sammen­ligning havde Santos-Du­monts luftskib "Nr 6" et volumen på 630 m3 og en løfteevne på 690 kg., men det var til gengæld ikke ret aerodynamisk.

Et charter-Økofly kan være 70 m. lang (ligesom Boeing 747), 60 m. bred fortil, og med et højdegennemsnit for "luf­trum­met" på 10 m. Dette giver et volumen på 13.800 m3. Luftski­bene af "NS-klassen" havde et volumen på 10.190 m3 og bar en nyttelast på 3.800 kg.

Fremdrift
Luftfartøjer kan drives fremad på tre forskellige måder: Ved hjælp af propel, jet eller raket. Økoflyet vil kunne udnytte spildvarmen fra alle tre fremdriftsmidler.

Bruges propelmotor er princippet ganske enkelt og gammelkendt, propellerne kan fx anbringes yderst på "vingerne". 

En jetmotor frådser mere med energien end en propelmotor, men netop derfor er der mere spildvarme at udnytte. Jetmo­torer kan på forskellig vis indbygges i luftrummet. Økoflyets specielle konstruktionsform muliggør en meget simpel form for jetdrift, hvor hele luftrum­met fungerer som jet­motor. Luften opvarmes ved indsugningen, udvider sig og giver et overtryk, som udskydes gennem dyser agters. En sådan "jetmotor" vil sandsynligvis være lettere end mere gængse typer.- En Øko-jet på farten er her visionært illustreret i John Fords­manns streg.

Også en raketmotor kan vise sig velegnet til opgaven. Eks­plosionerne i et "raketrør" resulterer både i tryk og varme. For­brændin­gen finder sted i "ra­ket­røret", der er for­synet med "mikro-punk­teringer." Igennem denne luftsi diff­underer en mindre del af over­trykket, således at luften i "luf­trum­met" opvar­mes og giver op­drift a la varmluftsbal­lon. Over­trykket i luftrummet forsvinder gennem små ventiler agters i Økoflyets "vin­ger". Hovedparten af eksplosivkraf­ten udsky­des gennem dyser bagest i ra­ketrøret.

Normalt bruger man i en raket store brændstofmængder på kort tid for at opnå en hurtig acceleration, hvorefter man nødigt slæber rundt på mere brændstof end højst nødvendigt. Gængs raketdrift er således ikke særlig ener­giøkonomisk, og derfor udstyres fly med propeller og jetmotorer. Kun når man vil ud af jordens atmosfære, be­nytter man sig af raketdrift.

Men tænker man økologisk nok, kan en Øko-raket alligevel være sagen til visse opgaver. Teknologien er i princippet ganske simpel sammen­lignet med flymotoren. Reaktionen i raketrøret giver jo direkte det tryk og den varme, der er brug for til luf­trum­mets op­varm­ning. Desuden vil et “raketrør” veje mindre end en motor. Og så åbner raketdrift mulig­hed for direkte brug af foru­renings­fri brænd­stoffer som ilt + brint = vand! 

Økoflyet letter lettere!
En tur i f.eks. et "Raket-Økofly" starter med, at luften i "ra­ketrør" og "luft­rum" opvarmes gennem en "minimal-forbræn­ding" (+ evt. solvarmetilskud). Udstød­nings-dyser­ne holdes lukkede, indtil passende tryk og tempera­turer er nået. Piloten drejer for­stav­nen mod vinden. Så sættes der blus på forbræn­din­gen, og gennem dyser­ne agter­s udsendes stråler af ­tryk­luft. Økoflyet acce­lererer hur­tigt og kan klare sig med en ganske kort startbane, dels fordi det er "halvt ballon," dels fordi dets "drage­agtige" form" let lader sig løfte af modvin­den.

For at afbalancere Økoflyet under flyvning kan helium­cellerne være indbyrdes forbundet på samme måde som i et luftskib, hvor der kan udveksles helium mellem for- og agter­cellerne. Den vinge, der er for nedadgående, modtager helium fra den opadgående, hvorefter balancen genvindes. Forskellige flaps og sidevinger kan også virke stabiliserende.

Vedvarende energi-flyvning
Brændstofforbruget kunne reduceres til det absolutte mini­mum, ifald vi indskrænkede os til at flyve i medvind! Kun ved starten behøves en kortvarig forbrænding; derpå vender Økoflyet ryggen til vinden og opnår hurtigt samme hastighed.

Hvor hurtigt kan man så komme frem i medvind? I frisk vind, eksempelvis, svæver man afsted med en hastighed af 29-38 km/t, der er vind­hastig­he­den ved vindstyrke 5 på Beauforts skala. Dette lyder sik­kert som den rene sneglefart i de fleste læseres øren, men vi er jo også født i "fartens århundrede." For H.C.Ander­sen ville 38 km/t imidlertid virke halsbrækkende, og der rejste sig mange bekymrede røster, da de første damploko­motiver hvæsede hen over skinnerne med lignende hastigheder. Men det var også dengang, man sagde: "Biende mand fanger bør."

