Runding.dk





Selvforsyning i naturen


Finn Gemynthe Madsen

Når man som bybo tager parti for naturen og sætter sig for at leve miljøvenligt, støder man hurtigt på en lang række forhindringer. Ganske vist findes der en del økologiske madvarer i butikkerne, men som regel kommer de langvejs fra. Altså må man sluge den kamel, at varerne har deltaget i den miljøbelastende lastvognstransport. Følger man så varernes vej tilbage til oprindelsesstedet, vil man ydermere opdage, at jorden er blevet overkørt med store, tunge dieselmaskiner adskillige gange, før høsten er bragt i lade og dyrene har fået foder. Forhåbentlig er de økologiske madvarer fri for pesticider, konser-veringsmidler, o.lign., men det har til gengæld den omkostning, at spildet bliver større.
Da varerne kommer så langvejs fra, er det mest rationelt at samle dem på fabrikker, hvor man kan forsøge at reducere spildet gennem en god gang emballage. Men det koster selvfølgelig ressourcer og energi, så her er endnu en lille kamel at sluge.
Samtidig kræver det en tungere pengepung at være miljøbevidst end ikke at være det. Ja, hvis en fattig person vil leve miljøvenligt, er det virkelig en højst uheldig kombination. Ikke bare hvad angår madvarer: Den typiske mindrebemidlede bor ikke i eget hus, og kan derfor ikke vælge at få energien fra sol eller vind. Og når man skal længere, end det er til at klare med en cykel, så er det offentlige transportsystem godt nok mindre forurenende end den private bilpark, men ligefrem miljøvenligt kan det næppe kaldes.
En stor del af disse problemer er en følge af, at der er så langt fra hånden til munden. Det ligner derfor en nærliggende løsning at flytte ud på landet og dyrke økologisk landbrug. Har man forstand på agerbrug og kan mønstre en udholdende arbejdsdisciplin, så kan den økonomiske side af sagen tit løbe rundt. Det har forskellige bosætninger demonstreret; men om bosætterne lever optimalt miljøvenligt kan være et åbent spørgsmål. Typisk må de år for år specialisere sig i dyrkning af udvalgte afgrøder, hvorved de kommer til at mangle mange dagligvarer, samt tømmer og brænde. Problemet kan kun løses på traditionel vis gennem indkøb af varer, der er transporteret langvejs fra.
En anden ulempe ved traditionelt landbrug er, at der ikke bliver megen plads til overs. Der er således ikke mange udfoldelsesmuligheder for børnene, de unge og de voksne med lyst til jagt, samling og skovture. Sammenlignet med livet i landbrugs-bofællesskaber er der grund til at forvente sig, at både fritid, arbejdsopgaver og levevis bliver mere afvekslende og udfordrende i et naturligere landskab.
Endelig består den grundlæggende konflikt mellem menneske og natur. Mange arter af vilde dyr og planter er uvelkomne gæster på agerjorden, og der må luges og bekæmpes muldvarpe i en uendelighed.


 
 


