Menu

Kredsløbstanker


File:Solvogn.jpg - Wikimedia Commons

Selvforsyning i naturen

Svaret på vore økobønner

Når man som bybo tager parti for naturen og sætter sig for at leve miljøvenligt, støder man hurtigt på en lang række forhindringer 

Ganske vist findes der en del økologiske madvarer i butikkerne, men som regel kommer de langvejs fra. Altså må man sluge den kamel, at varerne har deltaget i den miljøbelastende lastvognstransport. Følger man så varernes vej tilbage til oprindelsesstedet, vil man ydermere opdage, at jorden er blevet overkørt med store, tunge dieselmaskiner adskillige gange, før høsten er bragt i lade og dyrene har fået foder. Forhåbentlig er de økologiske madvarer fri for pesticider, konserveringsmidler, o.lign., men det har til gengæld den omkostning, at spildet bliver større. 

Da varerne kommer så langvejs fra, er det mest rationelt at samle dem på fabrikker, hvor man kan forsøge at reducere spildet gennem en god gang emballage. Men det koster selvfølgelig ressourcer og energi, så her er endnu en lille kamel at sluge. 

Samtidig kræver det en tungere pengepung at være miljøbevidst end ikke at være det. Ja, hvis en fattig person vil leve miljøvenligt, er det virkelig en højst uheldig kombination. Ikke bare hvad angår madvarer: Den typiske mindrebemidlede bor ikke i eget hus, og kan derfor ikke vælge at få energien fra sol eller vind. Og når man skal længere, end det er til at klare med en cykel, så er det offentlige transportsystem godt nok mindre forurenende end den private bilpark, men ligefrem miljøvenligt kan det næppe kaldes. 

For langt fra hånden til munden
En stor del af disse problemer er en følge af, at der er så langt fra hånden til munden. Det ligner derfor en nærliggende løsning at flytte ud på landet og dyrke økologisk landbrug. Har man forstand på agerbrug og kan mønstre en udholdende arbejdsdisciplin, så kan den økonomiske side af sagen tit løbe rundt. Det dokumenterer flere og flere økosamfund på imponerende vis; men om bosætterne lever optimalt miljøvenligt kan være et åbent spørgsmål. Typisk må de jo år for år specialisere sig i dyrkning af udvalgte afgrøder, hvorved de kommer til at mangle mange dagligvarer, samt tømmer og brænde. Problemet kan kun løses på traditionel vis gennem indkøb af varer, der er transporteret langvejs fra. 

En anden ulempe ved landbrug er, at der ikke bliver megen plads til overs. Der er således ikke mange udfoldelsesmuligheder for børnene, de unge og de voksne med lyst til jagt, samling og skovture.

For ikke at tale om de helt store problemer. Den amerikanske forfatter og fysiolog Jared Diamond har kaldt agerbruget "menneskehedens største fejltagelse". Sæt han i sidste ende får ret ...

Permakultur - noget nær den ideelle løsning
I de senere år har permakultur imidlertid meldt sig på banen som en supermiljøvenlig måde at skaffe sig føden på. Al ære og respekt for denne nærmest naturvidenskabelige måde af dyrke landrug på. I stedet for monokulturelle rækker af samme afgrøder, fletter man med permakulturel visdom afgrøderne sammen i etager, således at solindfaldet udnyttes optimalt, og de forskellige vækster lever i symbiose med hinanden.

Men som navnet siger: Der er tale om permakultur, ikke permanatur. Mens den vilde skov vokser af sig selv, har man nok at bestille med at opretholde væksternes symbiose, med at passe og pleje, og med at bortluge invasive arter. Al denne aktivitet kan nemt lægge så megen beslag på permakulturisternes tid og energi, at det langtfra er alle, der har ork til så intensiv en indsats. Trods det skønne indtryk, der lyser ud af permakulturelle "skovhaver", kan det ikke nægtes, at det stadig er menneskene, der er skovhavernes herrer; med alle herskabets pligter.       

Også her består altså den grundlæggende konflikt mellem menneske og natur. Mange arter af vilde dyr og planter er fortsat uvelkomne gæster - permakulturisterne er langtfra "permanaturister". - Men kan menneske og natur da på nogen måde leve i bedre samdrægtighed, end ved at menneskene dyrker jorden med permakulturel visdom?

Hvad blev der af jægerne og samlerne?
Tja, de forsvandt med agerbrugets komme, og ingen har set dem siden. Tænk om en gruppe friske, tapre og kyndige unge mennesker satte sig for at afprøve, om de kunne klare sig i vildmarken!  Sluttede sig sammen om et projekt Selvforsyning i naturen, der vil ophæve modsætningsforholdet mellem menneske og natur. Simpelthen ved at lade skoven gro; i erkendelse af, at et er skoven, der er Danmarks oprindelige natur. 

Projekt Selvforsyning i naturen
Som en logisk konsekvens af denne erkendelse kunne Selvforsyning i naturen satse på at "høste" så mange livsfornødenheder som muligt i skovens miljø. Dette kan lade sig gøre på både kendte og uprøvede måder:

Fredning og fodring kan opretholde en høj vildtbestand, og jagtvåbnene er bedre end i stenalderen. Også udbyttet af indsamling kan blive højere ved at bestemte planter og træsorter favoriseres. En skov med mange frugt- og nøddetræer "yder mere" end en granskov. Spisesvampe kan dyrkes på grene og træstubbe. Og sæsonbestemte fødevareoverskud kan lettere end for 6000 år siden opbevares, således at forsyningerne rækker meget længere. Hvortil kommer et meget overset faktum:

"Skovens biomasseproduktion overgår selv den mest højtydende kornmark" (Thomsen, Karsten: Alle tiders urskov. Danmarks vilde skove i fortid og fremtid, p. 52. Nepenthes’ forlag, 1996)

Der er således masser at tage af, når blot man lader affaldsstofferne vende tilbage til kredsløbet. Omsætningen foregår automatisk i naturen, uden at mennesket får ret meget adgang til overfloden. Forskerne har efterhånden afdækket mange af naturens metoder, men sært nok uden at man gør praktisk brug af resultaterne. Årsagerne skal sikkert søges i markedsmekanismer som: "Foderpriserne er lave" og "Folk er konservative og foretrækker kendte madvarer."

Deltagerne i projekt Selvforsyning i naturen  vil være mere motiverede for at omsætte teori til praksis. Eftersom de foretrækker skove fremfor marker eller permakultur har de en naturlig interesse i at forske i, hvorledes grene og udtyndingstræ kan omsættes til foder og føde. Og der er umiddelbar afsætning for produkterne indenfor egne rammer. 