Ak, hvor forandret! Nu om dage har man slet ikke tid til at bie på medbør, og desuden skulle den have karakter af orkan, før man ville være tilfreds med farten. Medvindssvæv­ning synes derfor kun at kunne finde anvendelse som endnu en slags sports­flyv­ning ved siden af ballonfart, svæveflyvning og hang-gli­ding. - Og dog øjner vi også nogle praktiske mulig­heder; først et par beskedne CO2-besparelser og så en rigtig stor, miljøvenlig sag:

"Faldskærmsudspring."
Når det f.eks. drejer sig om at bringe faldskærmsudspringere op i udspringshøjde, vil man kunne bruge øko-raketdrift og dermed nøjes med brændstof til få sekunders acceleration. Samtidig giver den hurtige acceleration fordele, når man letter mod vinden. Den ugun­stigste situation er vindstille, men selv i dette sjældne tilfælde kan man sandsynlig­vis klare sig med få minutters raket"affyring." Når de dristige hoppere er hoppet overbord, kræver det lidt ekstra brændstof at manøv­rere Økoflyet tilbage til flyvepladsen. Men nettoresultatet vil sikkert vise, at man både foru­rener og støjer mindre end dengang, man fløj med tunge flykroppe og forslugne motorer.

"Medvindsturisme."
Hvorfor ikke lade vinden bestemme rejsens bevægelser? Improvi­sa­torer får i reglen større op­levelser med hjem end dem, der besøger samme hotel hvert år. Unge menne­sker turer gerne rundt i Europa på inter-rail-kort. Og sej­lere rappor­terer om dejlige, vindbårne ferier. Med Økoflyet kommer man næsten lige så energi­billigt omkring, både over land og vand, og samtidig får man set den ene smukke udsigt efter den anden.

Godstransport.
Økofly-medvindsflyvning kunne bruges til varetransport, idet en del varer godt kan tåle at vente på med­vind. Og mete­orolo­gisk er der faktisk et vist system i vinde­ne! På den nordlige halvkugle er vestlige vinde frem­her­skende, og kommer man op i ti kilometers højde, farer den såkaldte jetstrøm østpå i en uendelighed. En transport fra USA til Europa vil i dette lag kunne gennemføres med 200-300 km/t. Mon ikke et "Økofly-selskab" kunne skaffe sig mange kunder ved systematiske jord-omflyvninger. F.eks.: USA eks­porterer til Danmark, Danmark til Rusland, Rusland til Japan og Japan til USA, hvorefter Økoflyet er klar til endnu en jordomflyvning.

Skulle de samme varer transporteres med skibe, tog eller last­bi­ler ville det utvivlsomt koste mere brændstof. Ikke nok med det; "Jetstrøms-Økoflyet" kommer sandsynligvis hur­tigst frem! - Selv når danske varer skal til New York, vil det sikkert kunne betale sig at flyve dem østover. Om­vejen på 4/5-del jordom­flyvning opvejes jo af, at brændstoffor­bruget ikke er meget højere end for en kort rejse.

Medvind og modvind
Til mere almindelig flyvning, hvor man risikerer at flyve i modvind, vil et vindlet Økofly nok være både upraktisk og uøkologisk. - Så hvordan vil et økofly kunne omstille sig fra med- til modvind?

Løsningen består i at udvikle to klasser af Økofly; de "modvindsdygtige," der er relativt smalle og flyagtige, og så de ballonagtige.

Til daglig brug i de lavere luftlag vil de flyagtige Økofly være mest velegnede. Det er en sådan type, der er vist på billedet “Økofly på farten.” I kraftig modvind flyver et sådant Økofly måske ikke energi­billigere end almindeli­ge fly. Den nemme opstig­ning, mere aerodynamiske form og langsommere hastighed modsvares jo af et større over­fladeareal. Så lad os antage, at de to flyty­pers brænd­stof­forbrug er ens over en distance på 2.000 km.`s flyvning i styrke-10-modvind. Statistikken vil da fortælle os, at det oftere er medvind, sidevind eller svagere modvind end over-styrke-10-modvind.

Hvis gennemsnitshastigheden er 100 km/t vil en tur fra København til Rom vare 20 timer. Det lyder af meget, men mange har dog tålmodighed til at drage til Rom med tog, bus eller bil. Luftturister burde væbne sig med samme tålmodighed som dem, der bliver ved jorden!

Økoflyet lander blødere
Hvordan man end vender og drejer det, så vil fart altid være ensbetydende med fare. Moderne fly farer afsted, og derfor er de jævnlige notitser om flystyrt med mange dræbte ikke spor forbavsende. Men mennesket er da også et stykke miljø, vi skal værne om!

Flyveturens farligste øjeblikke kommer ved landingen. Den tunge flykrop skal nedbremses fra mange hundrede km/t og bringes til ultrablid berøring med landingsbanen. En præsta­tion, der kan få selv blaserte passagerer til at klappe i hænderne, hver gang miraklet lykkes.

En anden farlig situation er motorstop. De ombordværendes liv er fuldstændig i hænderne på disse højteknologiske uhy­rer; svigter de, skal der tit mere til end verdens bedste pilot ved roret for at afværge katastrofen. 