Et anderledes projekt
Projekt "Selvforsyning i naturen" vil fjerne årsagerne til denne konflikt. Skoven bør i videst muligt omfang få lov til at gro. Det er jo skoven, der er Danmarks oprindelige natur.
Som en logisk konsekvens af denne erkendelse vil "Selvforsyning i naturen" søge at "høste" så mange livsfornødenheder som muligt i skovens miljø. Dette kan lade sig gøre på både kendte og uprøvede måder:
  1. Fredning og fodring kan opretholde en høj vildtbestand, og jagtvåbnene er bedre end i stenalderen. Også udbyttet af indsamling kan blive højere ved at bestemte planter og træsorter favoriseres. En skov med mange frugt- og nøddetræer "yder mere" end en granskov. Spisesvampe kan dyrkes på grene og træstubbe. Og sæsonbestemte føde-vareoverskud kan lettere end for 6000 år siden opbevares, således at forsyningerne rækker meget længere.
  2. Skovens biomasseproduktion overgår selv den mest højtydende kornmark (Alle tiders urskov, p. 52) Der er således masser at tage af, når blot man lader affaldsstofferne vende tilbage til kredsløbet. Omsætningen foregår automatisk i naturen, uden at mennesket får umiddelbar adgang til overfloden. Forskerne har efterhånden afdækket mange af naturens metoder, men sært nok uden at man gør praktisk brug af resul-taterne. Årsagerne skal sikkert søges i markedsmekanismer som: "Foderpriserne er lave" og "Folk er konservative og foretrækker kendte madvarer."
Deltagerne i projekt "Selvforsyning i naturen" vil være mere motiverede for at omsætte teori til praksis. Eftersom de foretrækker skove fremfor marker har de en naturlig inter-esse i at forske i, hvorledes grene og udtyndingstræ kan omsættes til foder og føde. Og der er umiddelbar afsætning for produkterne indenfor egne rammer.
"Selvforsyning i naturen" går således bag om miljøproblemernes årsag. Projektet giver deltagerne mulighed for at ændre deres levevis på afgørende punkter. Man kan sige, at projektet satser på at forebygge miljøproblemerne snarere end at helbrede dem.
Hvor mærkeligt det end kan lyde, så er forudsætningerne for at vende tilbage til naturen bedre nu end i årtusinder. De traditionsbundne jægere & samlere, der skaffer sig føden sådan som man gjorde i Danmark for 6.000 år siden, må have rådighed over vældige revirer. Befolkningstæthederne varierer "i dag mellem 1 og 15 individer pr. km2." (Søren H. Andersen: Stenalderen. Jægerstenalderen.. Sesam, 1981, p. 70.) - Men en ny tids jægere og samlere vil som nævnt være langt bedre stillede. Desuden kan de i begrænset omfang dyrke køkkenhaver og holde husdyr. Derfor vil "selvforsyning i naturen" næppe blive mere pladskrævende end det moderne landbrug (som faktisk optager henved 2/3 af Danmarks areal med "marken må ikke betrædes" størstedelen af sommerhalvåret!)
Det er vanskeligt at beregne det optimale "rådighedsareal" for projekt "Selvforsyning i naturen," for det er jo netop et led i forsøget at afklare, hvor vidt selvforsyningen rækker. Men et forsigtigt skøn kan basere sig på, at den danske natur kunne ernære 5 stenalder-jægere & samlere pr. km2. Dette tal kan sandynligvis ganges med 4 ved hjælp af ny viden og metoder, hvorved vi når frem til et tal der hedder: 20 moderne jægere & samlere pr. km2. Dertil kommer så bidragene fra køkkenhaver og husdyrhold, men 1 km2 pr. 20 - 60 forsøgsdeltagere er nok en ganske god ønskemålsætning at holde sig for øje. Dermed undgår man at kalkulere for meget med det sikre og i denne sammenhæng mindre interessante landbrug. Desuden mindskes presset på både natur og mennesker, når befolkningstætheden kan holdes på et moderat tal.
Også udviklingen af samfundsstrukturen baner vej for projekt "Selvforsyning i naturen." Produktiviteten i de vigtigste erhverv, landbrug og fiskeri, er blevet så høj, at en fåtallig arbejdsstyrke kan overforsyne markedet med fødevarer. Landzonerne affolkes, EU får problemer med overskudslagre, og der indføres kvoter og begrænsninger. Bønderne modtager braklægningsstøtte, og den danske regering satser på at udvide landets skov-areal fra 12 til 20-24%, ikke mindst af hensyn til miljøet.
Altså er der allerede nu plads til "Selvforsyning i naturen." Projektet er ikke alene i pagt med naturen, men også med samfundsudviklingen. Det første, praktiske redskab til at få noget godt ud af de mange muligheder vil være en fordomsfri teknologivurdering

Målsætning og metode
Projektets teknologivurdering inddeler samtlige varer i nogle prioriteringsgrupper, alt efter om de er tunge konsumvarer eller relativt holdbare og vedvarende goder:
I. varegruppe, målsætning: 100% selvforsyning
Når indsatsen skal vægtes, kan man starte med at tænke på en rapport af Forbrugersty-relsen og Miljøstyrelsen: "Miljøbelastningen ved familiens aktiviteter." Heraf fremgår det, at spisning udgør så langt den tungeste post med hele 38% af ressourceandelene. Mere end det dobbelte af to velkendte sværvægtere som transport og boligopvarmning, der kun andrager 14% hver.
Ernærer man sig gennem selvforsyning i naturen, vil der kunne opnås en kraftig reduk-tion af de alarmerende 38%, i princippet bør man kunne nå ned på 0%! Samtidig letter selve boformen og bostedet adgangen til at reducere de øvrige miljøbelastningsandele
Da fødevarer endvidere er en ressource, som er rimelig lettilgængelig, når blot man bor, hvor den gror, virker det oplagt at prioritere fødevare-selvforsyning højt. I sidste ende må det være muligt at opnå en selvforsyningsgrad på 100%, gerne suppleret med "eksport" af overskudsproduktion.
Hvad angår drikkevarer vil selvforsyning mere være et spørgsmål om holdning end om muligheder. Forudsat at der er egen brønd med rent drikkevand, så vil selvforsyning være den nemmeste sag af verden. Vandet kan pyntes op med urter til te og frugter til saft. Savner man stærkere varer, kan vin og øl brygges på hyldebær, honning og meget andet. Og mælk kan naturligvis tappes af egne køer, geder og får. Altså kan selvforsyningsgraden også på dette vigtige område snildt nå op på 100%,
For at nå disse høje mål må det landområde, der står til rådighed for "Selvforsyning i naturen," være så afvekslende og alsidigt som muligt. Gående ud fra beboelsen "i midten" vil følgende arealopdeling være i fin overensstemmelse med deltagernes behov og ønsker:
  • Drivhuse - sambyggede med beboelser og stalde.
  • Køkkenhaver og småmarker - tæt ved bebyggelsen.
  • Enge til græsning.
  • Stævningsskov - til kombineret græsning og træhugst.
  • "Urskov," med mange træsorter og favorisering af frugttræer.
  • Vådområder: Til fiskeri: Hav, sø, å, bæk og/eller dam. Til spildevandsrensning og biomasseproduktion: Rodzoneanlæg el. lign.
En sådan "landsskabstype" vil kunne forsyne projektets deltagere med mange forskellige fødevarer, samtidig med at den vil være spændende at se på og færdes i. Husdyrene får gode kår, og der bliver plads til vilde dyr og planter.
Projektets samlede landområde vil kunne sammenlignes med et tilsvarende landbrugs-område, både hvad angår areal, produktivitet, økonomi og miljøbelastning. Disse forhold kan også beregnes pr. hoved, således at der sammenlignes med, hvad det samme menneske ville forbruge og forurene, hvis det fulgte de normale forbrugsmønstre.