Selvforsyning i naturen går således bag om miljøproblemernes årsag. Projektet giver deltagerne mulighed for at ændre deres levevis på afgørende punkter. Man kan sige, at projektet satser på at forebygge miljøproblemerne snarere end at helbrede dem. 
 

Bedre forhold for jægere og samlere end i stenalderen
Hvor mærkeligt det end kan lyde, så er forudsætningerne for at vende tilbage til naturen bedre nu end i årtusinder. De traditionsbundne jægere & samlere, der skaffer sig føden sådan som man gjorde i Danmark for 6.000 år siden, må have rådighed over vældige revirer. Befolkningstæthederne varierer "i dag mellem 1 og 15 individer pr. km2." (Søren H. Andersen: Stenalderen. Jægerstenalderen.. Sesam, 1981, p. 70.) 

Men en ny tids jægere og samlere vil som nævnt være langt bedre stillede. Desuden kan de i begrænset omfang dyrke køkkenhaver og holde husdyr. Derfor vil "selvforsyning i naturen" næppe blive mere pladskrævende end det moderne landbrug (som faktisk optager henved 2/3 af Danmarks areal med "marken må ikke betrædes" størstedelen af sommerhalvåret!) 

Det er vanskeligt at beregne det optimale "rådighedsareal" for projekt "Selvforsyning i naturen," for det er jo netop et led i forsøget at afklare, hvor vidt selvforsyningen rækker. Men et forsigtigt skøn kan basere sig på, at den danske natur kunne ernære 5 stenalder-jægere & samlere pr. km2. Dette tal kan sandynligvis ganges med 4 ved hjælp af ny viden og metoder, hvorved vi når frem til et tal der hedder: 20 moderne jægere & samlere pr. km2. Dertil kommer så bidragene fra køkkenhaver og husdyrhold, men 1 km2 pr. 20 - 60 forsøgsdeltagere er nok en ganske god ønskemålsætning at holde sig for øje. Dermed undgår man at kalkulere for meget med det sikre og i denne sammenhæng mindre interessante landbrug. Desuden mindskes presset på både natur og mennesker, når befolkningstætheden kan holdes på et moderat tal. 

Også udviklingen af samfundsstrukturen baner vej for projekt "Selvforsyning i naturen." Produktiviteten i de vigtigste erhverv, landbrug og fiskeri, er blevet så høj, at en fåtallig arbejdsstyrke kan overforsyne markedet med fødevarer. Landzonerne affolkes, EU får problemer med overskudslagre, og der indføres kvoter og begrænsninger. Bønderne modtager braklægningsstøtte, og det er stadig en målsætning at udvide landets skovareal fra 12 til 20-24%, ikke mindst af hensyn til miljøet. 

Altså er der allerede nu plads til "Selvforsyning i naturen." Projektet er ikke alene i pagt med naturen, men også med samfundsudviklingen. Det må kunne efterprøves, om ikke en ny tids jægere, samlere og fiskere vil kunne beskytte naturen ved at bo i den. Læs mere herom i mine forskellige projektbeskrivelser.

1. - Den første tager afsæt i den eksisterende viden og teknologi, og jeg kalder den:

Beskyt naturen ved at bo i den

Der er tale om en hel lille e-bog, som kan hentes på Saxo

https://www.saxo.com/dk/beskyt-naturen-ved-at-bo-i-den_pdf_9788740425758

2. - Den anden projektbeskrivelse foreslår en radikal løsning på hele vort globale landbrugsproblem. Teknologien er dog ikke mere indviklet, end at den foregår her og nu i utallige drøvtyggeres og termitters tarmsystemer. Alt hvad vi mangler er at efterligne naturen på dette felt, men konceptet MADE IN NATURE er simpelthen det mest kraftfulde, der findes på denne jord.  Jeg kalder projektet Rumino, idet ordet er latin for ”jeg tygger drøv:

Projekt Rumino

finder du i en kort version her på hjemmesiden under Opfindelser.

3. - Kig lige nedenfor ....:

Langt ude i skoven?

Hvorfor bygger økosamfund (næsten) altid på agerbruget? Før da levede vore seje forfædre & formødre i årmillioner i pagt med naturen som jægere, samlere og fiskere.

Her en skitse til, hvordan et så symbiotisk økosamfund kunne skrues sammen til gensidig tilfredshed og bæredygtighed. Det kunne fx kaldes Symbioticon og have følgende målsætning: 

Selvforsyning gennem jagt, samling, fiskeri,
svampedyrkning, køkkenhaver og tilfredse husdyr.
Husbygning af tømmer eller i "elverhøje".
Sol, vind, brænde, regnvand og svømme- og fiskesø.
Frihed og fællesskab.
Samarbejde og hjælpsomhed.
Sundhed og frisk luft.
Menneske uden miljøbelastning!

En helt ny tilværelse…
eller "bare" et miljøvenligt feriested …

Idégrundlaget:
Jo længere væk vi bor fra naturen, desto mere belaster vi den. Alt, hvad vi skal bruge, må transporteres langvejs fra. Forarbejdes, emballeres og distribueres til utallige forretninger, før vi selv kan overtage resten af transporten, pakke ud og kassere alt det overflødige. Så er det op til renvationsfolkene og forbrændings-anlæggene at skaffe os af med skraldet. - Dette skal give ressourcespildspild og forurening, pengeræs og dårlige madvarer, stress og ulyst.

I forhistorisk tid var de små menneskesamfund 100% selvforsynende, nu må de fleste købe sig til alle livsfornødenheder. 100% handel! Hvordan skaffe sig penge til handel og overlevelse? Hvordan sælge sig selv? Hvordan klare sig? - Derom drejer det isolerede, moderne menneskeliv sig!

I virkeligheden er det en utryg situation. Og besværlig! Det er nemt nok at putte en agurk i indkøbsvognen, men tilsammen skal der så mange aktiviteter til at få industrisamfundet til at løbe rundt, at alle arbejdsføre mennesker i deres bedste alder forventes at knokle til pensionsalderen i et opskruet tempo.

Målsætningen
Unge, friske mennesker med mod på et sådant projekt kunne fx stifte en forening fx med navnet Symbioticon. Foreningen første målsætning kunne da være at få rådighed over et landområde, hvor der kunne etableres et økosamfund i pagt med naturen. Her kunne de skabe rammerne for et menneskeligt tilfredsstillende selvforsyningssamfund, hvor det er en hobby at skaffe sig føden gennem jagt, samling, fiskeri, svampedyrkning, økologisk smålandbrug og et begrænset husdyrhold. Og energien burde naturligvis komme fra vedvarende energikilder såsom brænde, sol, vind og jordvarme. Tænk at kunne hægte sig selv helt at strømnettet!