Men Økoflyet kan bygges til at holde sig svævende helt ned til temmelig ufarlige hastig­heder. En landing behøver ikke kræve kraftigere nedbremsning end den, en fornuftig by-bilist foretager for rødt lys. Ja, den kan endda foregå lodret a la helikopter; men uden samme fare ved motorstop. Den varme luft i luftrummet forsvinder jo ikke straks, og Økoflyets form er mere aerodynamisk end helikopterens. Selv hvis brændstoffet slipper op i stor højde, vil landingen kunne blødgøres ved at piloten lander i modvind.

Fordelene ved at kunne nøjes med korte landingsbaner er indlysende. Alene dette, at passagerer og gods kan bringes nærmere bestem­melsesstedet, sparer landtransport og dermed CO2-forbrænding. Der kan bygges små landingspladser rundt om i byerne, f.eks. ved store virksomheder. Økoflyet kan aflaste vejnettet, og dets vigtigste miljøbe­skyttende effekt vil nok vise sig at være, at det kan erstatte en mængde lastbi­ler, busser og biler!

Iøvrigt vil Økoflyet let kunne lande på sø eller hav. Økoflyet har i sig selv en pontonagtig form og vil rutine­mæs­sigt kunne starte og lande på vand. Det sidste stykke vej til kajs kan det ved egen kraft sejle afsted som en flyvebåd. 

Flyvning er et spørgsmål om holdning!
Økofly eller en anden form for luftfartøj; der må fore­ligge mange uudnyttede muligheder for at flyve miljøvenligere! Konventionelle fly udnytter jo kun den ene op­driftsform, aerodyna­mik­ken, og da man samtidig vil afsted i en vældig fart, bliver brænd­stofforbruget derefter. Jetflyet MD80, der kan tage 156 passa­gerer, tankes med 2125 l. jetben­zin, før det flyver fra København til Århus. Til længere ture er det hverdag med et brænd­stoffor­brug af størrelsesordenen 20.000 l.

Det er ikke tekniske problemer, der afholder os fra at flyve miljøvenligt. Nej, den største hindring ligger i selve vor livs­holdning. Så længe det vigtigste for os er at komme hurtigst frem, så længe vil vi konsumere og forurene unødigt meget.


Illustrationen Økofly på farten er malet af John Fords­mann

EnergiGalej

Af Finn Gemynthe med bidrag fra Thomas Krag

Et stående problem for mange bølgekraftanlæg er de vældige kræfter, der forsøges tæmmet. Dette gør kravene til "forankring" vanskelige at opfylde, og man er nødt til at overdimensionere og kreere helt ny teknologi aht. "100-årsbølgen." Altså er det både økonomisk og teknisk en yderst krævende opgave at gøre bølgekraften bæredygtig.

EnergiGalejen slår imidlertid flere fluer med eet smæk:

  • Skibet er i den grad en gennemprøvet konstruktion
  • Konstruktionen og forankring behøver ingen overdimensionering, da EnergiGalejen simpelthen kan lægges bi i hårdt vejr
  • Energiproduktionen kan endda fortsætte uden forankring
  • Der vil være gode pladsforhold indenbords, både til mekanik og bemanding
  • Teknikken bag energiproduktionen kan implementeres på mange forskellige måder og niveauer. Fra robådsformat til flere hundrede meter lange skibe
  • EnergiGalejen er mobil og kan flyttes efter behov: Hen hvor søgangen pt. er højest, i ly for orkan eller i havn og dok ved reparationer
  • En kæde af EnergiGalejer kan agere kystsikring
  • EnergiGalejen benytter sig af kendt teknologi og kan bygges på eksisterende skibsværfter. I princippet kan en gammel fragtbåd bruges som test-fartøj - og udtjente skibe kan få nyt liv som miljøvenlige elværker

 
Foto: Thomas Krag

Fotografiet viser EnergiGalejen i form af en såre simpel prototype, EG-1. Den blev konstrueret i 2000 - 2001 af Thomas Krag og undertegnede på et lille maskinværksted. Den 26. august 2001 blev den afprøvet og testet under opsyn af Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, hvor der findes et ”test-site” i Nissum Bredning. Der foreligger en bølgekraftrapport ved navn ”Energigalej,” skrevet af Søren Ellemann i oktober 2001. EG-1 er udstillet på Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi. 

For nemheds skyld nøjedes vi med at udstyre EG-1 med en enkelt ponton, der anbragtes agters. Langtfra den optimale fremgangsmåde, og dog demonstrerede EG-1 klart og tydeligt, at princippet fungerer. Bløde dønninger var nok til at få dynamolygten i mastetoppen til at lyse. 

Dønningerne fik pontonen og båden til at bevæge sig i forhold til hinanden. Pontonen var via en vippearm forbundet med et kædetræk, der aktiverede en navdynamo. Begge dele hentet direkte fra cyklernes verden. Selv småbølger fik kæden til at køre frem og tilbage forbi navdynamoen, hvorved der fremkom en elektrisk strøm, som fik cykellygten i mastetoppen til at lyse. 