Energiforsyningsmæssigt kan man selvfølgelig benytte sig af vedvarende energikilder som sol, vind og brænde. For tiden arbejdes der på at gøre Samsø 100% selvforsynende med energi. Projekt "Selvforsyning i naturen" har af mange årsager bedre forudsætninger for at opfylde en sådan målsætning. Allerede i første led, fødevareproduktionen, sparer man diesel ved ikke at benytte sig af landbrugsmaskiner o.lign. Og i det samlede energi-regnskab finder man, som det fremgår af den samlede projektbeskrivelse, mange andre energibesparelser. Altså stiller "Selvforsyning i naturen" kun små krav til de vedvarende energikilder, og det ligger klart indenfor mulighedernes rækkevidde at blive 100% selvforsynende med energi til fødevareproduktion, opvarmning, belysning o.lign.

Hvad angår transport, kan projektdeltagerne vælge at komme frem på cykel, til fods eller til hest. Omgivelserne vil indbyde til hestehold, og det vil være fristende at genindføre hestevognene. Skal man længere bort, kan man vandre, cykle, ride eller age til nærmeste bus eller jernbanestation. Selvfølgelig kan biler holdes i beredskab, men ved at undgå bilkørsel bliver man tilnærmelsesvist selvforsynende med vedvarende transportenergi.

Hermed er nævnt tre af de tungeste poster på "miljøbelastningsregnskabet." Heldigvis forholder det sig så gunstigt med netop disse poster, at total selvforsyning i virkeligheden ikke stiller uoverkommelige krav til projektdeltagerne. - Og så har de endda det sikker-hedsnet, at butikkerne "udenfor" stadig bugner af madvarer. Denne "nødløsning" må de selvfølgelig benytte sig af, både i etableringsfasen, og hvis jagt og høst sidenhen slår fejl.

II. varegruppe, målsætning: Selvforsyning så langt tid, lyst og muligheder rækker:
I denne varegruppe er miljøbelastningsfaktoren knap så massiv. Samtidig kan nogle af varerne være meget tidskrævende at fremstille på egen hånd, og kvaliteten kan risikere at blive temmelig ringe. Alligevel vil målsætningen fremhæve de muligheder, der foreligger. Om disse så udnyttes, må afhænge af tid, lyst og muligheder:

Kemikalier, såsom sæbe, creme, make-up, vaskepulver, rengøringsmidler, maling og tøjfarver kan i vidt omfang hjemmelaves. Ved at bruge naturlige råvarer sikrer man sig samtidig, at spildevandet uproblematisk kan vende tilbage til naturens kredsløb.

Lykkes det at opnå en høj selvforsyningsgrad også indenfor varegruppe II, vil der være gennemført massive miljøbesparelser, hvad angår mad & drikke, energi, transport, kemikalier og emballage. Projektet har således indfriet en vigtig del af målsætningen. Deltagerne kan derfor tillade sig fortsat at benytte sig af forskellige moderne bekvemmeligheder, som de ikke har nogen chance for at fremstille på egen hånd:

III. varegruppe, målsætning: Kritisk og dog positiv teknologivurdering.
Goder som bøger, EDB, internet, telefon, køleskab, fryser, vaskemaskine, akkumulatorer, energisparepærer, radio o.lign. "hårde varer" bør "bestå." Den slags varer er nyttige og integrerede i det moderne liv. Det drejer sig ikke om brug-og-smid-væk-varer, de skal gerne kunne holde i årevis; og repareres hvis de går i stykker! Miljøbelastningen fra den slags "vedvarende, hårde varer" er ikke nær så tung som fra "konsumvarerne."
Landbrugsmaskiner kan derimod undværes, i og med at jagt og samling opprioriteres, mens landbruget reduceres til en slags "hobby-havebrug." Samtidig overflødiggør moderne permakultur-principper mange maskiner. Selv kornavl kan foregå uden pløjning! Om ikke andet så vil heste og gamle, velprøvede redskaber være fuldt tilstrækkelige.
Det samme gælder motorsave. Vel er de praktiske, men de er også farlige og larmende. Førhen klarede man sig uden, og i vor tid kæmper stærke fyre i motionscentre for at blive endnu stærkere. Hvorfor ikke prøve kræfter med de gode, gammeldagse save og økser?

IV. varegruppe, målsætning: Gør-det-selv for sportens skyld.
I denne varegruppe findes der en bred vifte af forskellige ting og sager, hvor man "for sportens skyld" kan tilstræbe selvforsyning, men hvor miljøeffekten ikke er så tungt-vejende, at selvforsyning får højeste prioritet. Beklædning kan sys af skind og strikkes af uld. Redskaber og møbler fremstilles af træ, ben og sten. Kurve flettes af vidjer. Telte laves af læder. Osv. Afhængig af tid, lyst, lejlighed og pengepung kan selvforsyningsfolkene vælge at gøre det selv eller foretage fornuftige indkøb.