Men bliv ikke teknologiforskrækkede! Lad det være op til den enkelte at afgøre, hvor mange "vedvarende vidundere" som køleskabe, bærvare og mobiler, man vil medbringe. Sammenlignet med de daglige konsumvarer udgør den slags teknik kun en minimal miljøbelastning, og kan samtidig sikre skovboernes økonomi gennem eksempelvis distancearbejde. - Men indret gerne et fælleshus, hvor der er faciliteter, man kan deles med andre om, og derved skåne sin privatøkonomi.

At gøre det lettere at være menneske er nemlig ikke den mindst vigtige målsætning for Symbioticon! Ved at flytte sammen med ligesindede kan man nyde godt af mange former for stordriftsfordele. Hvor man før skulle klare alt alene eller to, bliver man pludselig mange om at hjælpes ad og dele udgifterne.

Dette vil mindske presset, både det arbejdsmæssige og økonomiske. Udgifterne bliver færre, så der skal ikke skrabes så mange penge sammen. Derfor vil deltagerne sikkert opleve en forbedring af deres økonomiske situation, og et fald i deres stress-niveau!

Andel i Symbioticon?
Et indskud i Symbioticon kunne have form af et andelsbevis, som evt. kan videresælges. Det kan også tænkes, at der efter demokratisk beslutning udloddes overskud til andelshaverne. Således får man måske også økonomisk udbytte af et banebrydende miljøeksperiment. Men herlighedsværdierne ved din investering er sikre og visse:
 
Du får andel i et stort, skønt og varieret landskab, hvor menneske og natur lever sammen i symbiose. Om du vil flytte derud, bygge en feriehytte, komme som gæst, have jagt- og fiskeret, tænke på dit otium eller blot følge det spændende forsøg på afstand er op til dig selv.

Held i fund-raising kunne være nøglen til at realisere projektet, men deltagerne må selvfølgelig også spytte i kassen eller næverne:

1 stk. andelsbevis kunne fx koste 20.000 kr., og for dem, der ikke har råd, kunne det konverteres til et "arbejdsbevis". Indehaveren arbejder gælden af, indtil han eller hun kan få sit andelsbevis overrakt.

Andelskapitalen kan anvendes til håndgribeligheder som:
Erhvervelse af landområde
Byggemodning
Bygning af fælleshuse og -faciliteter
Øvrige udgifter til mindre synlige sager som:
Administration & konsulentbistand
Advokatbistand
Revisorbistand
 
Andelsbeviset kunne give forkøbsret til en byggegrund, hvor man kan bygge dit hus eller din hytte. Eller man kan være fælles om alting - alt afhængig af hvor grøn, blå og rød forsamlingen.
 
Man kunne også være åbne overfor dem, der ville nøjes med at holde "skovboferier". De kunne fx:  
Leje af en hyggelig feriebolig i Symbioticon
Deltage i fællesmåltider
Deltage i forsøg på at omsætte naturlig biomasse til foder eller føde
Opnå rabatkøb af skovboråvarer
Ride på skovboheste
Jage, samle eller fiske efter aftale
Bo børnevenligt
 
Symbioticon-ånden
Filosofien bag Symbioticon-1 er, at mennesket trives bedst i et naturligt miljø, som minder om det, tusinder af generationer af vore forfædre og formødre har levet i:
 
Hvor der er frihed, fællesskab og god tid
Hvor arbejdsopgaver er frivillige, afvekslende og lystbetonede
Hvor træerne kan få lov at gro
Hvor elementer som luft, vand, jord og mad er så rene som muligt
Hvor der ikke er langt fra hånden til munden
Hvor mennesket ikke udgør en miljøbelastning
 
Når menneske og natur således lever sammen i symbiose, er der gode grunde til at tro, at Symbioticon-1 bliver et rigtigt rart værested. En af verdens bedste investeringer! En investering i miljø & livskvalitet!

I USA har et berømt eksperiment, Biosphere-2, søgt at vise, hvorledes mennesket kan oprette et kunstigt økosystem og overleve i hermetisk aflukkede rum. Noget der kan være af interesse efter fremtidige forureningskatastrofer eller i rumkolonier. - Men ville det ikke være et nok så interessant eksperiment at vise, hvorledes mennesket kan leve i den natur, vor slægt er vokset op i.

Og hvem ved om ikke Symbioticon-1 efterfølges af Symbioticon-2, 3, 4 osv. I så fald har du været med til at fremme en udvikling hen imod en bedre fremtid for både menneske og natur.
 
Nedenfor kan du læse en Artikel i SKOVEN 12 - 2000, opdateret februar 2009: Økosamfund søger skov
 
I Projekt Rumino giver jeg mit bud på, hvordan vi kan ernære os af skov i stedet for agerbrug. Du kan også læse om filosofien om Selvforsyning i naturen eller min lille e-bog: Beskyt naturen ved at bo i den.
Og så er der min roman Den fjerde verden, Gyldendal, 1993. Her kan du læse min vilde vision om, hvordan menneskeheden kan leve naturligt og bæredygtigt i fremtiden. 

Økosamfund søger skov

Skoven kan bruges som levested og levevej. Man kan leve af dyr og fisk, veddet kan udnyttes til tommer og brænde, men måske også til foder og føde til mennesker. Private skovejere opfordres til at udleje,- evt. sælge skovarealer - hvor interesserede kan etablere bosættelser.

Artikel i SKOVEN nr. 12 - 2000, opdateret februar 2009 & november 2019

 
"Skov for sig og menneske for sig." Sådan er den officielle holdning, der adskiller menneske og natur. Jovist, vi kan vandre ture ad dertil indrettede stier, men at mennesker skulle have lov til at bruge udvalgte skove som levested og levevej, virker som en eksotisk tanke i dagens Danmark (1).
I u-lande kan mennesker leve i et samspil med skoven - men når vi danskere vil vende tilbage til naturen, begynder vi at dyrke økologisk landbrug. Skyldes det 6.000 års bondsk vanetænkning, at skoven lades ude at betragtning?
 
En skovnær beliggenhed klæder ethvert hus. Bor man et dejligt sted, har man lettere ved at slække på andre boligkrav. På forhånd har alle velbeliggende boliger interesse, men en grund kan for den sags skyld godt være husløs, når blot der kan opnås byggetilladelse.
 
Skoven kan også spises
Et skovøkosamfund vil være gunstigt stillet, hvad angår tømmer og brænde. Men hvad med det vigtigste: Føden? Der er ingen grund til at vende tilbage til jægerstenalderen, fordi man vender tilbage til naturen. Teknologien har gjort gode fremskridt indenfor de sidste 6.000 år. Fredning og fodring kan holde vildtbestandene på toppen, og nymodens jagtvåben og fiskegrej øger udbytterne. Og de sæsonbestemte overskud af fødevarer kan opbevares, så forsyningerne rækker til hele året.
Dertil kommer den øgede viden om, hvordan skovens ufordøjelige stoffer såsom lignin og cellulose kan omsættes til nærende kost! Vi ser det tydeligst, hvor svampe gror direkte på stammer - fx østershatte - og forvandler dem til sunde lækkerier. Op til 30% at træets vægt kan omsættes til spisesvampe (2). Så moderne skovtolk kan sikre sig et værdifuldt kosttilskud ved at dyrke svampe uden at dyrke landbrug.