Hvad kunne det ikke blive til, hvis en rigtig stor EnergiGalej med 100 vældige pontoner lå og vuggede ude i Vesterhavet? For ikke at tale om en stribe af EG’ere udfor en kystlinie, som trængte til at bølgebeskyttelse?

Afsaltning

File:Santorini Landsat.jpg - Wikimedia Commons

Afsaltning gennem
undertrykskogning

Her min allerførste opfindelse, for hvilken jeg vandt en kemibog og et diplom i Philips konkurrence for unge opfindere. Den var skrevet med kuglepen og skitseret med tuschpen - og princippet er så enkelt, at et diagram næppe er nødvendigt. Dengang fik jeg idéen ved at læse følgende i min lille fysikbog:     

Det er en kendt sag, at jo lavere tryk, desto hurtigere koger vand. På Mont Blanc, f. eks., koger vand allerede ved ca. 80 C. 

På basis af denne viden burde man kunne afsalte havvand i stor stil. Hvor havvand er varmt, er der mange steder vandmangel på land. Undertryksafsaltningsanlæg kunne vise sig at være sagen på de græske øer, såsom Santorini, såvel som langs kysterne af Afrika, Arabien, Indien, Chile, Californien og Australien. Samtidig findes der mange steder havnære bjerge, og det vil man kunne udnytte til at høste energi til at drive processen.  

Ganske vist kender man adskillige andre metoder til afsaltning af havvand, men typisk er de både dyre og energikrævende. Derfor har verden hidtil kun set relativt små, omkostningstunge og uøkologiske anlæg, der tilmed tit har for lav kapacitet til at imødekomme behovet.  

I det følgende skitserer jeg nogle simple principper for et undertryksafsaltningsanlæg beliggende mellem en kyst og et bjerg: 

  • Havvand ledes ind til anlægget gennem rør, der er gennemsigtige foroven og sorte i bunden, således at vandet forvarmes en smule.
  • Rørene udmunder i et kogekammer, ligeledes gennemsigtigt for oven og sort i bunden for at opsuge mest mulig solvarme. I kogekammeret holdes trykket så lavt at vandet koger. Derved udskilles havvandets salte. 
  • Vanddampen stiger til vejrs og strømmer ud af kammeret gennem et rør i loftet. 
  • Røret fører op til en nærliggende bjerg- eller bakketop. Her suges dampen på skift ind af ens pumper (fx A, B, C, D, E, F og G), der i princippet fungerer som omvendte cykelpumper.
  • Så længe stemplet trækkes tilbage, suges der damp ind, hvilket er med til at bibeholde undertrykket i systemet. - Lad os følge forretningsgangen i pumpe A:  
  • Når stemplet er trukket fuldt ud, lukkes der for tilgangen til resten af systemet.
  • Vanddampen ledes ud i en anden beholder, der holdes kold, fx ved at være indbygget i bjerget og omgivet af trækkanaler. Derved fortættes dampen ved et minimalt energiforbrug. 
  • Imens trykkes stemplet i A i bund, og pumpen er klar til en ny indsugning af vanddamp.
  • I forskudt rækkefølge gentages samme procedure i de øvrige pumper, således at der hele tiden er tilstrækkelig kapacitet til at opretholde undertrykket i systemet ned til kogekammeret. 
  • Det afsaltede vand ledes fra fortætningsbeholderne ned ad bjerget gennem et rørsystem, der undervejs passerer en kraftværksstation. Det strømmende vand holder gang i turbiner, der producerer elektricitet. På denne måde bliver systemet i nogen grad selvsupplerende med energi. Om den producerede strøm fuldt ud kan dække pumpernes behov er måske tvivlsomt, men behovet for yderligere energitilførsel kan formentlig holdes på et så lavt niveau, at afsaltningsanlægget kan klare sig med små driftsudgifter. Beliggenheden på bjergtoppen vil være gunstig for vindmøller og/eller solfangere. Således kan afsaltningsanlægget drives 100% af vedvarende energikilder. 
  • Det tørre lavland vil tage begærligt imod det afsaltede ferskvand. Faktisk er overrisling med flodvand af flere grunde problematisk, bl.a. indeholder flodvand tit en smule salt, der langsomt akkumuleres. Vandet fra afsaltningsanlægget er derimod 100% saltfrit og kan endda bruges til at udvaske salt fra områder, der er ufrugtbare grundet for høj saltholdighed.
  • Skulle der omvendt komme til at mangle salt, vil det være en enkel sag at tilsætte passende små doseringer af de mængder, der udvindes i kogekammeret. Denne lage kaldes brine og er problematisk at lede tilbage i havet.
  • I stedet bør den ledes ned i en gold lavning og danne er sø a la Det Døde Hav. Leder man også havvand ned i denne saltsø, vil man skabe et spændende, omend goldt område. Men den store fordampning herfra vil øge luftens fugtighed og dermed bidrage til at forbedre chancerne for dug, skyer og regn  

Viser de første pilotanlæg sig at fungere tilfredsstillende, kan det første rigtig store undertryksafsaltningsanlæg tænkes at blive anlagt i Californien og forsyne Los Angeles med drikkevand og landbruget med overrislingsvand. Endnu større perspektiver ligger der i at få de internationale hjælpeorganisationer til at gå ind i et storstilet program for etablering af undertryksafsaltningsanlæg rundt om i verden. På denne måde kan man højne levevilkårene i mange u-lande og mindske presset på ferskvandsressourcerne. 