Den menneskelige målsætning
Når man vælger at gå ind et projekt som "Selvforsyning i naturen," kan der være god grund til at nære forventninger som disse:
  • Smukkere & sundere omgivelser
  • Friskere luft
  • Renere & lettere miljøsamvittighed
  • Friskere og sundere madvarer
  • Sundere levevis og mindre stress
  • Tilfredsstillelse ved selvforsyning
  • Samarbejde og hjælpsomhed
  • Behageligt samvær
  • Besparelser og dele-fordele
  • Udfordringen ved at være nybygger & pioner
  • Styr over eget liv.
Der er således mange gode grunde til, at ikke så få kan føle sig tiltrukket af "Selvforsyning i naturen". Men om interessen fastholdes afhænger i høj grad af, hvilken "politik" projektet følger.
Hvis projektet skal kunne række ud over sig selv, er det vigtigt, at det har en bred appel. Det skal ikke kræve specielle forudsætninger at være med, folk skal kunne komme lige fra by til natur. Altså skal "Selvforsyning i naturen" ikke have karakter af at være en veritabel "overlevelsestur," der kun er for de unge og stærke.
Den menneskelige målsætning er dermed klar og enkel: "Selvforsyning i naturen" skal være et attraktivt tilbud til vor tids mennesker. Folk skal kunne se, at det er sjovt og spændende og udfordrende at være med. At den "nye levevis" er sund og naturlig. Og at arbejdet med at skaffe sig mad og gøre det selv mere har karakter af hobby end pligt.
Faktisk tyder meget på, at forudsætningerne for opfyldelsen af den menneskelige mål-sætning er usædvanlig gode i projekt "Selvforsyning i naturen." Skove og enge giver fine udfoldelsesmuligheder, hvilket har stor betydning for trivselen i et lille samfund. Især børn og unge har behov for god plads at røre sig på. I forhold til f.eks. et tilsvarende landbrugskollektiv vil pladsen føles mindre trang, og individet har bedre muligheder for at vælge mellem behageligt selskab og afslappende ensomhed. Individualismen får i virkeligheden bedre kår end på de fleste moderne arbejdspladser. Arbejdet vil være afvekslende og alsidigt, og der vil ikke være store risici for arbejdsskader grundet ensformige arbejdsstillinger og farlige maskiner. Da mange af opgaverne er så hobby-betonede, vil lysten i vid udstrækning kunne drive værket. Alt efter interesse kan deltagerne vælge mellem havedyrkning, husdyrpasning, jagt, samling, fiskeri, skovhugst, snedkeri, vedligeholdelse, madlavning, børnepasning, undervisning, EDB-distancearbej-de, kunstnerisk virksomhed, forskning osv.
Lidet tiltrækkende arbejdsopgaver som opvask og rengøring kan gå på skift, og jo flere af deltagerne, der vil benytte samme fælleskøkken, desto flere fridage vil der være imellem "vagterne." Der fremkommer nogle stordriftsfordele, som moderne singler og kernefamilier helt har afskåret sig fra.

Antropologerne har opdaget, at jægere & samlere kun arbejder 2-3 timer dagligt. (F.eks.: Richard E. Leakey: Folket ved søen, Gyldendal, 1982). Meget tyder på, at vi mennesker har medbragt meget arvegods fra de årmillioner, hvor vore forfædre og formødre udviklede sig gennem et jæger- og samlerliv. Vore gener er formet til et sådant liv, og adskillige psykologer og adfærdsforskeremener, at mange moderne problemer kommer af, at mennesket simpelthen ikke er skabt til en industritilværelse. (Den kendteste af de nøglepersoner, der har forstand på menneskets medfødte natur er nok Desmond Morris, hvis mest "berygtede" bog er: Den nøgne abe). Det er således ikke blot en trossag, at vor indre natur vil være bedre i pagt med "Selvforsyning i naturen" end med "Projekt industrisamfund."

En lille ting med en stor virkning: "Selvforsyning i naturen" reducerer urets betydning! Dette at blive befriet for at hænge i en klokkestreng vil være en både afstressende og attraktiv faktor.
Dette vil også give det sociale liv roligere betingelser. Familierne kan være sammen i længere perioder ad gangen, og børnene opleve glæden ved at blive medinddraget. Også betingelserne for varige venskaber vil blive bedre.

Det vil være i fuld overensstemmelse med børnenes tarv, hvis de kan blive undervist indenfor selvforsyningssamfundets rammer. Ældre børn og voksne påtager sig sikkert gerne denne opgave, og de kan benytte sig af EDB, internet og gængse lærebøger. Efter en periode kan det blive interessant at sammenligne børnenes faglige færdigheder med skolebørn i samme aldersklasse, der vist tit handicappes af høje klassekvotienter, uopmærksomhed, ballede og mobning.
Børnene kan også få mere kontakt til bedsteforældre og andre gamle mennesker. Disse vil på deres side være glade for at kunne blive "boende i eget hjem," som ikke er en isoleret "lejlighedsæske."

Alt i alt ser vi fine chancer for, at projektet frembringer et samfund i god, social balance.