Fremtidens skovmad
 Når svampen har haft veddet under behandling, er resterne stort set befriet for cellulose og lignin. I Chile anvender man svampenedbrudt træ som dyrefoder (3).
 Naturens biomasse omsættes også at drøvtyggerne. De holder udvalgte mikroorganismer som 'husdyr" og lader dem om at gøre det grove arbejde.
 Et moderne skovfolk med lyst til at efterligne naturen kunne, med teknikkens hjælp, omdanne biomasse til foder eller føde i en "kunstig komave." 95 % af jordens biomasse er indkapslet i cellulose; knækkes koden, kan landbruget helt springes over (4).
 
 
 
Husdyr spiller en stor rolle, når man vil være selvforsynende. Dyr kan omsætte biomasse, som vi ikke kan eller vil fordøje. Derfor er det forkert, når visse vegetarer bebrejder kødspiserne, at husdyr skulle udgøre en belastning for fødevareforsyningen. Mere hold er deri dyrevenners kritik af forholdene i moderne landbrug, så et skovøkosamfund bør principielt ikke holde flere husdyr end skovboerne kan nå at ae og give kælenavne. Om dyrene så skal leve i skoven, eller de skal holde sig til enge og overdrev, afhænger af, hvilke tilladelser der kan opnås, og hvilke forsøg man vil gennemføre.
 
 
Skovhaver og skovhusdyr
 Får skovfolkene lov, kan de dyrke køkkenhaver omkring deres "boplads." Lade "skovsvin" gå på olden og kvæg græsse i lysninger. Dyrke stævningsskove og fodre dyr med grenenes løv.
 Sådan gjorde man i gamle dage, men da det foregik uden hensyn til skovens fortsatte beståen, forstår man de historiske bevæggrunde for at udelukke husdyr og landbrug fra skovene.
 Nutidens miljøbevidste skovfolk vil naturligvis vogte sig for at ruinere den skov, de bor i og lever af. Et vellykket samspil mellem skov og økolandbrug kunne resultere i et alsidigt, produktivt miljø. Derfor er det en forældet, skakbrætagtig jordpolitik, der nægter at tillade sådanne eksperimenter.
 Men et økosamfund, der vil i gang her og nu, må selvfølgelig rette sig efter gældende lovgivning. Rammerne er nok snævre, men et økosamfund skulle nok kunne etablere sig i tilknytning til en skov. Eksempelvis kunne "nybyggerne flytte ind på en landejendom, hvortil hører både skov og åbent land.
 
Ledig skov søges
 Min drøm er, at der etableres et økosamfund, lige så fornuftigt og eksperimenterende som Torup ved Hundested, Svanholm i Hornsherred og Den Selvforsynende Landsby på Sydfyn. Arbejdstitlen på stedet er Skovbo - 1, for sæt nu det inspirerer til efterfølgere i form af Skovbo - 2, 3, 4 osv. på andre steder og under andre forhold, men stadig med forkærlighed for skov og selvforsyning.
 Den skov, der søges, kan være stor eller lille, ung eller gammel. Der kan også være områder, hvor der først skal rejses skov. Jagtret er ønskelig, og det vil være helt fint, hvis der hører fiskevand til.
 Skov- og Naturstyrelsen forholder sig tøvende til at stille egne arealer til rådighed. Måske det vil være nemmere at få private skovejere med på ideen.
 
 
File:Pleurotus ostreatus, Japan 1.JPG - Wikimedia Commons
Det er kun ganske få svampearter, der suger næring ud at levende træer, og dem vil man selvfølgelig undgå i et skovøkosamfund. Langt de fleste træomsættende svampe trives kun på dødt træ. Ved at dyrke svampe på stød og grenaffald, får man noget ud at det, der ellers betragtes som værdiløst affald.
 
 Skov- og Naturstyrelsen forholder sig tøvende til at stille egne arealer til rådighed. Måske det vil være nemmere at få private skovejere med på ideen.
 

Økonomi
 Mulighederne for beskæftigelse i et skovøkosamfund vil ikke være så ringe endda. Foruden det fysiske skovarbejde yder skoven også nogle produkter og et miljø, som kan give indtægter. Lige fra salg af spisesvampe. urteteer, kunsthåndværk og uld- og skindtøj over serviceydelser som kurser i meditation, healing og zoneterapi til distancearbejde i form af IT, forskning, kunst og digtning.
 Med behørig tilladelse kan hytter og teltpladser indrettes som en alternativ campingplads. Og naturvenlige turister kan deltage i selvforsyningslivet. Økoturisme er ved at blive en blomstrende branche.
 "Forsøgscenter Lejre" har været en succes i mange år. Skovbo - I bør ikke være mindre interessant, eftersom forsøget kan vise os en vision om en grøn fremtid.
 
Set med skovejerens øjne
 kan der være store fordele forbundet med at lægge skov til et økosamfund. Hvor skoven ellers i lange perioder står som "død" kapital, vil fastboende eller ferierende skovfolk være ensbetydende med faste indtægter. Ganske som når landets øvrige grund- og husejere tjener penge på at sælge eller udleje til beboelse.
 Skovfolket forventer nok, at prisniveauet ligget noget lavere end i byen, men til gengæld kan der formentlig træffes en aftale om vedligeholdelse af skoven.
 

Kilder:
I 1997 blev der udskrevet en prisopgave med titlen: "Det 21. århundredes bæredygtig e bosætning." Undertegnede deltog mod projekt "Skoven som levested og levevej. Et andet projekt bar titlen "Skovting" og handlede om, hvorledes man vil kunne bygge og bo smukt og funktionelt i Skovområder. Uddrag al begge projekter kan læses i bogen "Velkommen til fremtiden," Modtryk, 1998.
Ulrich Groos: "Dyrk selv spisesvampe, "Clausens forlag, 1989.
Dette foder kaldes "palo podrido," og det er beskrevet i fx European J. Appl Microbiol, Biotechnol. 1982. 15 167-171.
Visionen om en skovklædt fremtid kan læses i min science-fiction roman "Den fjerde verden." Gyldendal, 1993.
 
 

Junglehaven

Nærm dig naturen på din egen grund
 
 
Af Finn Gemynthe & Lars K. Hansen 
 
 
”Kun en tåbe frygter ikke haven!”
 