Ja, man kunne gøre det til en mærkesag for FN at gå til modangreb mod ørkendannelsen. De gamle ægyptere forvandlede med små og primitive midler Nilområdet til en frugtbar have. De teknologiske landvindinger siden da er så store, at vor tids verdenssamfund burde kunne give sig i kast med at gøre Sahara grøn påny. 
Til en begyndelse kan vandledningerne gå til wadierne, der er udtørrede flodlejer, og til de udtørrede søer. Langs bredderne kan folk bosætte sig. De kan udsætte fisk, plante træer og dyrke den nærliggende jord. Og som der bliver flere og flere vådområder, vil den onde klimacirkel blive brudt. Det begynder atter at regne, og de grønne områder breder sig. 

Men det skal ikke nødvendigvis blive således, at hele Sahara opdyrkes. Vidtstrakte områder må gerne ligge hen som savanner fulde af antiloper, bøfler, løver, giraffer og elefanter. Sådan en fauna trivedes der for 7000 år siden, da Saharas klippemalerier skabtes. Der var bøffer nok, både til løverne og menneskene. - Men uden vand kan intet leve. 

Der kan være endnu en grund til at iværksætte en verdensomspændende afsaltningskampagne: Drivhuseffekten! Havene stiger, når isen ved polerne smelter. Men Sahara og andre ørkener er som tørre svampe og vil muligvis kunne opsuge så store vandmængder, at vi nogenlunde kan holde trit med havstigningen. 

Så lad os dog give afsaltning og overrisling en høj prioritet. Hvad enten det sker ved hjælp af undertryksafsaltningsanlæg eller andre metoder. Så længe det foregår ved hjælp af vedvarende energikilder, kan jeg ikke se andet end fordele ved at forvandle gold jord til grøn jord.

Solkuffert


File:Olsen-banden - Den røde kuffert med autografer.jpg - Wikimedia Commons

Solkuffert 
Den gode, gamle kuffert en såre praktisk indretning. Sikken masse man kan lagre og transportere på et minimum af plads! Ikke sært at den har inspireret Olsen Banden samt rejsekongen H. C. Andersen til eventyret Den Flyvende Kuffert

Men kunne kuffertens praktiske design ikke også bruges til at opsamle og lagre vedvarende solenergi. Enten i form af solopvarmet vand, eller i form af solcellegenereret strøm.

Når man slår sin solkuffert op, kan både bund og låg gøre lige god fyldest som sollysopsamlere, og på denne måde fordobler man arealet. Samtidig kan man let og elegant transportere sit lille solanlæg omkring, hvor man har brug for det. Fx fra huset til sommerhuset, kolonihaven eller båden. Til solkufferten hører der et indstilleligt stativ, på hvilket solkufferten kan ligge og drejes i de retninger og vinkler, der er mest optimale i forhold til solindstrålingen.Stativet kan udformes på mange måder, lige fra et simpelt, staffeliagtigt stativ til en "solvogn" på hjul og med glidende justeringsmuligheder, således at kufferten kan drejes i den bedste vinkel mod solen.     

Solkuffertvarme
Både kuffertens låg og bund fyldes med vand, i alt f.eks. 50 liter. Opvarmningen af vandet sker på traditionel vis ved, at solen opheder i den opslåede kuffert. 

Vandpåfyldning og aftapning kan ske vha. en vandslange med simple fittings. Placeres solkufferten højt, kan brugsvandet aftappes vha. tyngdekraften. Ellers må man bruge en pumpe til at bringe vandet hen, hvor man ønsker det.

Fordele: Billig og ukompliceret teknologi. Nem transport, oplagring, påfyldning og aftapning. Sjovt og miljøvenligt "legetøj" for "farmand." 
Anvendelse: Brugsvand til opvask og badning, også fx til børnebassiner eller badekar. Eller som radiator til kolde aftener & nætter. Er den på hjul kan den køres ind, hvor man har brug for varmen - ellers må farmand træde til som stærk mand. Når kufferten åbnes i en position, (2-3 kroge/bærestænger kan holde kufferten åben i en selvvalgt position) kan varmen stille og roligt diffundere ud i rummet.
Brugssteder: Gårde, villaer, sommerhuse, kolonihavehuse, altaner og både. Virksomheder med miljøvenlig profil. Skoler. Solvarmeproducenter eller -leverandører, som en transportabel demonstrationsmodel. I ulande, hvor solkufferten kan bruges til (op)vask og badning. I polaregne, hvor man om sommeren har solskin næsten døgnet rundt, og hvor solkuffert & solvogn kan drejes i de ønskede retninger, evt. vha. en drejeskive og elektronik.