Forskningsformål
Som tidligere nævnt vil nærværende projekt lægge vægt på forskning i omsætning af skovens biomasse. Deltagerne og omverdenen vil utvivlsomt høste mange vigtige informationer undervejs. Af økonomiske og naturlige årsager vil forskningen nok blive betegnet som "græsrodsforskning," men det behøver ikke at forringe resultaterne.
Situationen er denne:
  • Vi er interesserede i at bevare skoven.
  • Skoven producerer mere biomasse end de dyrkede marker. Helt af sig selv uden menneskelige indgreb.
  • Biomassen vender tilbage til kredsløbet. Enten ved at kompostere eller ved at blive omsat til næring af dyr, mikroorganismer og svampe.
  • Det er indholdet af cellulose, der gør græs og blade "ufordøjelige." Dertil kommer i træ og halm lignin, der omgiver cellerne som et "klister."
  • Naturen har to grundlæggende omsætningsmetoder at vælge imellem. Enten ved hjælp af ilt (aerob omsætning - både cellulose og lignin) eller uden ilt (anaerob omsætning - fortrinsvis cellulose)
  • Svampe er blandt de bedste aerobe omsættere. Vi ser resultaterne af deres virksomhed på jord og træ.
  • Visse mikroorganismer er eksperter i anaerob omsætning. Dem holder drøvtyggerne som husdyr.
  • Der er forsket meget i, hvordan omsætningen foregår, men der er ikke gjort mange forsøg på at lade skovens biomasse blive omsat til foder og føde. Årsagen til denne laden stå til er nok som ovenfor nævnt, at det økonomiske incitament mangler: "Fo-derpriserne er lave." - Og hvad angår svampe, så er de for skrøbelige og letfordær-velige til at blive en betydningsfuld salgsartikel ude i butikkerne. Motiveringen til at springe landbruget over mangler således.
  • Projekt "Selvforsyning i naturen" vil derimod have motiveringen i orden. Produkterne fra biomasseomsætningen kan bruges på stedet, og det vil være både en arbejdsmæssig og en miljømæssig gevinst at "fodre med skov i stedet for med mark." Skoven vokser af sig selv, mens marken må gødes, ukrudtsbehandles, overkøres osv., før man kan "fodre med den."
Alt i alt vil det være et oplagt forskningsprojekt for "selvforsyning i naturen" at eksperi-mentere med omsætning af overskudsbiomasse fra skov, mark og have. Vi minder om, at vore forfædre, helt uden mikroskop, blev dygtige til at holde mikroorganismer som hus-dyr og fik dem til at tilberede øl, vin, brød, yuoghurt m.m.

Mht. til den enkleste omsætningsmetode, den svampebaserede, kan der dyrkes spisesvampe som østershatte direkte på træ. Der er udgivet hobbybøger om, hvordan dette gøres i en have. 30% af træets vægt kan omsættes til spisesvamp. Resten kan i princippet bruges til foder, eftersom svampene har nedbrudt de ufordøjelige stoffer. - Men der er ikke forsket meget i svampedyrkning til selvforsyningsformål.
Svampe kan også direkte bruges til foderfremstilling. Ved hjælp af forskellige svampe-arters mycelium kan træ på få måneder forvandles til foder. Denne "græsrodspraksis" har længe været kendt i Chile under navnet "Palo podrido." I forskellige artikler beskrives resultater og perspektiver, og det beklages, at der ikke er forsket mere i de lovende muligheder. Årsagen til denne "tilbageholdenhed" er sikkert igen, at "foderpriserne er lave."

Den anaerobe metode praktiseres af alle drøvtyggere. Græs, blade og kviste forvandles til bøfkød og mælk. Man kender processerne fra levende komaver og laboratorieforsøg, men først med projekt "Selvforsyning i naturen" bliver der tale om motivering til at efterligne naturens egne processer.
Hvilke perspektiver, der åbner sig, hvis det lykkes at udvikle en velfungerende "kunstig komave," ses beskrevet i Finn Gemynthes økologiske science-fiction: Den fjerde verden, Gyldendal, 1993.

Deltagere og færdigheder
"Selvforsyning i naturen" skal som nævnt henvende sig til alle, selv helt almindelige byboere! I den første vanskelige pionertid, hvor Skovbo-1 skal overleve og gøre det godt, vil det imidlertid ikke være ligegyldigt, hvem der "melder sig." Hver især skal på en eller anden måde kunne bidrage til selvforsyningssamfundets overlevelse.
Bred selvforsyning kræver brede færdigheder, og ingen kan forlange, at alle skal kunne alt. Der er behov for en række specialister, for folk der både kan og vil udfolde deres færdigheder indenfor håndværk, jagt, fiskeri, husdyrpasning, indsamling, havebrug, frugtavl, biavl, svampedyrkning, biomasseforsøg, skovhugst, skindsyning o.m.a. Den bedste fremgangsmåde forekommer os i første omgang at være "stillingsopslag" i relevante fagblade.
Da der er behov for så mange forskellige færdigheder, skal der formentlig omkring 20 voksne deltagere til at give det luft under vingerne. På den anden side kan man også nemt blive for mange under den første, vanskelige forsøgsfase. Et deltagerantal på mellem 20 og 60 kunne således ligne en realistisk målsætning.
Inden der søges flere deltagere, er det således nødvendigt at få afklaret et par meget vigtige punkter. Først derpå er der chance for at vide, hvor stort projektet kan slås op og hvor mange deltagere, der er "plads til:"

Beliggenheden
Det fremgår af ovennævnte, hvilke ønsker man bør have til området, hvor "Selvforsyning i naturen" kan realiseres. Disse ønsker er ikke mere krævende, end at de kan opfyldes adskillige steder rundt om i landet. Det kan dreje sig om et gammelt eller ungt skovom-råde. Jord til braklægning og skovrejsning. En ø, gerne ubeboet. Ja, det har også været bragt på bane, at en gammel grusgrav kunne forvandles til et godt selvforsyningssted, hvis den beplantes og der etableres permanente søer og vandløb. Men selvfølgelig vil projektet komme hurtigst og bedst fra start, hvis det kan rykke ud i et varieret landskab med en blanding af skov, mark og vådområder.