Det danske sprog er finurligt. Blot ved at lade et ord skifte køn kan man ændre et ”t” til et ”n” og dermed forvanske en ellers manende advarsel til alle strandløver, så sætningen forvandles til en skælmsk landkrappepåstand fremsat af en mand med en ræv bag øret. En af mine gode, gamle kolleger, Leif Andersen, var netop en sådan. Hver gang talen faldt på et eller andet haveproblem, fremførte han som den gamle Cato sin påstand på ny: ”Kun en tåbe frygter ikke haven!” Og eftersom jeg kendte ham som en legemligt set yderst afslappet mand, der havde bosat på 2. sal i et boligkompleks på betryggende afstand af enhver haveudfordring, forstod jeg udmærket hans holdning. Så meget desto mere som det også falder mig svært at mønstre den fornødne energi, råstyrke og jernvilje til at ”holde haven.”
   Thi haven skal jo holdes, dette synes at være en uskreven lov blandt 99 % af alle haveejere, ja i mange servitutter og husordener har man ligefrem nedfældet denne drakoniske lov som et ufravigeligt ultimatum til haveejeren, jf. følgende typiske boligsociale husorden: De til boligen hørende havearealer skal til enhver tid holdes ryddelige og velholdte. - Et grumt og generelt haveplejelovkrav, der i tidens løb har taget pippet fra mangen haveejer og fået ham eller hende til at fraflytte i panik.
   Og dog må man undre sig? Modsat havet truer haven jo hverken med farlige understrømme, høj søgang eller dødens gab, når man begiver sig ud i den. Højst kan der være tale om plagsomheder som myg, myrer og hvepse, brændenælder, tidsler og bjørnekløer; fra hvilke man let kan søge ly bag husets beskyttende mure og lukkede vinduer. Hellere fly end fægte, kunne man trøste sig med, men den går ikke Granberg! Haveplejeloven kræver kronisk kamp mod hele den vældige negativliste, der kaldes ukrudt!
 
Den drakoniske havelov
Altså må vi gribe om nælden og slå fast, at det ikke er haven i sig selv, der kan indgyde besindige haveejere frygt, men dette at den drakoniske havelov hænger som et damoklessværd over ens hoved og ved enhver mindelse om haven afføder følgende underbevidste spørgsmål: Hvad synes naboerne og gæsterne om ens have??  
   Overfor et sådant latent samvittighedsspørgsmål risikerer haveejeren to negative reaktionsmuligheder: Frygt eller modangreb! Og vi kan derfor indledningsvist inddele de mest udsatte haveejere i to kategorier: De frygtsomme og de nidkære.
 
Frygtsomhed
Førstnævnte frygter i sandhed haven, thi den giver dem evig dårlig samvittighed. Især i den yndige og frydefulde sommertid, hvor alting spirer og gror, og ukrudtet pibler op af jorden alle vegne, hvor der findes den mindste bare plet. Af hvilke der naturligvis kommer flere, jo mere man luger og/eller sprøjter. Og dog råder der en udbredt og hæderkronet tradition for, at de udvalgte vækster skal fremstå i ensom majestæt omgivet af bar jord. I nyere tid har mange trods alt modereret dette grusomme krav. Det er nu tilladt at indrette en ”dovnehave”  , hvor man enten udspreder træflis over de bare pletter eller betror et sindrigt udvalg af bunddækkeplanter den vanskelige opgave at holde ukrudtet stangen. 
   I praksis bliver det imidlertid så som så med dovneriet; selv efter at læssevis af flis eller de møjsommeligt plantede bunddækkeplanter har bidt sig fast, forgår ukrudt ikke så let! Pludselig stikker fandens mælkebøtte sit gule provohoved frem, og bunddækkeplanterne dækker sjældent hele bunden; mange slags ukrudt skal nok vide at trænge igennem til det livgivende sollys. Hvortil kommer, at en ordentlig haveejer bør holde arterne adskilt og endog fjerne krudt, der breder sig ud over de fastlagte grænser. Og så er der græsplænen, der skal slås tiest muligt, og som kun må bestå af græs! Bellis, smørblomster, fandens mælkebøtte, mos og svampe er uvelkomne gæster, der skal luges eller sprøjtes væk. For ikke at tale om hækken, havens sårbare ansigt udadtil …
   De frygtsomme haveejere kommer derfor i det lange løb let til at opfatte haven som lig med uendeligt sisyfosarbejde, og mange haveejere har til sidst opgivet ævred og er flygtet op i en beskyttende lejlighed, længe før de var modne til plejehjem. Hvilket de nu hurtigere bliver af mangel på lys, motion, frisk luft og fuglekvidder.
 
Nidkærhed
Overfor denne hovedkategori af udsatte haveejere står der en mindre medynkvækkende offergruppe, nemlig de nidkære. Disse sårbare, men vanskelige haveejere råder øjensynligt over et sådant kraftoverskud, at de formår at holde haven til deres egen fulde tilfredshed. Derudover kaster de vurderende blikke over naboernes hegn og begynder let at ærgre sig over dette og hint. Et typisk problem er ukrudt, der provokerer ved at stå uluget dag efter dag. Ikke blot misklær dette de nærmeste omgivelser, det kan også udsætte deres egen prydhave for gæsters spot og spe, for ikke at tale om at husets salgsværdi risikerer forringelse. Og så er der det aller værste; frø af ugræs vil løbende fyge over hegnet – og give dem endnu mere af det haveplejearbejde, som de åbenbart inderst inde hader som pesten!  
   Den nidkære haveejer ærgrer sig derfor efterhånden gul og blå, indtil han ikke kan klare det indre pres og lader den formastelige nabo mærke sin utilfredshed. Enten lader han den klogelig sive ud lige så langsomt og høfligt; men går naturen over optugtelsen, eksploderer han med et brag, der kan høres viden om. Som bekendt avler tryk modtryk, og den nidkære løber nu stor risiko for at opnå det modsatte af det tilsigtede. Den udæskede nabo bliver da kontrær og nægter at holde sin have efter naboordre. Dermed er der lagt op til bitter kiv og strid, hvor den nidkære med stedse stigende ærgrelse ikke har nogen let sag at føre.  Ejendomsretten er trods alt ukrænkelig, og det kan være svært at påvise, i hvor høj grad en have skal holdes veltrimmet for at være i acceptabel stand. 
   