Solcellekuffert
Samme kuffertprincip, men kuffertens bund og låg er beklædt med solceller. Kufferten kan blive smal, let og præsentabel. Et tilhørende stativ er knap så nødvendigt, men kan selvfølgelig gøre god fyldest. 
Anvendelse: El til belysning & apparater. Evt. med supplerende udstyr såsom akkumulator/batteri, således at der også er strøm om natten. Kan i princippet også bruges, selv om man har velfungerende elforsyning; f.eks. ved at man opretter sit eget ledningsnet direkte til lamper, bærbar PC el. lign. 
Brugssteder: De samme som ovenfor nævnt.

Mikrovindmøller

Småt er godt; små vindmøller snurrer også rundt 

Hvis jeg var lidt handy, havde jeg for længst ombygget en lille bordpropel, så den i stedet for at forbruge strøm selv lavede strøm. Og når den efterhånden var optimeret, så den snurrede lystigt og lavede al den strøm, man kan håbe at få ud af så lille et vingefang, kunne jeg opsætte 10 af slagsen rundt om i haven eller på tagryggen. Småt er smukt, også på hustage. Når man må have vejrhaner deroppe, kan ingen vel heller gø ad mikrovindmøller.

Fordele: Mange bække små, gør en stor å. Et tilstrækkeligt antal mikrovindmøller må kunne producere lige så megen strøm som en stor. Og deres økonomi kunne være beskeden og fornuftig. 
 
Anvendelse: El til belysning & apparater. Evt. med supplerende udstyr såsom akkumulator/batteri, således at der også er strøm om natten. Kan i princippet også bruges, selv om man har velfungerende elforsyning; enten ved at man opretter eget ledningsnet direkte til lamper, bærbar PC el. lign., eller ved at inputtet fra mikrovindmøllerne tilføres elnettet direkte og får elmåleren til at snurre ganske langsomt eller sågar baglæns; på samme måde som store vindmøller sparer deres ejere for mange udgifter eller ligefrem tjener penge til huse. Det skulle ikke undre mig, om 10 vindmøller på taget kunne dække en almindelig, sparsommelig families forbrug. 
 
Brugssteder: Gårde, villaer, sommerhuse, kolonihavehuse, altaner og både. Virksomheder med miljøvenlig profil. Skoler. I kombination med solvarme eller solceller. Som transportabel demonstrations- eller reklamemodel for leverandører af vedvarende energianlæg. I ulande, hvor der er langt til nærmeste strømkilde.

Redningsvinger /-drager

Redningsvinger i højhuse
89 år efter Titanic oplevede verden en anden katastrofe, hvor mange menneskeliv kunne have været sparet, om man havde haft nok sikkerhedsudstyr "om bord." - Jeg undrer mig såmænd også selv over, at jeg havde hørt om filmen "Det tårnhøje helvede" uden at fæstne mig ved risikoen. 

Så hvorfor findes der ikke i alle højhuse et stort antal "redningsvinger?" Disse kan til daglig ligge sammenpakkede i "rygsække" i skabe tæt ved vinduerne. Ved brand el. lign. kan flygtende iføre sig en sådan rygsæk, hvorfra et vingepar kan folde sig ud og strække sig hen over ryggen. Brugeren stikker hænderne igennem manchetter lidt ud af vingerne, der kan bæres nedhængende og sammenfoldede indtil udspring. Ved udspredning af armene og vindtrykkets påvirkning vil vingerne folde sig ud i fuld længde og bredde.
 
Princippet er som ved hang-gliding, med de tilføjelser, som fordres mht. sammenpakning, pladshensyn og nem betjening af uøvede. Redningsvingernes størrelse kan desuden være lidt mindre, da det jo ikke drejer sig om at svæve, men om at komme ned i levende live.


File:Legoland Windsor - Hand Gliding (2835032193).jpg - Wikimedia Commons

døp kildesortering

De fleste af mine opfindelser har desværre ikke formået at foretage det store, vanskelige spring fra fantasi til virkelighed. Men det lykkedes trods alt med døp! Engang i 1982 studsede jeg over, at min fætter sorterede madaffald fra i en papkasse, og da så jeg pludselig for mig et dobbelt affaldsstativ, hængende på køkkenlågen som det enkelte, men med plads til to poser. 
 
Og minsandten om ikke denne lille fantasi formåede at virkeliggøre sig selv. Ingen havde dengang patenteret noget lignende, og på Opfinderkontoret (nu Idéer og innovation, https://www.teknologisk.dk/ydelser/ideer-og-innovation) blev jeg hjulpet godt videre. Jeg fik også støtte fra E. R. Rasmussens Fond og gik i kompagniskab med min fætter, og vi stiftede firmaet dansk økologisk produkt, for nemheds skyld kaldet døp
 
Vi fik lavet prototyper og tegninger og bevæbnet med et af de første eksemplarer af min vision bøjet i trådvare dukkede jeg op hos det nu hedengangne Gendan A/S. På Gendan blev man begejstret; det var lige sådan en lavteknologisk løsning, man var på udkig efter, så pludselig befandt vi os midt i i et affaldseventyr.