Der er endnu ikke søgt et bestemt sted, hvilket er med velberåd hu. Projektet skulle først finde en fast form, og der skulle samles en interessegruppe. Disse forudsætninger er nu så nogenlunde i orden, og man er klar til at søge et egnet sted. Her følger hovedsøgevejene:

De offentlige veje: Institutioner såsom Skov- og naturstyrelsen, Miljøministeriet og For-skningscentret for Skov og Landskab. Amter og kommuner med henvisninger til deres regionalplaner. - I betragtning af at "Selvforsyning i naturen" er et miljøvenligt samfunds-eksperiment, der befolker ellers øde områder, må de offentlige myndigheder se deres interesse i at støtte projektet. F.eks. ved at stille et passende naturområde til rådighed, eller simpelthen ved at man ser med velvilje på projektet og gerne ser flere af lignende slags.
Som det vil fremgå nedenfor, kan der komme mere omsætning og flere skattekroner ud af "Selvforsyning i naturen," end man umiddelbart kunne forestille sig. Griber ideen om sig, vil projektet desuden spare det offentlige for uberegnelige udgifter til pladser på institutioner, skoler, hospitaler og plejehjem.

De private veje: Danske Naturgårde A/S. Diverse ejendomsmæglere. Direkte henvendelse til godsejere, skovejere og øejere. Disse kan være interesserede i at leje ud eller sælge. Det kan meget vel vise sig, at indtægterne ved udlejning eller salg til deltagerne i "Selvforsyning i naturen" overstiger normaludbyttet af det samme naturområde.

Foreningsvejene: Landsforeningen for ØkoSamfund "LØS," Nepenthes, Dansk Permakul-tur Forening, Øko-Net, Dansk Skovforening, ØKO-NET o.m.a. har næppe jord til overs, men de kan være nyttige samarbejdspartnere og på forskellig vis hjælpe projektet i gang.

Først når stedet er fundet, vil det være formålstjenligt tage stilling til:

Beboelsen
Boformen, der ellers er en afgørende faktor for mange økosamfund, har ikke den store betydning for projekt "Selvforsyning i naturen." Kan deltagerne flytte ind i eksisterende bygninger, kommer de hurtigere i gang med projektets primære målsætning. Nedlagte landbrug, ødegårde, gamle herregårde, en lille landsby, alt, hvad der ikke kræver alt for store istandsættelser, har interesse. På den måde undgås også problemer med landzone-loven.
På den anden side vil det selvfølgelig være en spændende udfordring at bygge en fælles gård omgivet af træhuse, hytter og telte. Det vil sikkert lette selvforsyningen med energi, samtidig med at beboelsen kan blive praktisk og hyggelig og falde smukt ind i landskabet.
Med disse ord kommer det uomgængelige spørgsmål: Hvad med financieringen?

Økonomien
Da der for indeværende er så mange usikkerhedsmomenter, er det umuligt at opstille et etableringsbudget. Det kan først gøres, når deltagerantal, beliggenhed, beboelse og financielle betingelser er fastlagt.
Ønsket om at være selvforsynende, også på energiområdet, er imidlertid kendt, og på det grundlag kan der opstilles en behovsliste:

Solvarme, solceller, vindmølle o.a. vedvarende energianlæg.
Brændeovne & komfurer.
Remedier til opsamling og brug af regnvand.
Muldtoiletter.
Værktøj, redskaber o.lign.
Mikroskoper, beholdere og andet forskningsudstyr.
Telefon, computer og internet.
Køleskab, fryser o.lign.
Husdyr.
Frø, planter og frugttræer.
"Gør-det-selv-og-selvforsynings-bibliotek."

Deltagerne vil nok medbringe nogle af tingene. Desuden kan en hel del installationer foretages ved egen håndkraft. Men alene anlæggene til energiselvforsyning vil sikkert belaste etableringsbudgettet med adskillige100.000 kr. Dertil kommer så udgifter til køb af eller indskud i et passende område og eventuelle bygninger.
Findes der ingen eller for få kvadratmeter under tag, kommer projektet også til at indeholde en byggefase. De foretrukne byggematerialer vil formentlig være tømmer og halm, og det bør tilstræbes, at der findes gode selvbyggere blandt deltagerne. Derudover er der mange usikkerhedsfaktorer såsom financieringsforhold, deltagerantal og færdigheder. Byggeriet kan blive mere eller mindre avanceret, men den vedvarende energiforsyning må være obligatorisk.
Trods god spare- og gør-det-selv-vilje kan etableringsudgifterne godt komme til at synes "afskrækkende høje." Men så tænk engang på, hvor "afskrækkende dyr" en enkelt Volvo er! Samfundets udbytte af at investere i projekt "Selvforsyning i naturen" vil utvivlsomt være større, og der er faktisk oprettet mange slags fonde med det formål at støtte natur og miljø. Da der i projektet findes så mange spændende forskningsaspekter, må der være grundlag for en forhåbning om, at der kan rejses tilstrækkelig med fondsmidler til, at udflytterne ikke tynges af store, løbende udgifter. Jo mere projektet kan hvile i sig selv, desto bedre kan udflytterne koncentrere indsatsen om den primære og vanskelige opgave: "Selvforsyning i naturen." - Tid siges at være penge, men under et forsøg med selvforsyning er tid snarere effektiv og bæredygtig udnyttelse af de forhåndenværende ressourcer. Tilsat ubestemmelige faktorer som livskvalitet, sundhed, afstressende levevis og social harmoni.
Det kan i den forbindelse oplyses, at "Græsrodsfonden" har støttet forprojektets opstart med 5000 kr. samt at en af interessegruppens medlemmer overvejer at skyde ca. 200.000 kr. i evt. køb af et passende naturområde.