Velordnet haveglæde
Vi ser altså, at selv om en haveejer formår at klare den store og stadige opgave at holde sin have på tilfredsstillende vis, kan han have god grund til at frygte haven. Han risikerer tyngende bekymringer, for højt blodtryk, uvenskab ja sågar en træls sag ved hegnsnævnet. Og vi kunne fristes til at sige, at han er en tåbe, fordi han ikke i tide frygtede haven – hvis ikke vi lige havde indset, at det ikke er haven, men den drakoniske haveplejelov, der har skabt den farlige situation.
   Når haverne trods alt de fleste steder passes i fordragelighed og uden synlige skyldkomplekser, skyldes det nok, at de fleste haveejere forstår at finde en modus vivendi med haveplejeloven, der i så fald ikke opfattes som drakonisk. Disse lykkens pamfiliusser formår tilsyneladende at passe haven i en for dem selv og naboerne acceptabel grad, måske oven i købet med iver og engagement, og finder de endda stunder til at hvile i sig selv og haven og nyde nuets fuglesang, synes alt lutter idyl. Fred hviler over det store flertal af villakvarterer, hvor der råder samdrægtig tolkning af haveplejeloven. Man kan ligefrem se det, når man passerer stribevis af velplejede haver til begge sider. Og man kommer i sit stille sind til at nære ærefrygt for haveplejelovens overvældende styrke.      
   Lægger man sig nu en solrig sommerdag for at fryde sig over fuglesangen og gerne slumre ind til en tiltrængt lur, får man som oftest et overvældende lydbillede af, hvor ihærdigt haveejerne rundt omkring arbejder på at leve op til haveplejelovens krav. Thi snart begynder en toptunet plæneklipper at udfolde alle sine hestekræfter ganske nær ved, og når den endelig har raset ud, fornemmer man havearbejdets øvrige lydkulisse bestående af yderligere to plæneklippere i forskellige afstande, naboens hvæsende, ukrudtsdræbende gasbrænder, en arrig kanttrimmer tre haver væk og genboens snerrende hækkeklipper; og i det fjerne vidner en motorsav om, at enten må et træ lade livet eller også er det allerede på vej til brændestakken. 
   Træer er faktisk for mange haveejere en form for krokodiller, der kan være nok så søde som små, men som med forbløffende hast vokser til foruroligende størrelse. Ikke blot risikerer de at vælte ned over noget dyrebart i den første den bedste storm, de kaster også skygge og om efteråret blade. Altså kan en rigtig haveplejer gå hen og blive så edderspændt på alle disse naturens flyvske efterladenskaber, at han investerer en formue i en bladstøvsuger, der under afsindig larm sluger alle blade, der ligger og roder på dens vej. Første gang jeg så og især hørte slig teknologisk nyskabelse i aktion, stirrede jeg vantro og måbende på den. En sagesløs arbejdsmand traskede rundt på et relativt nyanlagt torv prydet med enkelte småtræer, han bar heldigvis høreværn, men vi der sad og prøvede at holde møde indendørs måtte kæmpe for at sanse, hvad vi selv tænkte. Jeg opfattede dog en hel del af de højlydte ukvemsord, som en ældre, bramfri kollega udstødte mod uhyret, og de var uegnede for nonner og andre sarte sjæle. Selv blev jeg nærmest fascineret over, at det var muligt at konstruere noget, der kunne udsende så megen larm for at opsuge noget så let som visne blade.
 
Alt dette afslører både haveplejelovens overvældende styrke og alle de konflikter, den lægger op til. Heldigvis fejes de oftest ind under græstæppet; men en fred bygget på fortielser og massiv, repressiv tolerance kan ikke være bæredygtig i længden. Skulle der flytte en nabo ind, som lod hånt om haveplejeloven og lod ukrudtet gro, ville man sandsynligvis begynde at skumle i krogene om ham og hans junglehave. I sandhed et grumt udtryk for skæbnens ironi: Samtidig med at han, der sandsynligvis var et fredselskende og stilfærdigt gemyt, måtte døje med udbredt støjforurening, kunne han risikere at blive ugleset for brud på haveplejeloven!? For ikke at tale om det skjulte konfliktpunkt, at mange af de myreflittige haveejere bruger løs af pesticider i deres evige kamp mod ukrudt og skadedyr; hvorimod den besindige junglehaveejer næppe kunne drømme om at føre kemisk krigsførelse imod naturen, hvortil han selv og de øvrige naboer forresten også hører.  
   Vi ser altså to nære parter, der hver især går hinanden på nerverne; og skulle det føre til åben konflikt, og vi sad som nævninge i et hegnsnævn, hvilken af parterne skulle vi da tage parti for? – Det ville ikke være nogen kunst at henholde sig til haveplejeloven og give den konventionelle haveejer medhold; men der kan på den anden side ikke herske skygge af tvivl om, at hvis naturen kunne bestemme, ville den utvetydigt tale til fordel for junglehaveejeren. Lytter vi nøjere efter, er det da ikke netop, hvad alle disse glade fuglestemmer gør, når de flokkes i hans junglehave og kvidrer hans pris?
 
Havespørgsmål
Tager vi parti for naturen i dette stridsspørgsmål, har vi i sandhed en stor forbundsfælle ryggen. Blot savner den det sprog, der bruges til at føre en sag. Altså må det blive vor opgave at tale naturens sag og forsvare retten til at holde junglehave:
   Lad os lige stille de ærede nævninge samt læserne af denne bog en række retoriske spørgsmål: 
 
Har vi ikke råderet over egen have?
Er haven ikke beregnet på at skænke os fred og ro, glæde og nydelse – samt sunde, selvdyrkede grønsager og skønne træer og blomster? 
Er det ikke en frygtelig misforståelse, hvis haven opfattes som en arbejdslejr eller et prestigesymbol, der spreder frygt og nid?
Er det ikke værre at forstyrre naboerne med larm og udsprede forurening end at lade haven passe sig selv?
Bør vi ikke tage hensyn til naturen i haven?
 