 Der var brug for vore sorteringsstativer til både begrænsede forsøg og hele byer, der skulle lære at sortere eksempelvis madaffaldet fra. For mit vedkommende varede affaldseventyret i 5-6 år, hvorefter vinden slog om og genanvendelse røg en tur i mølpose. Hvorfra idéen om kildesortering rundt om i de små hjem nu atter er røget op på tapetet, blot i mere storstilet form med lovforslag om 10 fraktioner.   
 
døp er for længst lukket ned, men her en liden oversigt over, hvad vi rendte og lavede dengang - måske nogle af de lavpraktiske idéer atter kunne inspirere: 

Se døp's produkter her i PDF format

Runde cykelhjul!

Stålslangen

Cyklen er en aldeles genial opfindelse, netop fordi den har runde hjul. Helt runde hele vejen rundt! Punkteres rundingen, bliver kørslen en flad fornemmelse, og ødelægger dækkene, så man må straks standse sin kørsel. Ingen er så glad for sin cykel, når den er flad. 
 
De luftfyldte dæk og slanger er cyklens svage punkt. Punkteringer har voldt utallige ærgrelser og kvaler siden cyklens barndom, og der er gjort mange opfindertiltag for at eliminere eller minimere problemet. I det senere år har særlige kevlardæk og lignende forstærkninger reduceret antallet af punkteringer, men så længe man holder fast i det pneumatiske princip, vil luftudsivning og pumpning stadig udgøre et problem. 
 
Ventilerne skal fungere, en cykelpumpe være ved hånden, og alderen, kræfterne og ryggen være til det, før man har nogen chance for at presse luft i dækkene. At holde luft indespærret under tryk er nu engang en vanskelig kunst, og lige så stille sker der en løbende udsivning, som fordrer jævnlig indpumpning af friske forsyninger. - En lille, besværlig tidsrøver, som folk kun affinder sig med, fordi de ikke kender alternativer. 
 
I vor travle tid, hvor folk har alt muligt andet i hovedet, kører mange derfor rundt på halvflade dæk. Deres cykelhjul danner ikke den perfekte runding, og cyklingen er besværliggjort, samtidig med at risikoen for punkteringer er øget. - Man må snart tage sig sammen, næste gang man finder pumpen eller kommer forbi en rar cykelhandler med luft i huset. Men mange hjul har i tidens løb nået den flade tilstand, før der blev gjort noget ved sagen.

File:Portishead MMB 15 Marina.jpg - Wikimedia Commons
 
I slutningen af 1970'erne, hvor jeg gang på gang punkterede på en sti, hvor gartnerne tabte tornefyldte kviste, faldt jeg en dag over et radikalt alternativ til det pneumatiske princip. Vidunderet hed No - more - flats, og jeg købte mig straks et par stk. De holdt, hvad de lovede! Slangen var nemlig lavet af kraftig gummi, og den kunne og skulle aldrig pumpes. Den var nærmest umulig at få krænget over fælgen, en cykelhandler gav op, men heldigvis havde jeg en bomstærk kammerat, der ikke helmede. Og da No - more - flats var sat på, gav de mine cykelhjul en runding, der aldrig svigter. Eneste minus er, at cyklen er ret tung at træde, og at der ikke er megen fjedring, når man fx kører over en kantsten. Men min gamle skærveknuser var i årevis en sikker stationscykel, som jeg altid kan regne med.
 
No - more - flats er imidlertid for længst røget ud af handlen, nok pga. af ovennævnte minusser. Hvilket fik mig til at tænke på min oprindelig idé som et alternativ til det pneumatiske princip. Jeg var imponeret over fjederstål, så let, tyndt og bøjeligt og dog så stærkt! Kendte det fra en split, som kan presses gennem snoede vandrør og rense tilstopninger. Selv om den er lang og tynd og under 1 cm. bred, knækker den aldrig og genvinder sin fjedrende oprindelige form. - Så altså, opfindelsen kunne hedde:
 
Stålslangen
Den er formet som en oppumpet slange, dog kan der, for at spare vægt, være huller på siderne og ind mod fælgen. Ligesom en pneumatisk slange sidder den fast i fælgen, men et sted er den skruet sammen af to små, tynde, flade, aflange samleplader, der sidder på hver sin side hen over samlingen. Udenpå er den beklædt med dæk af normalt udseende. Dækkene kan enten være "svejset" fast på stålslangens yderside eller være løse og beregnede til at krænges hen over stålslangen. Indeni stålslangen er der ingenting, andet end atmosfærisk luft. Medmindre det da viser sig, at små tværstivere eller fjedre vil give øget holdbarhed. 
 
Stålslangen vil ifølge sagens natur aldrig skulle pumpes og være usårlig overfor punkteringer. Og min fornemmelse siger mig, at stålslangen vil let, behagelig og fjedrende at køre på. Netop fordi stålet holdes i spænd i den runde slangeform, vil det være stærkt og spændstigt. 
 