Når det er lykkedes at etablere et velfungerende selvforsyningsbosted, Skovbo-1, vil det forhåbentlig blive et eksempel til efterfølgelse. Imidlertid vil Skovbo-2, 3, 4 osv. næppe have samme forsøgs- og nyhedsværdi, så efterfølgerne må sandsynligvis påregne at kunne klare sig på de almindelige, økonomiske vilkår. Lykkes også denne forsøgsfase, vil praksis have givet grønt lys for, at selvforsyningsideen kan sprede sig og få bredere miljømæssig betydning.

Under alle omstændigheder vil selvforsynings-driftsbudgettet blive beroligende beskedent: Ingen udgifter til energi, mad og drikkevarer. Forsvindende udgifter til en lang række andre varer. Af og til vil reparationer og reservedele koste noget, men da der eksempelvis ikke er så mange hårde hvidevarer pr. person, bliver udgifterne hertil tilsvarende mindre. De eneste tunge poster på driftsbudgettet bliver husleje, afdrag, evt. ejendomsskat samt telefonabonnement.
De indbyrdes financieringsforhold er endnu ikke bragt på bane. Det må afvente afklaring af ovenstående problemer. En eller anden form for andelsordning synes umiddelbart at være den sandsynligste løsning.
Løbende udgifter forudsættes afholdt af forsøgsdeltagerne; ja muligvis vil de også selv kunne bidrage med nogle af etableringsomkostningerne. Typisk vil privatøkonomien nemlig ikke lide skade af deres deltagelse! Udflytningen viser sig tværtimod at være en "god forretning!" Så at sige alle udgiftsposter på privatbudgetterne forsvinder jo i den blå luft: Hus og bil kan udlejes eller sælges, og der er ingen udgifter til benzin, el, varme, mad, drikke, tøj, legetøj, børneinstitutioner, el-artikler, licens, møbler, gaver, impulskøb osv. Og man er mange til at deles om telefon, reparationer, ejendomsskatter og de andre driftsomkostninger.
Deltagere med en formue fra en solgt ejendom vil i princippet kunne afholde alle deres "andelsudgifter" af renteindtægterne. Desuden vil nogle af deltagerne kunne få orlovs-ydelse det første år. Eftersom "Selvforsyning i naturen" i realiteten er et beskæftigelses-fremmende projekt, bør arbejdsløse deltagere kunne ansættes af "andelssamfundet" i medfør af ordningerne omkring puljejob, jobtræningsplads, aktivering, efteruddannelse o.lign. Set med omverdenens øjne må de betragtes som værende kommet i godt arbejde, der kan blive til varig beskæftigelse på et nyt, ekspanderende område. I en krisetid med stigende arbejdsløshed kan "Selvforsyning i naturen" få stor betydning som et sundt og meningsfuldt alternativ til overflødiggørelse og fattigdom.

Man kan tænke sig diverse former for ansættelsesforhold i tilknytning til de skovbosteder, der må klare sig på almindelige, økonomiske vilkår. Og der tegner sig mange over-raskende beskæftigelsesmuligheder: F.eks. er det efterhånden gammel vanetænkning, at man fysisk skal være til stede på en arbejdsplads. Nu taler man om "distancearbejde" og en overskrift i Erhvervs-Bladet, 7/6-96, fortæller at: OVER EN HALV MILL. DANSKERE KUNNE ARBEJDE HJEMME. - Og dette hjem kunne udmærket ligge i en skov! Via inter-nettet kan udflytterne holde sig lige så velinformerede som indbyggerne i city. Det varer sikkert ikke længe, før forskellige uddannelser kan foregå gennem internettet.

Af andre indtægtsmuligheder kan nævnes: Salg af rapporter, forskningsresultater og opfindelser, kunst, digtning, spisesvampe, honning, teer, naturmedicin, overskudsvildt, tømmer, kunsthåndværk, uld- og skindtøj. "Selvforsyning i naturen" kunne også oprette sit eget forlag og udgive et nyhedsblad.

"Selvforsyningsmodellen" kan også udnyttes som en art beskæftigelses- eller resociali-seringsprojekt. Rodløse unge kan finde sig selv og en ny mening med tilværelsen ved at indgå i et "Selvforsyningssamfund."

Der kan også komme indtægter fra plejebørnspasning, kurser, undervisning, naturvej-ledning, turisme o. lign. Stedet kan optræde som et refugium, både for stressede byboere, der trænger til at komme til hægterne, og for forfattere og kunstnere, der higer efter ro og fordybelse. Eller for rekonvalescenter, der skal komme til hægterne efter sygdom.

Er der blandt skovboerne folk med særlig interesse for meditation, yoga, astrologi, healing, zoneterapi, massage o.lign. vil også dette kunne hidlokke betalende besøgende.