Havens rødder
Og mens vi lader disse spørgsmål hænge i luften, lad os da søge tilbage til havens rødder: Hvad betyder egentlig ordet have? - Ifølge etymologisk ordbog har vi at gøre med et ”indhegnet, afgrænset stykke jord, nu især beplantet med urter, blomster” – Men ved nærmere eftertanke, er da ikke bondens mark det samme, blot i langt større målestok? Og står vi måske allerede her ved forklaringen på, at haveplejeloven håndhæves med en sådan strenghed? 
   Vore forfædre har indhegnet og dyrket jorden igennem 6000 år, ergo er det forståeligt, at en massiv tradition forlanger af alle haveejere, at de holder deres ager ”ryddelig og velholdt” og bekæmper alt ukrudt, der trænger sig ind på den udvalgte afgrøde, monokulturen, hvad enten der er tale om hvede, græs, gulerødder eller roser. - På den anden side var vi forinden jægere og samlere igennem årmillioner, i et vildnis uden indhegninger og agre. Kunne det derfor tænkes, at junglehaveejere i deres underbevidsthed husker denne arketypiske tilstand, og derfor trives bedst omgivet af vildnis?
   Kun få slægtled skiller os imidlertid fra vore bondske aner, ja en yderst betydningsfuld del af samfundet dyrker stadig dette erhverv, hvoraf vi alle til syvende og sidst endnu lever. Et vildnis udgør således en trussel mod agerdyrkningen og vort daglige brød, ja ikke engang skovejere holder af vildnis: Træerne bør stå i række og geled, kun således kan man dyrke rationel skovhugst. Tilbage til vildnisset bliver små upåagtede eller fredede lommer, men selv disse lades sjældent i fred. Ofte hører man røster, der kræver pleje af ”engen” for at forebygge, ”at den springer i skov”. Overfor disse dystre ord høres af til spæde, pædagogiske pip om ”børns ret til krat”, men faktum er, at vildnis er en højst uvelkommen landskabstype i kulturlandet Danmark. På denne baggrund forstår man, at en havebogstitel skærer denne holdning ud i pap med følgende manende ord: Fra vildnis til paradis.  
   Kontrasten til paradis er åbenbart vildnis, hvilket man udfra almindelig sprogbrug vil fortolke som ”helvede”. Men bogen lover os samtidig, at der er håb forude: Det helvedes vildnis kan altså forvandles til et paradis af en velplejet lov-og-orden-have. Blot man smøger ærmerne op, bevæbner sig med det rette værktøj og maskineri, rydder ubønhørligt op i alt det vilde og målrettet anlægger sin have, kan den komme til at ligne en miniatureudgave af parken omkring solkongens slot, Versailles.
  
I pagt med naturen - og tiden
Dette viser os, hvilke kræfter vi er oppe imod, hvis vi inderst inde foretrækker vildnis, og gerne vil slå et slag for retten til at holde junglehave. Lad os dog ikke fortvivle, husk vi har naturen på vor side! Dertil kommer tidsånden selv i form af stedse stigende miljøbevidsthed og sympati for plante- og dyreliv, hvilket fx udmønter sig i fredning af padder og sangfugle; og ingen ved sine fulde fem vil vel påstå, at junglehaveejeren skulle udgøre en større miljøtrussel end en konventionel havedyrker? Nej vel, ved at undlade at køre med motorplæneklipper uge efter uge sparer han eller hun med sikkerhed på de svindende råstoffer, udleder ingen CO2 og os, og skaber et lille åndehul, hvor padderne trygt kan hoppe og kravle rundt, og hvor fuglene har masser af sidde- og redepladser samt et mere righoldigt spisekammer. Og regnvandet, det kan stille og uforurenet sive ned til grundvandet…
   At holde junglehave er også i pagt med den nye økologiske strømning, der går ind for permakultur og skovhaver. Disse begreber var stort set ukendte for få år siden, men med den øgede indsigt i naturens veje og kredsløb er det gået op for mange, at arealer, hvor der råder symbiose mellem forskellige, velkomne arter, kan give et varieret og højt udbytte samtidig med at en stor del af ukrudtsproblemerne løses. Faktisk kan man høste sunde lækkerier i tre etager, hvis man øverst har frugttræer, derunder bærbuske og nederst jordbær, radiser, grønkål, sødskærm eller kartofler. En sådan skovhave holder samtidig på fugten, giver læ, spreder og formindsker risikoen for altødelæggende skadedyrsangreb og sygdomme – og så giver den et frodigt, varieret, vederkvægende, spændende og junglehaveagtigt indtryk. 
   En spidsfindig og spotsk iagttager kunne imidlertid finde på at indvende, at skinnet bedrager: En skovhave er aldeles ingen jungle, eftersom træer og planter er placeret med velberåd hud under kommando af jordens herre, Homo Sapiens. Hvilket han sådan set har ret i, men også kun sådan set. Thi han har endnu ikke forstået, hvad vi mener med ordet ”junglehave”. 
   Ordet i sig selv er sammensat af to modsatrettede betydninger: Jungle betyder oprindeligt ”tropisk urskov”, men bruges tit i overført betydning såsom ”haven var en jungle af stikkelsbærbuske og brændenælder”. Hvilket viser at kombinationen af jungle og have ingenlunde er ukendt; blot bruges den i reglen i nedsættende betydning, ligesom vildnis. Det er denne uvenlige holdning til begrebet junglehave, vi vil gøre op med i denne lille artikel. Vi vil vise, at vist kan en lille jungle trives og udfolde sig til glæde for naturen med alle dens træer, planter, dyr og mennesker indenfor havens ”indhegnede, afgrænsede stykke jord”. 
 
Junglehavens Tarzan & Jane
Men nu vi snakker mennesker, så må altså vi give junglehavens Tarzan samme ret til at fouragere samt markere sit territorium som tigre, flodheste og bævere. Hvilket betyder, at han eller hun må tillades at sætte sit eget præg på sin lille jungle. Så længe et tilsyneladende vildnis af forskellige træer, buske, planter, urter, svampe, fugle, krybdyr, padder, insekter og pattedyr får lov at udfolde sig frodigt og side om side, vil der være tale om en junglehave. Til forskel fra skovhaven, der i højere grad er anlagt – men selvfølgelig vil det være en glidende overgang mellem de to, trævenlige haveformer.     
   Ligesom skovhaven kan junglehaven holdes på mange måder, alt efter ejerens holdning, målsætning og energi. Og skulle du, kære læser, få mod på at træffe et junglehavevalg, kan du allerede her bestemme dig for det jungleniveau, der passer dig bedst. For overskuelighedens skyld kan vi tale om 4 jungleniveauer alt efter ”ambition”:
 
4 junglehaveudgaver
 
100 %. Du er omvendt og går 100 % ind for naturkræfternes frie spil. Rører ikke en finger og nøjes med at betragte og nyde. Du kan med fuld ret kalde din junglehave for en dovnehave. Mens du daser i din hængekøje som Fætter Højben, lader du dyr og planter om alt det hårde arbejde… - Men som ved alle andre totalløsninger må du nok regne med problemer i det lange løb, fx risikerer du, at der til sidst ikke findes en solplet til din hængekøje nogetsteds på undergrunden. 
 