Ved lang tids brug kan der muligvis opstå metaltræthed, og stålslangen kan også tænkes gradvist at blive lidt mindre udspændt hele vejen rundt som tiden går. Men cyklisten kan sikkert glæde sig over mange pålidelige år, hvor han aldrig behøver pumpe og er fri for punkteringer. Runde cykelhjul sikrer mod flade fornemmelser!

Alternative globusser at glo på


File:Globe and high court.jpg - Wikimedia Commons

Forslag til en ny kombination af belysning,
æstetik, inspiration og information:

1, Jordens globustider
Kunne det ikke være spændende at glo på tidsglobusser, der viser jordens udseende, som den så ud i fortiden? 

File:Geological time spiral.png - Wikimedia Commons

Det er fascinerende at læse om, hvordan jorden har skiftet overflade op igennem tiderne. I Kambrium for 545 - 510 millioner år siden lå de største landmasser ved sydpolen i form af kæmpekontinentet Gondwanaland, dog prydedes jorden også af øerne Laurentia (Nordamerika) og Sibirien ved ækvator. Øen Baltica (rester heraf på Bornholm) lå langt mod syd, men nord for Gondwanaland. I Perm og Jura for ca. 250 millioner år siden var alle kontinenter samlede i Pangæa. For ganske nyligt, under istiden for blot 20.000 år siden, var hele Nordeuropa dækket af skinnende hvide iskapper. Osv. - forandringerne har været enorme. (Kilde: Naturen i Danmark - Geologien. Gyldendal 2006) - Og er der lys i slige tidsglobusser, kan de også bruges til belysning:

2, Globuslamper
Globusser er rund magi! Tænk at kunne bese hele jorden med alle dens have og kontinenter på en gang, uden skyggeside! Som en lille, farvestrålende "planetsol" med tilpas dæmpet lysstyrke. 

Så hvorfor bruges globusser ikke som loftlamper a la rispapirslamper? Dels udsender "Jorden" et behageligt lys i smukke, dæmpede farver, dels er den evigt spændende at kigge på, dels er der ikke en skæmmende plade over Antarktis og en distraherende holder omkring kloden, som når den skal agere standerlampe. - Og samtidig med at man nyder synet, får man oplysning, idet man ubevidst danner sig et sandere geografisk billede af de faktiske forhold.
 
File:Jupiter in true color.jpg - Wikimedia Commons
 
3, Solsystemlamper
Men de andre planeter og måner har nu også deres spændende, lysende og dekorative udseende. Så hvorfor ser vi dem aldrig optræde som globusser/loftlamper/badebolde? Jo flere fotos vi får serveret af planeter & måner, desto mere nærværende og fascinerende bliver de. Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun samt månerne Månen, Io, Europa, Ganymedes, Titan og Triton er særligt dekorative, men solsystemet kan derudover opvise hundredvis af spændende måner. I princippet kunne der laves en serie på 9 planeter og deres mest bemærkelsesværdige måner (dværgplaneten Pluto og dens største måne, Charon, kunne nemlig også være globusser værd). Og så er der "solvfølgelig" Solen selv - dekoreret med solpletter og lysende med en behagelig, naturtro, gul farve ville den være et skønt syn.
 
Materialet kunne være blød, sammenfoldelig plast a la badebold, men selvfølgelig skal det være varmebestandigt og ikke letantændeligt. Og foroven/ved nordpolen, evt. med korrekt aksehældning, kunne der være en perforet lap til overskudsvarme og ledning - og lappen skulle kunne slås op ved pæreskift. Man kunne også anvende et hårdere materiale a la ordinær globus, og denne kunne bestå af to dele og være adskillelig ved ækvator. 

Det ville i mange tilfælde være højst upraktisk at bibeholde naturlige størrelsesforhold; Jorden er jo kun en ært i forhold til enorme kugler som Solen og Jupiter. Men blot en lille forskel kunne være ret instruktiv - og vi kunne med fornøjelse gøre Jorden større end Mars, Merkur, Pluto og månerne. 

Fremstilles solsystemlamperne / tidsglobuslamperne i et praktisk, æstetisk og vellignende design, kan jeg levende forestille mig, at de vil sælge godt. Nogle vil måske ligefrem samle på dem, indtil de har "komplet sæt." Selv om det nok er de færreste, der har plads til at have alle hængende på en gang, vil nogle måske skifte lampeskærme alt efter humør, gæster, årstid eller rumforskningsaktualiteter. 

Udover private købere kan solsystemlamper / tidsglobuslamperne bruges i offentlige rum som haller, aulaer, skoleklasser, universiteter og konferencerum. Det behøver ikke at være så avanceret som i planetariet. Jeg ser en stor skolesal for mig, med solen i centrum og planterne i rigtig rækkefølge deruda', og omgivet af de rigtige måner. Eller en kronologisk ophængning på et geologisk museum af jordens tider, fra prækambrium til nu. 1 milliard års naturlige forandringer. Noget at kigge på, og lade sig betage af.


File:Triberg Kuckucksuhr 60zu1 P1270402.JPG - Wikimedia Commons


File:Spacecolony3.jpeg - Wikimedia Commons