Hytter eller teltpladser kan indrettes som en slags alternativ campingplads. Og natur-venlige turister kan deltage i selvforsyningslivet. Jeg tror, at mange ville finde det spæn-dende og inspirerende at prøve en sådan livsførelse igennem en uge eller flere. "Forsøgs-center Lejre" har været en succes i mange år, og her er det endda kun få beskåret at ophol-de sig længere end i åbningstiden. Men "Lejre" bør ikke opfatte projektet som en konkur-rent: "Lejre" anskueliggør fortiden, "Selvforsyning i naturen" viser en vision om en mulig fremtid.

En rapport fra 1995, "Analyse af mulighederne for etablering af økologisk ferielandsby i Danmark," skrevet af Henrik Paarup fra Handelshøjskole Syd, peger på, at en sådan øko-landsby vil have fine muligheder. "Selvforsynings-modellen" synes at være særdeles velegnet til at give turister alsidige, spændende og udviklende oplevelser. Skovens cyklus er mere afvekslende end landbrugets, og der er noget at opleve hele året rundt. Om foråret løvspringet med gode muligheder for samling af friske skud og urter såsom brændenælder til sund og lækker suppe. Om sommeren en artsrigdom af forskellige spiselige planter samt gode fiske-og badeforhold. Om efteråret bær-, frugt- og svampeplukning samt muligheder for at deltage i jagtudflugter. Og om vinteren er der stadig jagt- og fiskemuligheder, og hvis der falder sne, kan der stås på ski, kælkes og bygges snehytter. - Og så er det sjovere at ride i en skov end på en mark!

Alt i alt kan det let vise sig, at der kan være både god økonomi og rig livskvalitet ved at være "menneske uden miljøbelastning." Og det er jo ikke uvæsentlige faktorer, når det skal vise sig, om et selvforsyningsprojekt kan blive til flere!

Perspektiverne
Pga. af projektets usædvanlige karakter vil det sikkert være nemt at videreformidle til udenforstående. Både ved hjælp af film, reportager, artikler og bøger. Og hvis der er noget rigtigt i den hypotese, at jæger-og samlerlivet appellerer til noget dybtliggende i os, og det kunne "Hulebjørnens klans" succes da tyde på, så vil mange mennesker bide mærke i, hvad der formidles dem om livet i naturen.
"Selvforsyning i naturen" skulle gerne udvikle sig til et internationalt netværk. Og hvis forsøgene med omsætning af biomasse forløber godt, har man måske fundet en nøgle til at redde de tropiske regnskove. Et velfungerende biomasseanlæg må være en af de bedste former for ulandsbistand, som tænkes kan. For relativt små omkostningerne kan de fattiges selvforsyningssituation bedres. Samtidig kan synet på den naturlige vegetation ændres fra "ukrudt" til "høstegnet." Jord, der er uegnet til landbrug, kan lægges brak, hvilket vil være ensbetydende med, at produktionen af biomasse øges. Regnskovslands-byerne bliver selvforsynende med foder og mad, samtidig med at alle lokalbefolkningens motiver til regnskovsrydning forsvinder.
Umiddelbart skulle man tro, at projektet vil vække international interesse. Et eksperiment som "Biosphere-2" har fået masser af omtale, selv om det, man vil teste, er menneskets muligheder for at opholde sig i rumkolonier. "Selvforsyning i naturen" vil nok på mange virke mere jordnært og brugbart. Vi synes, at alle mennesker, også selv om de ikke kunne drømme om selv at deltage, bør hilse projektet velkommen!

Kortfattet litteraturliste:

Analyse af mulighederne for etablering af økologisk ferielandsby i Danmark. Af Henrik Paarup, Handelshøjskole Syd, 1995.

Gemynthe, Finn: Den fjerde verden, Gyldendal, 1993.

Getting a Life. The Downshifter's Guide to Happier Simpler Living. Af Polly Ghazi & Judy Jones. Hodder & Stoughton, 1997.

Groos, Ulrich: Dyrk selv spisesvampe. Start, pasning, opskrifter, Clausen, 1989. (Uddrag)

"Omsætning af biomasse." Et kompendium med tilhørende patenter, samlet af Finn Gemynthe, 1992.

"Palo Podrido" - Decomposed Wood Used as Feed. F. Zadrasil, J. Grinbergs & A. Gonzalez. European J. Appl. Microbiol. Biotechnol. 15, 167-171 (1982)

Thomsen, Karsten: Alle tiders urskov. Danmarks vilde skove i fortid og fremtid. Nepenthes' forlag, 1996.

Velkommen til fremtiden - bæredygtige bosætninger i Danmark. Landsforeningen for Økosamfund. Forlaget Modtryk. Heri kapitel om "Skovbrug og skovbyer," hvor nærværende projekt omtales under titlen: "Skoven som levested og levevej." Kapitlet indeholder desuden omtale af "Projekt Skovting," hvor man focuserer på de spændende byggemuligheder, det giver at bo i eller nær en skov.

Whitefield, Patrick: Permakultur i en nøddeskal. Permakultur foreningen Danmark, 1996.

Vil du springe ud i det så læs mere i artiklen Skov søges.
I artiklen Flyt til Skovbo-1 kan du læse om, hvad det videre forløb kan være.
Læs om det ultimative udflytningsløft i Projekt Rumino.