75%. Du er ikke så rabiat og tænker: Alt med måde. Selvfølgelig skal både grene, visne urter og grønsagsrester komposteres, hvilket kan gøres dejligt diskret i et skjult hjørne af junglehaven. Og nok er naturen forunderlig, men det kan godt ærgre dig, at tidsler og brændenælder synes bedst egnede i den evige dyst: Survival of the fittest. Hvad gør du da, uden at miste din tro på naturkræfternes frie spil? - Tillad dig selv at være en fredsommelig Vorherre. Grib ind der hvor du finder det nødvendigt! Giv dig selv lov til visse kærlige indgreb fra oven! Sæt redekasser op til mejser, ugler, flagermus og egern! Lug ud af visse ukvemsarter såsom bjørnekløer, tidsler og det overskud af brændenælder, der ikke er plads til i suppegryden, og plant dine yndlingsarter såsom ramsløg, jordskokker og scorzonér i stedet! Fæld træer der truer med at vokse ind i himlen, eller knuse huse!  - Betragt dog stadig langt de fleste grønne vækster som ”krudt,” og så få som muligt som ukrudt! Fx kunne du udarbejde en kort negativliste over de få planter, du ikke vil acceptere - i stedet for den gængse alenlange, der i virkeligheden omfatter alle planter på nær den eneste ene godkendte art på et givet jordstykke. – Nej, spis dit ukrudt og duft til havens vilde blomsterflor! Og fryd dig over børnenes begejstring for junglehavens spændende verden, hvor de måske endda kan være så heldige at vokse op og blive fortrolige med naturens stort set symbiotiske junglelov! De vil altid mindes deres barndoms junglehave som kæmpestor, i hvert fald langt større end hvis der kun var et øjekast fra enden til anden.   
 
50 %. Du synes der bør være en balance mellem natur & kultur i din have. Der findes en hel del planter, du gerne ser trives og blomstre. Du ønsker at øge din selvforsyningsgrad og vil høste så mange gode madvarer som muligt, så du planter frugttræer, bærbuske og skovjordbær. Eller du elsker, når haven er et flor blomstrende buske og prydblomster. Måske inddeler du din have i en junglezone og en kulturzone. Opretholder en langhåret og artsrig græsplæne, som du trimmer med håndskubber eller le. Eller du lader med velberåd hu de to zoner flette sig ind i hinanden. Måske du også holder høns eller ænder; de vil elske at kagle og snadre rundt i junglehaven og rydde op i (u)krudt og snegle. Om natten kan de for resten holde til et dertil indrettet drivhus, hvor du har sørget for, at drivhusplanterne ikke forulempes af dine fjedrede venner. Eller du spørger dig selv: Hvorfor skal havejorden egentlig være flad? Hvorfor ikke have små bakker og dale i en have? Måske en sydvendt skråning med druer? Hvorefter du bliver din egen landskabsarkitekt og arbejdsmand, der graver ud og dynger op, indtil haven ligner et lille bjerglandskab. – Det kan således blive en daglig oplevelse at gå på udflugt i din modererede junglehave, hvor du alt efter årstiden kan samle masser af spiselige planter, krydderurter, frugter, druer, bær, nødder, svampe og æg. - Du vil undre dig over, hvor meget der kan gro på så begrænset og vildsomt et område.
 
25 %. Du har virkelig lyst til at få en højtydende have. Dog går du i princippet stadig ind for naturens mangfoldighed, og ser gerne flest muligt fugle og frøer i haven. Du elsker træer og buske, især dem der laver frugter og bær, og nedenunder skal jorden dækkes af bunddækkeplanter som grønkål, kartofler, løg, peberrod og rabarber. Og du er indstillet på at lægge kræfter og energi i at holde styr på dit veltrimmede vildnis. - I virkeligheden går du med fynd og klem ind for permakultur, hvor man med forbavselse kan konstatere, at udbyttet bliver bedst, når man begunstiger en frodig mangfoldighed. For den uhildede betragter kan din have stadig ligne en junglehave, endda en usædvanlig smuk én, men du har fornøjelsen af at være Junglens Konge – en sand Tarzan, der kæmper for det bedste i naturen. 
 
Uanset hvilket slags junglehave du vælger, må der ikke mangle vand. Og selv om skyggende træer i sig selv holder jorden fugtig, kan der i den varme sommertid risikere at gå uger uden velsignelser fra oven. Hvorfor da ikke indrette en lille bæk til en lille dam, der fyldes med regnvand, som fra en studs på nedløbsrøret sprøjter ud i dit eget, lille vandland. Du kan også forlænge tagrenden og afstive den med en bærende planke eller en søjle af træ eller marmor, hvorefter du under hvert regnskyl kan fryde dig over dit eget lille vandfald. – Hvilket ikke skal afholde dig fra at opsamle regnvandet fra den anden tagrende i en regnvandstønde til vanding og toiletskyl – og da sådan en ofte flyder over, kan denne overflod ligeså godt havne i en anden af havens bække små.     
   Nu vi er i gang med vandpjaskeriet, kunne du også anlægge en karpedam og fange egne fisk til eget bord. En gammel kunst i Kina og Japan, der først langsomt er ved at vinde indpas herhjemme. Godt hjulpet på vej af forretninger som ”Vand i haven”, en bog af samme navn af Lars Juncker, andre bøger om havedamme, samt af eksperter som Antje Backhaus fra Skov og Landskab 
 
Og dette bringer os til den dybere mening med dette grønne indspark: Hvad enten du bare finder tanken pudseløjerlig eller du i ramme alvor overvejer at ”anlægge” en eller anden grad af junglehave, så kan du finde måske finde udslagsgivende inspiration blot ved tanken om Junglehaven. En række kendere og naturelskere har i forvejen øst af deres viden, og heraf kan du uddrage mængder af fif til, hvordan din junglehave kan blive frodig og givtig på forskellig vis. Thi det er nu engang aldeles forbistret, hvis haven skal være en kilde til frygt og ærgrelser. 
 
 
Øvrige inspirationskilder: 
 
Tidsskriftet Permakultur, redigeret af Mira Illeris & Esben Schultz 
”Bonderøven”
Søren Ryge 
Tor Nørretranders (fx i kraft af hans spændende bog Vild Verden) 
Steen Møller 
Thorkild Kjærgaard (historiker dr. phil, forfatter til en fremragende artikel om ”Energi og landskab gennem 15.000 år”, i Permakultur nr. 5/2011) 
Knud Anker Iversen (yderst aktiv grøn guide i Taastrup, har skrevet Større selvforsyning i Høje Taastrup samt står for den opmuntrende hjemmeside Positive Nyheder)
En mængde bøger, artikler og hjemmesider om”Spiselige vilde planter & opskrifter”
 
* Foreningen Vild Med Vilje: https://www.vildmedvilje.dk/
 
Yderligere junglehavelitteratur og samvirkende foreninger:
 
Crawford, Martin: Creating a Forest Garden. Green Books, 2010
Landsforeningen Praktisk Økologi
Nepenthes / Verdens Skove
Permakultur – løsninger for en bæredygtig livsstil
Thomsen, Karsten: Alle tiders urskov. 
Whitefield, Patrick: Permaculture in a Nutshell. Permanent Publications, 1993.
Whitefield, Patrick: How to Make a Forest Garden. Permanent Publications, 2000. 
Økosamfund i Danmark